Det er aldrig for sent at blive

et ordentligt menneske

 

Henrik Jensen © 2006

 

Det ordentlige menneske er ikke drevet af lyst, men af pligt. Det er en mennesketype, der ikke nyder stor opmærksomhed i vores samfund.


Der går et skel ned gennem menneskeheden - skellet mellem ordentlige mennesker og resten. Med ordentlige mennesker forstås i denne forbindelse mennesker, som ikke bare er i stand til at opføre sig imødekommende i almindelighed, men i stort og småt formår at se tingene lidt også fra andres synsvinkel, og søm kan forholde sig en smule selvironisk til sig selv, sådan fra oven og ned.

I den store sammenhæng viser de sig ved at gå af deres slagne vej for at hjælpe andre. Den barmhjertige samaritaner var et ordentligt menneske. Sådan en, søm i stedet for at koncentrere sig øm at realisere sig selv, gør en masse for at holde andre på ret køl. Som er kittet i samfundet, og især var det, før omsorgssystemet blev professionaliseret, og vel at mærke uden at forvente den store opmærksomhed før det. Der er ikke mange tilbage.

Til hverdag møder vi dem som mennesker, der kan holde sig selv lidt i ave, når tø skal ind ad en dør på samme tid, når man stormer kassen i supermarkedet, eller når det drejer sig om at give plads i trafikken.

De kender vigepligten - det er dem, som først holder tilbage, når to modkørende biler skal passere et smalt bump. Og som oven i købet har overskud til at smile. Så ved De nok, hvem jeg taler om.

Det er en kilde til stadig undren, hvorfor nogle mennesker har den form for tilskyndelse og efterlever den, mens andre har så svært ved at se andet end sig selv. Ordentlige mennesker må dagligt føle, at det er op ad bakke - for den som holder døren for de andre, venter på de andre og i almindelighed holder sig tilbage, kommer uvægerligt senere hjem fra arbejde end dem. Og ikke nok med det - de bliver trådt på og snerret ad.

Jeg ved det, for jeg har ofte simuleret et ordentligt menneske. Jeg bilder mig ind, at det kan være en måde måske at blive et på - med tiden. Man kan øve sig til det, men man må væbne sig med tålmodighed, for når man har fået døren i hovedet en fire-fem gange, bliver smilet lidt smalt.

Det er jo ikke sådan, at der er en genetisk forskel mellem ordentlige mennesker og resten af os, selvom det kunne virke, som om det er medfødt for nogle. Man kan faktisk lære at blive et. Det er en form for civiliserethed, en politur. Det ordentlige menneske er ikke drevet af lyst, men af pligt. Engang var det nærmest identisk med at være velopdragen, men velopdragen er ikke et kriterium før nogen som helst i dag. I dag opdrager vi - hvis det stadig er ordet - vore børn til at blive kompetente, og det er noget helt andet. Vi opdrager sandelig ikke vore børn til at blive dørholdere, det kunne bare passe.

Ordentlige mennesker kommer ikke frem, eller i medierne. Allerede i skolen er det den besværlige og støjende elev, der løber med opmærksomheden, allerede her bliver det klart, at der ligger en karriere at skille sig ud, og hvis ikke for det gode så for det onde. Før hver gang, der er er en, der gør det for det gode, er der to, der gør det før det onde. Vi præmierer folk for at gøre sig besværlige.

Vore rollemodeller er i stigende grad dem, der viser mest viljestyrke og har mest succes med at bruge alle sine ressourcer på at realisere sig selv. Det kompetente menneske er det, der skamløst bruger alle midler på at komme frem og gøre sig selv til noget særligt. Og blandt midlerne er andre mennesker i bred almindelighed.

Rollemodellerne er ikke længere dem, der først og fremmest viser ansvar, passer sine forpligtelser, kender selvbegrænsningens vanskelige kunst og øser af en iboende medfølelse med næsten.

Et stigende antal mennesker i samfundet har et stadig mere svævende forhold til de traditionelle kulturelle institutioner (ægteskab, familie, skole, kirke, arbejde) og dermed til moralsk ansvarlighed. Og en stigende følelse af social opløsning skyldes måske netop billedet af dette stigende antal løsrevne individer, der leger tagfat med andre i forhold, der ellers plejede at være baseret på tillid og ansvar.

Det kan hænde, at vi falder i staver, og blikket et kort sekund frigør sig fra mediernes kaotiske verdensbillede og selvcentrerede menneskesyn, og vi spørger os selv - er det fremtiden? En masse "løse individer" i hysterisk konkurrence om opmærksomhed, penge og succes?

Løfter vi blikket, ser vi, at vi længe har været i et vadested mellem et gammelt samfundsindivid, der er ved at uddø, og et nyt, der er under langstrakt fødsel. Det har efterladt et ret uoverskueligt normrum, især for de opvoksende generationer, hvor balancen for længst er tippet til fordel for det nye, frigjorte, selvtilstrækkelige menneskes normer.

Det tager opmærksomheden. Det ordentlige menneske vil nøk altid være der et sted, men de samfundsmæssige betingelser for dets udfoldelse som norm er mildt sagt ikke så gode, som de har været. Det ordentlige mennesket glider i baggrunden, fordi det er elendig underholdning.

Men på den anden side: måske er det ikke for sent at blive et ordentligt menneske. Begynd i dag - vi kan øve os sammen!

- Henrik Jensen er lektor i historie ved RUC og forfatter
- Oprindelig bragt i Kristeligt Dagblad, 26. august 2006


Gengivet med forfatterens tilladelse.