1. bud: Du skal ikke føle dig urask

 

Lars-Henrik Schmidt © 2004

 

Lykken er en overkommelig diagnose, og du doserer selv dine lykkepiller. Hvis vi ikke synes, vi er raske, står der masser af livsstilsmedicin til vores rådighed, skriver Lars-Henrik Schmidt, der er dr.phil. og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet.


Når jeg vil beskrive lykken som en overkommelig diagnose, er det blandt andet for at pege på symbolanalytikernes indædte kamp for at kriminalisere dagligsprogets anvendelse af benævnelsen 'lykkepiller'. Måske kæmpes der så hårdt, fordi alle intellektuelle jo efterhånden ved, hvad 'depression' er på egen krop.
     Men vigtigere end en grupperings særlige interesser er, hvordan syge såvel som raske folk generelt gør deres hverdagsliv overkommeligt. For nogle er antidepressiva en forudsætning for at kunne leve. For andre løfter det grundstemningen i de tunge perioder, hvor det gør godt at flygte ind i en diagnose og slappe af. 
     I samme boldgade har vi forsøget på at gøre rygere til folk, der lider af nikotinafhængighed. Eller drankere til folk, der lider af alkoholisme. Ligegyldigt hvilket fænomen vi taler om, så er det for nogle en livslang trussel, mens det for andre er et overkommeligt fænomen, der hjælper med at gøre livet leveligt i perioder. 
     Problemet er, at uanset, om vi taler om en invaliderende lidelse eller et forbigående tilbageslag, så tåler vi ikke lidelsen i det moderne behandlingssamfund. Lidelse skal behandles - det mener vi, at vi har krav på. Egentlig er der tale om en ansvarsforflygtigelse, der opstår, fordi det i dag er utænkeligt at sige, at folk ligger som de har redt. Står jeg her med min lidelse, så er dens årsag uvedkommende. 
     Jeg tåler ikke lidelse, jeg har som moderne person et krav på ikke at lide. Det er andre, som skal lide. 
     Lidelsesfrihed minder om den arbejdsfrihed, som vittige sjæle lancerede i 1970'erne: Hvis arbejdet er sundt, så giv det til de syge! 
     Med dette folkekrav om lidelsesfrihed bliver det imidlertid svært at afgrænse en sygelig og usund tilstand fra den sunde tilstand. Vi forveksler kort sagt at være rask med at være syg og usund. Det sker for eksempel, når vi rask væk giver almindeligt nedstemte mennesker lykkepiller. Det er gået så vidt, at det i dag handler om raskhedsfremme og ikke sundhedsfremme.
  

Grundlæggende handler det om en overgang fra den engelske filosof John Lockes idé om 'the protection of property' til den amerikanske uafhængighedserklærings formulering om 'the pursuit of happiness'. Den statsautoriserede idé om livet som jagten på lykken opstår altså helt tilbage i 1776. Men ordlyden er i virkeligheden europæisk og for størstedelens vedkommende hentet fra John Lockes politiske idéer. 
     Udslagsgivende er, at det ikke handler om beskyttelse af ejendom og krop, men jagten på lykken. Det handler om selv at fremme sin raskhed og derved sin lykke, ikke blot om at beskytte og forsvare sig mod sundhedsangreb. Vi er vidner til en ny socialhygiejnisk foranstaltning: En diagnostik registrerer blot et hændelsesforløb, en prognostik vil gribe ind for at undgå et hændelsesforløb, og en profylakse vil forhindre, at hændelsen kan opstå. 
     Givet dette forsøger man sig siden i dag med en sundhedsfremme, som skal være erstatningen for forebyggelsen. Folk skal kunne tåle angreb fra mikroorganismer, jordstråler etc. Dette har alt andet lige været den dominerende socialhygiejniske strategi de sidste 20 år. Pointen er nu, at dette beredskab vender sig fra at være en beskyttelse til en udfoldelse fra 'protection' til 'pursuit'. 
     Et nyt forhold til lykken nyder derfor fremme i disse år.
 

WHO's definition af sundhed - som en tilstand af fysisk, psykisk og social velbefindende og ikke blot en tilstand uden sygdom, invaliditet og svækkelse - er i virkeligheden en definition af lykke. 
     En af de smukkeste definitioner af lykke, idéhistorien kan byde på, er Jean-Jacques Rousseaus.
     Han foreslår i 1762 at fatte lykken som den dynamiske balance mellem 'villen' og 'kunnen'. Et menneske er lykkeligt, når han ikke vil mere, end han kan. Rousseau har dog også en anden bemærkning år senere, hvor han føler sig ensom. 
     Her lyder det, at lykken ville være, om man kunne sige »gid dette øjeblik ville vare ved«. Pointen er, at sådanne øjeblikke kun eksisterer, ja netop, et øjeblik, og som regel er dette øjeblik passé, når Rousseau eller andre desperat forsøger at holde det fast. Det forhindrer os imidlertid ikke i at forsøge. Og det gør vi så. 
     Hvis jeg vil kunne, det jeg vil - og det ikke umiddelbart lykkes i min hverdag - så må der være noget, der kan hjælpe mig, altså afhjælpe min ulykkelige lidelse. Det kan være lægemidler eller samtaler med min psykoterapeut, min ven etc. 
     Egentlig er det ikke lægemidler, der er på tale i den enkeltes selvopfattelse. Derimod handler det om hjælpemidler. Set i dette lykkeperspektiv handler diskussionen om livsstilsmedikamenter derfor også mere om raskhedsfremmende midler end om medicin til raske.
  

Folkevisdommens fyndord siger, at man kun er rask, indtil man kommer i kløerne på en læge - og ikke uden grund. Problemet er, at vi har så svært ved at markere forskellen mellem at være sund og at være rask; vi siger sund og rask på samme ureflekterede måde, som vi siger etik og moral, salt og peber eller sennep og ketchup. 
     Hvor de fleste af disse dobbeltforhold er historisk sammenbragte, er sund og rask imidlertid et spørgsmål om, hvem der ser på sagen. Er vi offer for fremmedsyn eller selvsyn, for fremmedforhold eller selvforhold? 
     Men i dag spiller selvsynet eller selvforholdet altså førsteviolin. Hermed er der sket noget meget afgørende. Det drejer sig om, hvordan man forholder sig til sig selv, og mindre om, hvordan andre forholder sig til én. At være rask er med andre ord et selvforhold. Nogle føler sig raske, selv om andre i samme situation ville være dødssyge. Det er sagens banalitet; ikke lægernes populationsbetragtninger, men den personlige opfattelse slår igennem.  
     Det, vi griber ind i med livsstilslægemidlerne, er den enkeltes selvforhold - det vil sig det, vi hermed fatter som raskheden. At være rask er noget, man føler sig; det kan ikke afgøres af andre instanser.
     For den enkelte handler det om at være rask, eller i hvert fald om ikke at være urask. Ordet urask eksisterer ikke - endnu. I hvert fald ikke i Ordbog over Det Danske Sprog. Ikke desto mindre er det, hvad den moderne jagt på lykken handler om. 
     Tesen er, at det, vi kategoriserer som livsstilsmedicin og medicin til raske, handler om en problematik, vi endnu ikke har opfundet, nemlig uraskhed. Forsvaret mod uraskhed er det tætteste, den enkelte kommer på det lykkelige liv i dag.
  

Men hvad gøren moderne mand ikke for at få prædikatet at være som 'en rask og ungdommelig dreng'? Hvad vil vi ikke gøre nu om dage for at være raske drenge? For at være på? Ikke så lidt endda. 
     En rask dreng er en dreng, som udsætter sig for intensitets- og vitalitetsforstærkere. Det vil sige midler, der hjælper til at forstærke oplevelser. Men hvorfor ikke kalde en spade for en spade. Vi vil hver især fremme vores raskhed, når vi bruger midler til at regulere vores adfærd, vores personlighed og ikke mindst vores livsstil. 
     Nu om dage er vores livsstil forbundet med stress og depression. Og det er så simpelt, at det er vores vilje til at være på, der stresser os. Sygefraværet på vores arbejdspladser bliver mere og mere 'uforklarligt'. Den belastende begrunder sit fravær over for de belastede på arbejdet: »Det var en af de dage«. Hverdagslivet som 'arbejdsliv' koloniserer det gammeldags indre liv; vores kontemplative liv er offentligt, og vi reagerer ved at bryde sammen eller ved at finde hjælpemidler. 'Fordømt ungdom' har med ét fået en anden betydning.
 

I mange tilfælde vil jeg mere, end jeg kan. Det er ulykkeligt. Spørgsmålet bliver så, om der findes hjælpemidler? Det gør der. Det, vi omtaler som livsstilsmedicin, er medikamenter, som i den ene situation er lægemidler, der fremme sundhed.
     I en anden situation fremmer de raskheden. Det at være sund og at være rask er faldet fra hinanden. I den ene situation er et medikament helende, i den anden er det dope.
     Som forbrugskultur er vi formodentlig på vej til at indtage endnu et gode og indstille os på en forebyggende raskhedsfremme. Og vi ved endnu ikke helt, hvad det kommer til at betyde for vores omgang med hjælpemidler i almindelighed. 
     At være taber er ikke at være ulykkelig, thi der findes mange lykkelige tabere. Hvad er det så, vi gør ved os selv for at få et mindre ulykkeligt liv på hjælpemidler? 
     Ja, vi beruser os! Det er en gammel velafprøvet strategi. Mig bekendt eksisterer der ikke en kultur, som ikke har håndteret rusmidler. I vores kulturkreds har det været alkohol, kaffe, narkotika og anden dope i de forskelligste former. 
     Vi har som alle andre dopet os. Pointen er her, at det hidtil er sket under ritualiserede former. Imidlertid er ritualet i dag klinikken, og dermed er et langt mere intimt forhold ubeskyttet af ritualets anonymitet. Vor tids forhold er ikke styret af en ydre ramme som ritualet. 
     Det bevirker, at rusen ikke længere er bundet til det momentane - og det er her, vi formodentlig har problemets kerne: normalitetens ubestemthed. Vi doper os i uritualiseret ensomhed.  
 

Tidligere hed 'oppere' ferietabletter, men i dag takserer vi det som misbrug. Når man lytter til The Rolling Stones' bidende karakteristik af, »what a tragedy it is getting old«, så forstår man jo godt, at det hjælper, at der findes en 'Mother's Little Helper', og at hun straks tager en mere, så snart hun er ude af klinikkens moderne ritualiseringsrum (»outside the door she took one more«). Det er vel bare det, vi kan i dag. Lykken varer alligevel ikke ved, men vi kan blive raskere! Vi kan tage chancen for et bedre liv, som fremmer vores selvforhold og får os til at tro på, at vi er ungdommelige som oprør mod det uafvendelige. 
     Tidligere ville vi formodentlig se 'misbrug' forbundet med afhængighed. I dag er vi afhængige af at kunne være attraktive. Vi er ikke først og fremmest afhængige af hjælpemidlet, men af vores lyst til at tage hjælpemidlet. Og derfor spørger vi hinanden i al respekt for forskellighed: Hvad er du på? Der er næppe noget moderne menneske, der ikke er på noget: »Hvad er dit stof?«, spørges der insinuerende. Er det anerkendelse, sprut, afstand til anerkendelse, afstand til sprut? Grønsager eller filosofikurser? Vi er alle på noget, fordi vores selvforhold af ganske gode grunde ikke kan klare sig selv. 
     Men er det misbrug at fremme sin raskhed med lykkepiller, Viagra, rynkecremer, kosmetiske operationer og så videre, fordi nogen har brug for det af hensyn til deres sundhed og jeg kun af hensyn til min raskhed? Ja, taler vi om doping, er det en krænkelse af, ja et brud på konkurrenceregler og må som sådan straffes. Det er ikke en forsyndelse. 
     Vi har ingen moralsk mulighed for at bebrejde folk, at de vil demonstrere, hvor meget en krop kan yde, hvor veloplagt og æstetisk den kan fremtræde. 
     Derfor er vi nødsaget til at introducere en selvforholdsetik.

Hvad vi oplever i disse år, er ruineringen af forestillingen om misbrug i det frie valgs navn. Man tager sin livschance, sin 'pursuit of happiness'. 
     At folk benytter sig af hjælpemidler, for eksempel lægemidler - som er velbegrundede som lindrende for syge, men fremmende for raske - er ikke problemet. Problemet er, at folk føler sig tvungne til at fremme deres raskhed på en sundhedstruende måde. Dette burde danne baggrund for en social kritik af forbrugstvangen, af det frie valg af ufrie forbrugsgoder til fremme af min 'væren på'. 
     Enhver er lyksalig i sit forbrug. Det er ikke et spørgsmål om lægemidler. Man kan ikke vaccinere mod, at folk har ondt i livet. Det er livsstilen, der er syg, og den vigtige diskussion burde handle mere om livsstilen end om, hvordan denne stil og medicinalindustrien fremmer brugen af hjælpemidler til raskhedsfremme. At ændre på folks forhold til sig selv er en pædagogisk opgave.


Kronik i Politiken 13 februar 2004, 2 . sektion side 7 - Gengivet med forfatterens tilladelse.