Hjælp til Jehovas Vidner

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2000, 2002
 

 

Pædagogernes fagblad Socialpædagogen bragte i nr. 25, den 16. december 1999, en artikel om forfatterinden Irma Lauridsen, hvori hun fortæller om sine oplevelser med en barndom og opvækst i Jehovas Vidner. Artiklen indeholder samtidig en præsentation af bogen Det omvendte liv, en roman om en 15-årig pige, baseret på meget af det som hun selv oplevede inden for Jehovas Vidner. Det er hendes håb "at bogen kan være en hjælp til professionelle, der arbejder med børn og unge, der er involveret i Jehovas Vidner"
       Artiklen førte til at Lone Nielsen, der selv er medlem af Jehovas Vidner og uddannet pædagog, skrev et læserbrev (Socialpædagogen nr. 5, 9/3-2000), hvori hun giver et modsvar til Irma Lauridsens fremstilling.
       De to indlæg har givet anledning til en række overvejelser med hensyn til den måde man som ex-Vidne fremstiller det liv man havde inden for Jehovas Vidner. Det er på denne baggrund at jeg i det følgende bl.a. vil komme med en kritisk kommentar til både artiklen om Irma Lauridsen og Lone Nielsens læserbrev.


Da Irma Lauridsen i 1994 udgav bogen "Skæbner fra et usynligt fængsel" vidste jeg ærlig talt ikke om jeg skulle glædes eller græmmes - i dag er jeg af den opfattelse, at den nok aldrig burde være udgivet. Problemet, som jeg ser det, er ikke spørgsmål om sandheden eller troværdigheden ved de enkelte beretninger, men det indtryk, som beretningerne tilsammen efterlader læseren med. Jeg mener ikke at beretningerne som sådan giver et realistisk billede af Jehovas Vidner som trossamfund. De er til gengæld malende og skræmmende eksempler på, hvor galt det kan gå, når det går galt.

        I 1999 udkom så den omtalte roman "Det omvendte liv". Det var med blandede følelser jeg så frem til dens udgivelse, dels på baggrund af skuffelsen over romanen fra 1994, dels på grund af min begejstring over hendes første roman om Jehovas Vidner, "Med lyset i øjnene" (1992), som efter min mening hører til blandt de bedste bøger der er skrevet om emnet, sammen med Anne Grethe Dahms' roman "Fanden ta'r dig, Thora" fra 1995, fordi man her i højere grad oplever udviklingsforløb og ikke en udlevering af 'tragedier'. Jeg har endnu ikke læst bogen "Det omvendte liv", kun en række uddrag, men det var nok til at jeg sad tilbage med den samme oplevelse, som jeg havde efter at have læst "Skæbner fra et usynligt fængsel".

Personligt er jeg bange for, at Irma Lauridsens nye bog, frem for at være en hjælp for professionelle, ender med at bidrage til eller fastholde en række unuancerede forestillinger og fordomme omkring Jehovas Vidner.

        Som begrundelse for at skrive bogen siger forfatteren: »Problemet er, at folk ikke kender nok til Jehovas Vidner. De ved ikke hvad det er for en baggrund og hvilke oplevelser man har haft. Det er derfor jeg nu har skrevet „Det omvendte liv".« Et sådant motiv kan der ikke indvendes noget imod, men når jeg alligevel reagerer med et vist forbehold er det bl.a. begrundet i det som Irma Lauridsen siger i begyndelsen af interviewet: »Konsekvensen af alle de år hos Jehovas Vidner var, at jeg mistede mig selv. I sekten fik de mig til at tro på, at det man tænker, kommer fra en selv. Men da jeg så meldte mig ud, fandt jeg ud af, at jeg ikke havde tænkt en selvstændig tanke.«

        Det som Irma Lauridsen her udtrykker, er meget rammende for en holdning eller opfattelse, som man kan finde hos mange tidligere medlemmer af Jehovas Vidner. Når jeg finder grund til at forholde mig kritisk til dette er det fordi det efter min mening er med til at opretholde en generel forestilling om Jehovas Vidner som ofre, og en tilsvarende selvopfattelse blandt tidligere medlemmer.

        Man må hertil spørge sig selv: Hvis man som et Jehovas Vidne ikke kan tænke en selvstændig tanke, hvordan kan man så gøre sig overvejelser der fører til, at man bryder med et sådant trossamfund?

        Måske handler en ikke uvæsentlig del af problematikken i forbindelse med tidligere medlemmer af Jehovas Vidner ikke så meget om, hvad Vagttårnsselskabet lærer, men i højere grad om, at man fralægger sig sit eget medansvar omkring det man har indrettet sit liv efter, ladet sig præge af, at man set i bakspejlet måske fortryder at man ikke på et tidligere tidspunkt end tilfældet er, sagde fra?

        Dette kan naturligvis ikke siges med hensyn til børn og unge inden for trossamfundet, som har problemer der er relateret til deres religiøse opdragelse og liv, men det giver (eller bør give) anledning til grundige overvejelser omkring den måde man som tidligere medlem søger at fremstille et liv som Jehovas Vidne. Sådanne overvejelser bør bl.a. ske i lyset af, at man vil kunne opleve store forskelle i den måde som de enkelte familier inden for Jehovas Vidner opdrager deres børn, noget som i visse situationer har afgørende indflydelse på, hvilken konsekvenser den religiøse opdragelse har på det enkelte barn.

Artiklen om Irma Lauridsen nævner tre temaer, som hun fandt var gældende for hendes opvækst, og jeg vil i det følgende komme med nogle generelle betragtninger omkring disse. Den første var, at der ikke var rum til den selvstændige tænkning, som førte til at 'hun mistede sig selv'. Det andet er oplevelsen af at være splittet i to personer og endelig som det tredje, at livet "handlede om døden".

        Til det første punkt om den selvstændige tænkning, ud over hvad jeg nævnte tidligere, vil jeg sige, at det snarere handler om, set i bakspejlet, en oplevelse af at man er gået glip af noget, at man føler at man mangler nogle livserfaringer og det er for mig at se, noget ganske andet end at 'miste sig selv'. Hvis jeg skal sammenfatte erfaringerne fra de samtaler jeg har haft med tidligere Vidner om dette emne, så har megen af den tale der har været omkring det at de har savnet noget i barndommen eller som Irma Lauridsen udtrykker det, at 'miste sig selv', meget ofte handlet om to ting. At man 'har glemt' alle de gode oplevelser og minder der trods alt må have været, kombineret med en manglende vilje eller evne til at se fremad og aktivt gøre noget for at opbygge sig en ny tilværelse ud fra egne vilkår.

        Med hensyn til oplevelsen af at være splittet i to personer, så er det noget mange med en opvækst inden for Jehovas Vidner kan tale med om. Men til dette vil jeg dog sig, at det ikke udelukkende skyldes Jehovas Vidners lære og livsmønster. Her har forældrene et medansvar. Her viser erfaringerne fra samtaler med både nuværende og tidligere medlemmer, at i de familier, hvor der er en åben kommunikation, er dette problem dog af begrænset omfang. Der hvor jeg har oplevet at det slår igennem, uanset den familiemæssige baggrund, er i de situationer, hvor børn i teenageårene kommer i klemme i forbindelse med en udstødelse, enten dem selv eller en forældre eller søsken. Problemet vil dog være væsentligt mindre udtalt hos de børn og unge, hvor de har været vant til at tale om tingene i familien.

        Som det tredje tema nævner Irma Lauridsen, at livet inden for Jehovas Vidner for hende og familien handlede om døden, samt frygten for Harmagedon (dommedag) som en fremtrædende trussel. Jeg er selv vokset op inden for Jehovas Vidner i en tid hvor forventningerne til Harmagedons komme i 1975 havde en central rolle i det religiøse liv, men jeg har aldrig oplevet at det betød at livet blev centreret om døden, og kan heller ikke genkende det fra andre på denne måde. Omvendt, hvis det er frygten for Harmagedon efter bruddet med Jehovas Vidner er jeg delvist enig, stadig set ud fra en generel betragtning. Fra de mange mennesker jeg har talt med om dette, at frygte Harmagedon, specielt i de første år efter bruddet, har der aldrig været tale om en permanent frygt, men en frygt og angst der har gjort sig gældende når der har skulle træffes valg, der var i modstrid med Jehovas Vidners læresætninger, indtil de har gjort endeligt op med Jehovas Vidner, og er begyndt at tage ansvaret for deres valg og handlinger.

Lone Nielsen siger i sit læserbrev om artiklen om Irma Lauridsen og hendes oplevelser, at "jeg har meget svært ved at genkende disse beskrivelser til trods for, at jeg har levet som et Jehovas Vidne siden jeg var 15 år, og i dag er 42." Hun siger videre at hun ikke kender til "at vokse op med en masse forbud", at hun som voksen fx var med i skolens forældreråd, at hendes søn ikke var socialt isoleret fra sine klassekammerater. At livet som Jehovas Vidne skulle handle om døden afviser hun ud fra det forhold, at "hele vores grundlag er jo, at Kristus ofrede sit liv for hele menneskeheden for at vi kunne opnå liv".

        At børn og unge skulle få sociale problemer af at vokse op i Jehovas Vidner afviser hun ved at bruge sin egen søn som eksempel: "Da min søn var 17 valgte han sin tro fra som Jehovas Vidne. Han har ikke haft problemer med at omgås andre unge. Han har heller ikke problemer med stadig at komme sammen med resten af familien der er Jehovas Vidner."

        Selvom jeg langt hen ad vejen kan følge Lone Nielsen i hendes fremstilling af Jehovas Vidner, og hendes reaktion på artiklen med Irma Lauridsen så må jeg også sige, at der er grund til at tage hendes beskrivelse af trossamfundet med et vist forbehold.

        For det første er Lone Nielsen bærer af en anden Jehovas Vidne-tidsånd end fx Irma Lauridsen, hvilket, når der tales om forestillingen om Harmagedon (dommedag) og udstødelse, har ganske stor betydning for selvopfattelsen og holdningen til anderledes troende.

        For det andet er der eksemplet med hendes søn, der har fravalgt Jehovas Vidner, men som ikke af den grund har problemer med at se sin familie. Og det kan så kun skyldes to ting: enten er han aldrig blevet døbt som et Jehovas Vidne, eller så er Lone Nielsen mere tolerant end flertallet af Jehovas Vidner, når det gælder forholdet til frafaldne døbte familiemedlemmer.

Når man sammenligner de to fremstillinger som Irma Lauridsen og Lone Nielsen giver, kan de synes at være i modstrid med hinanden, men de beskriver ikke desto mindre to sider af den samme virkelighed.

        På trods af den udvikling i form af større åbenhed, der er sket inden for Jehovas Vidner de seneste år, er der fortsat brug for beskrivende kritisk information om dette trossamfund. Der findes ganske vist allerede en stor mængde af kritisk litteratur om Jehovas Vidner og de konfliktsituationer, der måtte opstå i forbindelse hermed, men meget af dette er ikke længere tidssvarende, eller uegnet til at belyse de sociale og psykiske problemstillinger. De psykiske konsekvenser efter mødet med Jehovas Vidner forbliver heller ikke de samme og der kræves individuel vejledning, at man lytter ind til den virkelighed, vedkommende er bærer af, og handler ud fra dette. Dette er i særlig grad aktuelt, når børn og unge med kontakt til Jehovas Vidner kommer i en situation, hvor de har brug for hjælp.

        Det kan gøre en stor forskel at man har et vist kendskab til den religiøse praksis i Jehovas Vidner, hvilket jeg har set adskillige eksempler på i sager, hvor jeg har været konsulent for enten psykologer, pædagoger eller sagsbehandlere, der har haft problemer i forbindelse med at hjælpe børn eller unge fra Jehovas Vidner, specielt i sager hvor udstødelse er eller kan komme på tale.

        Viden om Jehovas Vidner er eller kan være værdifuldt når man skal hjælpe børn og unge fra dette trossamfund - men det er lige så vigtigt at man ikke overbetoner denne viden, så man i stedet for at se et barn eller ungt mennesker, "ser" et Jehovas Vidne, et "offer".
 


Tidligere bragt i InForum nr. 34, Juni 2000.