Psykologer og udstødte Jehovas Vidner

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2011
 

 

Nærværnede artikel er foranlediget af udsagn, som fra tid til anden kan høres blandt tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, når der tales om det at komme videre i livet efter en udstødelse fra Jehovas Vidner. Det kan fx være udsagn om, at det er de færreste psykologer, der ved nok om Jehovas Vidner til virkelig at kunne hjælpe dem videre i livet. Eller, at en opvækst i og et liv som et Jehovas Vidne betyder, at man har været udsat for en ekstraordinær massiv manipulation og psykisk undertrykkelse, at det stiller særlige krav til psykologens faglige kompetencer.


Jeg har nu i mere end 20 år beskæftiget mig med de konsekvenser, det kan have at vokse op inden for et religiøst miljø som Jehovas Vidner, hvilke psykiske og sociale konsekvenser det kan have, at skulle gennem en udstødelsesproces, som den praktiskes blandt Jehovas Vidner, at blive behandlet som "fredløs" eller "spedalsk". At det kan have alvorlige psykosociale konsekvenser for et menneske at opleve en udstødelse, sådan som det praktiseres blandt Jehovas Vidner, anfægter jeg på ingen måde. Hvad jeg derimod anfægter er påstanden om, at psykologer har behov for en særlig indsigt og/eller viden om, hvad det er tidligere medlemmer af Jehovas Vidner har været udsat for, for at kunne yde en kvalificeret hjælp til de udstødte medlemmer af Jehovas Vidner.

Når der fremføres påstand om, at det fordrer en særlig viden hos en psykolog for at kunne gennemføre en succesfuldt forløb med en udstødt fra Jehovas Vidner, vil jeg tillade mig at fremføre det argument, at sådanne udsagn fra den udstødte i sit væsen er kendetegnende for en del af den problematik, som den udstødte er nødt til at komme til erkendelse af og arbejde med hos sig selv. At rette fokus på psykologen er et forsvar mod en for den udstødte ubehagelig og angstfremkaldende erkendelse.

Når det hævdes om, at nogle psykologer 'er for uvidende om Jehovas Vidner og udstødelse' til at de kan yde kvalificeret hjælp bør man samtidig stille spørgsmålet: ”Er det psykologen, der ikke fatter noget?”, "Er psykologer grundlæggende ikke tilstrækkeligt uddannede til at behandle udstødte medlemmer fra Jehovas Vidner?" Eller kunne det tænkes, at det er det tidligere Jehovas Vidne, der ikke ”hører” eller ”forstår”, hvad det er psykologen prøver at fortælle? Kunne det tænkes, at man som tidligere medlem af Jehovas Vidner er så forhippet på, at det man har været igennem er så specielt, at man fratager sig selv muligheden for at ind til selve problemet kerne?

Lige så længe det tidligere medlem af Jehovas Vidner fastholder og dyrker denne tilgang, at er brud med Jehovas Vidner er noget helt unikt og usammenlignligt med andre former for tabsoplevelser (udstødelser) lige så længe opretholder vedkommende sin tilknytning, selvforståelse og identitet til Jehovas Vidner. Ved at opretholde en sådan antagelse tvinger man fx psykologen ind i en bestemt rolle, hvor psykologen fratages muligheden for at hjælpe. En fastholdelse er dybest ser udtryk for, at det tidligere medlem af Jehovas Vidner ikke ønsker eller endnu ikke er klar til at modtage hjælp til at komme videre, at påbegynde et nyt liv uden Jehovas Vidner. Mange af de problemer udstødte kæmper med er almen gældende karakter, hvis man har levet i et lukket socialt miljø, med forældre der har udøvet omsorgssvigt, etc.

Det er min erfaring fra mit professionelle virke med disse problematikker, at to af de væsentligste og grundlæggende problemstillinger i forbindelse med en udstødelse er sproget (som middel til omverdensforståelse og selvdefinering) og at man i perioder ikke ønsker eller magter er blive konfronteret med den angst, der opstår i forbindelse med at skulle adskille sin personlige historie eller fortælling fra det at have levet i et miljø som Jehovas Vidner. Og i dette ligger en væsentlig identitetsproblematik, bevægelsen af ens selvforståelse fra det unikke (selvophøjende) til det almindelige (at have samme menneskelige værdi/betydning som andre). Og sådanne problemstillinger ligger netop inden for psykologens arbejdsområde.

En effektiv måde at fastholde sin og (ofte) ubevidste selvdefinering som udstødt, et tidligere Jehovas Vidner, er, at have urimelige krav eller forventninger til dem, der ofte kan hjælpe en på vej, psykologerne. Ved at gøre psykologerne utilstrækkelige i deres viden om Jehovas Vidner, afskriver man dybest set sig selv fra at blive mødt som et menneske, et individ.

Gevinsten ved en sådan forsvarsstrategi er, at det tidligere medlem kan opretholde en identitet som offer og samtidig, som en person, der har eller er selvskrevet til særbehandling. En sådan strategi er i sit væsen en tro kopi af den måde som Jehovas Vidner som trossamfund agerer og reagerer i forhold til konflikter mellem trossamfundet og det omgivende samfund, når der opleves "trusler" mod deres krav om at være et særligt trossamfund med en unik historie, Guds udvalgte folk.