Selv Adam og Eva måtte leve med depression

 

af  Gudrun Bodin © 2007
 

 

Den lette form for depression hører sammen med den personlige udvikling og har været en del af menneskets livsvilkår helt siden skabelsen, kan man se, hvis man læser skabelses­beretningen med psykoanalytiske briller


DANSKERNES FORBRUG af depressionspiller eksploderer, og Danmark er det land i OECD, hvor forbruget af depressionspiller er vokset mest, skriver Kristeligt Dagblad den 10. december. Men er det ikke "sygdomsmageri"? Formanden for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, skrev den 6. oktober i Kristeligt Dagblad om, hvordan læger, patienter og industri samarbejder om at definere sygdomme, som kan forsyne mennesker med sygeroller, give lægerne opgaver og skabe avancer for medicinalindustrien, og hvordan det lykkes dem nemt at give en række tilstande sygdomseksistens. Når man ikke skelner mellem den svære, genetisk betingede depression og den lette, miljøbetingede depression, men i begge tilfælde mener, behandlingen skal være medicin, så er det lykkedes at skabe en ny sygdom.

Den lette form for depression har altid været en del af menneskets livsvilkår og hører sammen med personlig udvikling. Selv Adam og Eva kæmpede med depressiv angst. Læser man en af verdens mest kendte historier, skabelsesberetningen, med psykoanalytiske briller, kan den ses som en smuk metaforisk beskrivelse af arbejdet i "den depressive position" og noget, som vi alle må igennem.

Der var psykoanalytikeren Melanie Klein, der betegnede denne mentale tilstand som "den depressive position". Det normale barn tager et stort skridt i sin udvikling, når det bliver i stand til at samle splittede delindtryk sammen til en helhed. Det spæde barn er kun i stand til at have at gøre med de gode aspekter af livet, og alt det onde må kastes ud. Det betyder, at tænkningen er sort-hvid, og livet er enten paradis eller helvede. Klein betegnede denne tilstand som "den skizoparanoide position". Det er et modenhedstegn, når barnet bliver i stand til samtidig at have at gøre med både de gode og onde aspekter af livet og opleve ambivalente følelser.

Klein gav denne tilstand betegnelsen "depressiv", fordi det er et svært og krævende arbejde at samle delene til en helhed, og det er ledsaget af følelser af intens tristhed, sorg og skyld. Ifølge Klein vil vi mennesker livet igennem skifte mellem disse to positioner, og ved nyindlæring og tilpasning til nye situationer eller livsvilkår mister vi for en periode helhedssynet og koncentrerer os om dele af det nye, for senere at kunne integrere dem til en helhed.

VENDER VI OS MOD skabelsesberetningen, står der i den, at "Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens Have til at dyrke og vogte den". Adam befandt sig i begyndelsen i Paradiset uden at skulle forholde sig til det onde her i verden, altså i "den skizoparanoide position". Ligesom spædbarnet projicerer det onde over på omverdenen, havde Adam kastet al viden om det onde ud og var dermed, ligesom spædbarnet, befriet fra at beskæftige sig med det.

Men det onde eksisterede også i Edens Have. Gud Herren havde oplyst Adam om det, da han sagde: "Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!" I Adams ører lød Guds ord som en opfordring til fortsat at benægte eksistensen af det onde, og at kundskab om det ville få katastrofale konsekvenser.

Klein mente, at barnet har en medfødt epistemologisk drift (epistemologi har at gøre med kundskabslære og erkendelsesteori, red.), og denne drift efter viden handler blandt andet om at kunne skelne godt fra ondt og at kunne adskille sig selv fra andre. Slangen er symbolet for menneskets epistemologiske drift. Slangen er det snedigste af alle de vilde dyr, som Gud Herren havde skabt. Det er slangen, der siger til Eva: "Har Gud virkelig har sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?" Den kloge, listige slange havde forstået, at Evas epistemologiske drift var let at vække, og henvendte sig derfor først til hende.

Ligesom Adam havde Eva dog også en angst for, at viden kunne være destruktiv, for hun svarede: "Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø." Slangen var klogere end Adam og Eva, og den svarede, "Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at når I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt!"

Slangen vidste altså, at det ikke indebar menneskets undergang, men udvikling at spise af frugten på kundskabens træ. Mennesket ville blive et højerestående væsen, mere som Gud, når det blev i stand til at identificere det gode fra det onde.

Slangen var i stand til at overvinde Evas ambivalens over for udvikling, og i skabelsesberetningen hedder det: "Kvinden så, at træet var godt at spise af, og tiltrækkende at se på, og det var også godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet".

For Adam og Eva blev det en "øjenåbner" at spise af kundskabens træ. De erkendte deres egen sårbarhed, og det var nødvendigt at tage ansvar for sig selv. I Edens Have havde de været befriet for alle sorger og bekymringer i forhold til livets opretholdelse. De kunne fastholde det lille barns tankegang, nemlig at de var centrum i verden, og at Edens Have var skabt for at tilfredsstille deres behov. Det er den omnipotente tankegang.

I DEN DEPRESSIVE position bliver barnet bevidst om sin egen afhængighed, altså at det ikke er omnipotent (almægtigt, red.), men har forældre eller andre voksne, som sikrer dets tryghed og velbefindende. Ligesom Adam og Eva så, at de var nøgne, bliver barnet bevidst om, at det er lille, sårbart, har begrænsninger og behøver sine forældre. Samtidig føler barnet skyld over alle de gange, hvor det har været utilfreds og vred på sine forældre, og overvældes af depressiv angst for, at forældrene vil straffe det, eller barnet kan miste dem.

Da Gud havde forstået, at de havde spist af træet, sagde han til Eva: "Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn. Du skal begære din mand og han skal herske over dig!". Og til Adam sagde han: "Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens urter og planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive".

I EVA OG ADAMS oplevelse straffede Gud dem, men i virkeligheden handlede det om, at de har mistet deres uskyld og derfor nu bedre kunne se, at jorden ikke kun er paradis. Det er et krævende og slidsomt arbejde selv at skaffe sig føden, og døden er et ondt faktum. Adam og Eva var kommet i den depressive position og måtte arbejde sig igennem følelser af sorg, skyld og angst for at komme til rette med, at virkeligheden både er god og ond.

Skabelsesberetningen ender med, at Gud lavede skindtøj til Adam og Eva og klædte dem på, hvorefter han forviste dem fra Edens Have. Den depressive position indebærer også erkendelsen af separation. Ligesom barnet må acceptere at vænne sig af fra moderens bryst, måtte Adam og Eva også acceptere separationen fra Edens Have. Men Gud var omsorgsfuld og klædte dem i skindtøj, så de var bedre rustede ved afskeden.

Adam og Eva havde dog fået en god start i haven, Gud havde sendt dem af sted på en kærlig måde, og de havde derfor integreret Edens Have og Gud som indre "gode objekter". Det er gennem støtten fra de indre "gode objekter", at mennesket er i stand til at møde depressiv angst og til at udvikle sig.

Selvom Adam og Eva følte sig skyldige, så havde de en grundfølelse af at være elskede som Guds børn, og det gav dem kraft til at komme gennem depressionen, tage skridt hen mod større modenhed og påtage sig ansvaret for at blive forældre til alle mennesker.

Og siden Adam og Eva har vi mennesker lidt af lettere depression, hver gang vi prøver på at blive klogere på det onde og det gode i verden. Denne form for depression er ikke sygdom, men er tegn på personlig udvikling. At medicinere den er "sygdomsmageri".
 


 - Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 29. dec. 2007 - gengivet med forfatterens tilladelse.
 - Gudrun Bodin er klinisk psykolog og psykoanalytiker (IPA)