Søg, men find ikke

 

Jan Lindhardt © 2005

 

"Læring for livet" er et motto, der breder sig fra skole til det øvrige samfund, hvor man altid skal være på vej, men aldrig må nå i mål, fordi man så er gået i stå.


Danmarks Pædagogiske Universitet udgiver et fortrinligt tidsskrift hver anden måned, kaldet Asterisk (formentligt den stjerne, hvormed man betegner en fodnote), og heri skriver rektor Lars-Henrik Schmidt nogle tankevækkende ledere.

Han tager i sidste nummer fat på det mærkelige moderne fænomen, at vi nok skal søge, men helst ikke finde. "Enhver er undervejs, ungdommeligt i gang med en udviklingsproces. Det eneste sikre er, at vi skal udvikle os gennem læringsprocesser i det lærende samfund bestående af lærende individer." Det vigtige er processen, ikke resultatet eller målet.

Skolegang er ikke noget, der overstås, men man står i lære hele levet. Også eksistentielt, fordi man ikke når et afklaret standpunkt undervejs. Hvis man nemlig gjorde det, ville man være gået i stå, og det er noget af det værste, der kan hænde en. Nogle forstår ikke dette, for hvis man står et godt sted, er der vel ingen grund til at bevæge sig et andet sted hen. Og med til at blive voksen hører traditionelt, at man finder sit "ståsted", som man også siger.

Men sådan er det ikke mere. Bl.a. fordi det at blive voksen ikke er noget at stræbe efter mere. Hvor man tidligere havde en række livsaldre: barn, pubertetsvæsen, teenager, ung, voksen, ældre, gammel, har man nu kun to aldre, nemlig først barnealderen, som varer til man er ca. ni år. Nogle læsere vil måske synes, at det er lige vel kort, og det er da også rigtigt, at barndomstiden er blevet kortere, men der er grund til at minde om, at den i længst forsvundne dage har været endnu kortere. Selve ordet "barn" betyder det, som kan bæres, og i middelalderen var man ikke barn ret længe, men kom ofte hjemmefra for at tjene som otteårig.

Hvad så når barnealderen er forbi ved den niårs fødselsdag, og man kan udfordre de gamle tanter ved at vise sin bare pigemave og vrikke med hofterne? Bliver man så voksen? Nej, så bliver man ung, og det er man, til man er 99 år og nogle endda endnu mere. Man bliver aldrig voksen, og det er heller ikke meningen.

Man skal nemlig være i stadig forandring og udvikling, bestandig forny sig, aldrig gå i stå. Derfor skal man ikke blot indlære, men til "læring" (et ord, der smager autentisk, ligesom klægt landbrød) hører også "aflæring", at man er i stand til at lægge overflødig viden fra sig og gå livet i møde, uhildet og fordomsfrit, ubelastet afviden eller erfaring. Et skældsord i dagens Danmark er "erfaringsramt", hvorimod "forandringsparat" er et plusord.

Noget nyt er, at man ikke mere skal arbejde alene eller være personligt ansvarlig for resultaterne af sin indsats, men indgår i stadig nye "team" som "builder" sig sammen i forskellige "teambuildings". For at kunne være et fuldgyldigt medlem af et sådant team/hold er det vigtigt, at man møder med samme forudsætninger, hvilket bedst kan lade sig gøre, hvis man hver især ikke har nogen, men er helt "åben".

Arbejdsformen er ofte "networking", hvilket blot kan betyde, at man mødes over nettet, men også kan dække over en løs og tentativ tilgang, på dansk at man er netværker; men en sådan er i modsætning til en håndværker ikke forpligtet til at have nogen viden. Håndværkere og arbejdsfolk indgår ikke i team, men i sjak, et ejendommeligt ord, som også betyder hold eller arbejdsfællesskab, men meningen er her, at enhver skal udfylde sin professionelle plads og give sit kvalificerede bidrag, uden hvilket gruppen eller sjakket ikke kommer nogen vegne.

Det er ikke blot i arbejdslivet, at man lægger vægt på den uafsluttede proces;' på bestandigt at være på vej uden at nå et mål. Det samme gør sig gældende i kulturliv og pædagogik, som Lars-Henrik Schmidt viser. Man dyrker også "religionsshopping" og "kirketurisme", hvor man flyver rundt fra blomst til blomst for at hente honning, men aldrig bliver siddende på den samme blomst.

Der er opstået et helt miljø om sådanne åndelige vandringer, herhjemme bl.a. samlet omkring bevægelsen Ikon og derigennem også i "Stiftssamarbejdet folkekirken og religionsmødet". For et par søndage siden havde Anders Laugesen en kvindelig gæst i udsendelsen "Mennesker og tro", som nok mente, hun var kristen, men dog aldrig kunne være sikker på det, hvorfor hun bestandig måtte bade sig i andre religioner for at kunne udfordre sin kristne tro. Hver gang var det spændende for hende, hvem der nu vandt. Hun måtte bestandig udfordres, så hun ikke følte, at hun var gået i stå. Hele tiden måtte hun stå på afgrundens rund, og hele tiden måtte hun videre.

Den, der søger, må ikke finde.

 - Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift


Debatindlæg i Kristeligt Dagblad, 10. juni 2005 - Gengivet med forfatterens tilladelse.