En god psykolog søges

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2000, 2002
 

 

Nogle betragtninger omkring det at vælge en psykolog eller terapeut.


I de seneste år er udbuddet af terapeuter af enhver slags skudt op af jorden som ukrudt, og selv om de er flotte når de står i flor kan de risikere at kvæle den egentlige blomst, den der søger hjælp. Som alle ved er det svært at holde styr på ukrudt, og uagtet hvor meget gift man sprøjter formår man aldrig at bekæmpe problemet. Men spørgsmål om hvordan man kan skelne mellem blomsterne og "ukrudtet" kræver kontinuerlig information. Gennem en årrække er jeg blevet kontaktet af mennesker der har haft brug for en psykolog, hvis forståelse de kan regne med, og helst en der sidder inde med samme baggrundsviden som dem selv. De hyppigste spørgsmål lyder som dette: "Kan du hjælpe mig med numre og navne på nogle psykologer som er vant til at snakke og hjælpe til i forbindelse med de problemer man har psykisk efter udstødelse?" Nu har jeg imidlertid den principielle holdning, at jeg ikke anbefaler nogen (form for) terapeuter eftersom jeg mener det er en privat sag og ikke ønsker at stå inde for de beslutninger den enkelte vælger at træffe. Dog er jeg gerne behjælpelig med nogle overordnede overvejelser man bør gøre sig inden man søger hjælp. I det følgende vil jeg komme med nogle kommentarer til dette valg.

 

Det kvalificerende

Når en person spørger om at få anbefalet "psykologer som er vant til at snakke og hjælpe til i forbindelse med de problemer man har psykisk efter udstødelse" giver det anledning til en række kritiske spørgsmål. For eksempel: Hvad er det dybest set, der kvalificerer terapeuten? Er det faglig indsigt og kompetence? Ikke i tilfælde, som det anførte, hvor det har en signifikant betydning, at vedkommende har (eller er villig til at tilegne sig) en ikke nærmere defineret viden om Jehovas Vidner og udstødelse af dette trossamfund.

Den risiko, der kan gøre sig gældende er, at et sådan ønske kommer til at sløre opmærksomheden i forhold til den faglige kompetence, at man bliver tiltrukket af terapeuter, der hævder af have en viden om det trossamfund man har forladt, frem for at man sikrer sig at de ved, hvad de har med at gøre rent terapeutisk/fagligt og kender deres grænser.

Hvor meget gavner det, hvis det en terapeut hævder at vide, endsige forstår, om et givent trossamfund er mangelfuldt, eller vedkommende ikke holder sig ajour med trossamfundets udvikling og konsekvenserne af denne? Sidst, men ikke mindst, hvis en påstået indsigt bygger på forkerte antagelser om, hvad der er det væsentlige i forståelsen af det pågældende trossamfunds tro og struktur?

Det kan i bedste fald betyde, at man aldrig når ind til problemets kerne, men kun får kradset i overfladen og de religiøse problemstillinger får større vægt end de måske er berettiget til, og at man i værste fald ikke får set bagom disse.

 

Det religiøse perspektiv

Ved at lade et nuværende eller tidligere religiøst tilhørsforhold være toneangivende i valget af de kriterier man lægger til grund for valg af terapeut er der to faldgrupper.

Den ene risiko er, at der appelleres til en fortrolighedsoplevelse (i betydningen af at der er tale om noget kendt), som hører til i det religiøse miljø, men som nemt overføres i forholdet til terapeuten. Dette samme gør sig gældende med den autoritet som tidligere var tillagt det religiøse, som nu tillægges terapeuten.

En anden risiko er, at det egentlige problem forbliver uløst. Jeg har oplevet adskillige tilfælde, hvor et religiøst tilhørsforhold er blevet oplevet som værende årsagen til psykiske problemer, men hvor det i virkeligheden viste sig at have helt andre årsager. Fx blev årsagen til en ung piges psykiske problemer set, som en konsekvens af hendes og familiens tilknytning til Pinsekirken og deres nærmest fanatiske engagement der. Pigen var blevet anbragt i en døgnpleje, som følge af længere tids alvorlige problemer i både skolen og hjemmet. Efterhånden som hendes psykolog og kontaktpersoner fik afdækket de egentlige problemer, viste det sig imidlertid, at hendes problemer mere end noget andet var knyttet til hendes fars alkoholmisbrug og de konsekvenser det havde for familien, kombineret med en loyalitetskonflikt i forhold til faderen og moderen.

Hermed ikke være sagt, at et religiøst tilhørsforhold er uvæsentligt, for jeg har set adskillige eksempler på, at det har være tilfældet. Man skal blot være opmærksom på, at man ikke lader sig forlede til at lade et religiøst tilhørsforhold være hovedårsagen, i alle de tilfælde hvor det religiøse indgår som en del af problemstillingen.

 

Det personlige ansvar

En anden problemstilling, der ofte gemmer sig bag et ønske om andres anbefalinger mht. valg af psykolog eller lignende, er risikoen for ansvarsforflyttelse. Sat på spidsen, så handler et ønske om anbefalinger om garantier, en garanti for et godt resultat af den hjælp man søger, en garanti for at man har fået fat i en god ("den rigtige") terapeut.

Hertil kan man så spørge, hvorfor man vil have eller har behov for en garanti? En ide om dette kan man få, ved at se på, hvad formålet er med at udstede garantier. Sikring mod fejl, skadeserstatning, placering af ansvar.

Opsøger man en psykolog og problemerne løses, og forventningerne bliver indfriet, så er alt godt, man er tilfreds og vil i sagens natur godt tage ansvaret for det valg man traf i forbindelse med at søge hjælp. Men hvordan forholder det sig når det ikke går som forventet? Hvis skyld er det så? Hvem har ansvaret?

Går det ikke som forventet, kan man jo altid gemme sig bag ved den undskyldning, at der var tale om en "dårlig" eller "inkompetent" behandler eller terapeut, at man blev "snydt", dårligt vejledt etc.

Anbefalinger, garantier, handler om at man ønsker at sikre sig mod uønskede konsekvenser. Det kunne fx være at man ikke får løst de problemer man kom for at få løst, eller at man bliver konfronteret med, at de virkelige problemer måske ligger et andet sted end man umiddelbart skulle tro. Frem for at tage ansvar for sine handlinger og valg, hvis noget ikke går som ventet, er det altid betryggende at have en undskyldning for at afbryde et terapeutisk forløb i utide eller muligheden for at kunne give andre ansvaret for, at det gik som det gik.

Det der umiddelbart kan virke betryggende ved at søge garantier, hvad enten det ligger i andres anbefalinger, i titler eller en særlig indsigt, er, at man måske mere eller mindre bevidst undlader at lade sig konfrontere med sin egen indsats og viljen til at opnå et godt eller det ønskede resultat.

 

Egen indsats

At søge hjælp hos professionelle behandlere handler langt hen ad vejen om ens egen vilje til og egen indsats for at opnå det ønskede resultat. Derfor er det også klogt at holde sig for øje, at det som udgangspunkt ikke handler om, hvad andre kan gøre for en, men om mere om, hvad man er villig til at gøre for sig selv, at man er villig til at tage ansvaret for sig selv og egne handlinger og beslutninger.

Et godt råd inden man kaster sig ud i sin søgen efter en terapeut er: Jo flere anbefalinger, titler eller betegnelser en terapeut bruger til at smykke sig med eller "bevise" sine kvalifikationer, desto mere grund er der til at være på vagt. Det terapeutiske udbud er en jungle, hvor man kan møde alt fra den dybt seriøse, professionelle og kompetente terapeut over til charlataner og plattenslagere, der gemmer sig bag fine titler og storforbrug af fagudtryk og klicher.

Er man i tvivl om et eller andet, så undersøg eller spørg til de faglige kvalifikationer. Eller kontakt eventuelt en af de foreninger eller et af selskaber, som har uddannede terapeuter som medlemmer, fx Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykoanalytisk Selskab eller tilsvarende.

Brug din sunde fornuft og vær aldrig bange for at stille kritiske spørgsmål; så kan det aldrig gå helt galt.
 


Tidligere bragt i InForum nr. 34, Juni 2000.