Kristendommens indførelse i Danmark:

De første kristne

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1994, 2002
 

---

Mit mål med denne artikel er at undersøge, om det i forbindelse med religionsskiftet i vikingetiden er muligt at sige noget om, hvem der var de første kristne her i Danmark.
        Jeg har valgt at afgrænse perioden som jeg vil undersøge til 965, da Harald Blåtand bliver døbt. Når jeg har sat grænsen her, er det fordi der tiden inden kirken for alvor begynder at blive institutionaliseret der har min interesse.
        Da vi ikke har nogle direkte vidnesbyrd der kan give os et sikkert fingerpeg, vil jeg sammensætte et billede, som kan give et indtryk af, hvem de første kristne kan tænkes at have været. Dette har jeg valgt at gøre ved kort at gennemgå det danske samfunds opbygning i vikingetiden, dets økonomi og så se på den politiske udvikling. Slutteligt vil jeg se på den kristne mission i Danmark, hvordan den har udviklet sig.

Gennem det meste af vikingetiden skilte nordboerne sig ud fra det sydligere Europa ved at de havde en anden religion end kristendommen. De nærmeste naboer mod syd, friserne og sakserne blev kristnet i 700-tallet, begge steder som et led i inddragelsen under det frankiske rige. I Sachsen var kristningen sket på en hårdhændet måde under Karl den Store. I den efterfølgende tid fortsatte missionen mod både øst og nord, når de politiske forhold gjorde det muligt.

De første missionsbestræbelser i Danmark havde allerede fundet sted i begyndelsen af 700-tallet da Willibrord havde søgt at påvirke danerkongen Ongendus. Selvom Harald Klak som den første danske, og nordiske, konge blev døbt 826, var det dog først omkring år 960 at Danmark officielt blev kristent. I 1000-tallet fulgte så henholdsvis Norge og Sverige.

Som årsag til religionsskiftet kom til at foregå over en så lang periode påpeger Else Roesdahl[1] at den missionering der foregik langt fra var nogen koordineret indsats. Hun peger på tre faktorer. For det første skete missioneringen gennem to rivaliserende kirkeorganisationer, den romersk-katolske, med paven i Rom som overhoved, og den græsk-katolske, hvis overhoved var patriarken i Byzans. Begge kirker mente at de havde den rette kristendom. Det endte dog med at den romerskkatolske kirke sejrede.

Den anden årsag til den manglede koordination lå i det forhold, at mission normalt udgik fra et ærkebispesæde og disse bispesæders præstige, indflydelse og indtægter voksede i takt med indlemningen af nye områder der var blevet kristent.

Endelig som det tredje peger Roesdahl på, at det enkelte lands kirkeorganisation var nært knyttet til kongemagten, hvilket bevirkede at mission og kirkepolitik ofte gik hånd i hånd med national magtpolitik.[2]

Ud over den direkte mission syd fra, anfører Roesdahl, havde mange af vikingerne mødt kristendommen på deres forskellige togter og diplomatiske rejser i Europa og det byzantinske rige. De havde her set de mange kirker og klostre, de havde set og hørt præster og bisper og havde uden tvivl fået et vist indblik i kristendommens traditioner og normer. Flere hundrede år før omvendelsen til kristendommen havde der også været kristne handelsfolk og diplomatiske udsendinge i Norden.[3] Mange er muligvis konverteret til kristendommen, enten på rejserne eller i Norden, for missionærerne havde held i deres missionsbestræbelser hos herskerne.[4]

Det danske samfund i vikingetiden

Carl og Esben Harding Sørensen[5] siger, at »det er væsentligt at fastslå, at Danmark, Norge og Sverige allerede i vikingetiden hver for sig udgjorde en territorial enhed Danmark [omfattede] således det nuværende landområde samt SKÅNE og HALLAND, og hertil kom SLESVIG og i alt fald i perioder OSLO FJORDOMRADET.«[6]

Harding Sørensen mener, at på trods af perioder med ustabile politiske forhold, så var det normale at Danmark i hele vikingetiden en samlet politisk enhed under én konge.[7] De fremhæver videre, at det må være rimeligt at regne med at der må have være en egentlig formaliseret statsmagt, set i lyset af at kongemagtens beføjelser blev »stærkt udbygget og gennemorganiseret ..... på såvel den inden- og udenrigspolitiske som det økonomiske og administrative felt.«[8]

Som de første tegn på en mere omfattende kongemagt, peger Niels Lund på Danevirke (opført 737), som har krævet adgang til ganske betydelige ressourcer: »Den konge, som stod bag disse byggerier, kan ikke have været en ren lokal konge, men hvor vidt hans kongemagt strakte sig, det kan vi faktisk ikke sige. «[9]
        Næste gang vi hører om en mere omfattende kongemagt er omkring 800, hvor Godfred optræder som modstander af den frankiske kejser. Lund siger om Godfred: »Han rådede over så betydelige ressourcer, at man dårligt kan forestille sig , at han har rådet over mindre end det samlede Kattegatområde, og i 813 hører vi, var hans efterfølgere på togt til Vestfold ved Oslofjorden, fordi dette områdes fyrster og folk havde nægtet at underkaste sig danskerne og betale dem sket. «[10]
        Harding Sørensen anfører at den hjemlige udmøntning indicerer eksistensen af en egentlig centralmagt. De peger på Hedeby som et eksempel. Bortset fra en kort periode i slutningen af 800-tallet, så blev der dér slået mønter gennem hele vikingetiden. Hertil kan man imidlertid indvende, at det mere siger noget om den eller de konger der havde Hedeby som en del af deres område, end om en centralmagt for hele det danske rige på den tid.
        Lotte Hedeager[11] påpeger at det har været foreslået at de ældste mønter fra Hedeby skal forstås som et led i den indenrigspolitiske situation i begyndelsen af 800-tallet, som var meget anspændt. Dels efter at kong Godfred var blevet dræbt i 810 og en frankisk styrk i 816 var gået op i Jylland for hjælpe Harald Klak i stridighederne med Godfreds sønner. I den konflikt som pågik i de år, siger Hedeager, beherskede de rivaliserende konger på skift Hedeby og mønterne kom til at fungere som et politisk redskab.[12]

Med hensyn til samfundets indretning i vikingetiden lader Harding Sørensen henholdsvis Hal Kock[13], Palle Lauring[14] og Aksel E. Christensen.[15]
        Hal Koch siger, om det Danmark vi møder i vikingetiden, at der var tale om et »primitivt Bondesamfund, hvor der næsten heft manglede samlende og organiserende Kræfter, som rakte ud over det lokale Fællesskab. ... Det mærkeligste Ejendommelige ved dette ældste kendte danske Samfund er, at det øjensynligt kun i meget ringe grad hvilede paa sociale eller slægtsmæssige Standsforskelle - bortset fra den fundamentale Kløft mellem de frie Mænd og Trællene.«[16]
        Trællen var en der enten var blevet taget til fange i krig eller i forbindelse med plyndringstogter, eller der kunne være tale om nogen der var blevet ført væk fra deres slægt eller det område der ydede dem beskyttelse. Endvidere var børn af trælle selv trælle fra fødslen, og ligesom kunne man blive træl som straf for en forbrydelse. Endelig kunne man blive træl, hvis man havde en gæld som man ikke var i stand til at betale. Her var der dog mulighed for at arbejde sig ud af gælden. Der var dog også den mulighed for trællen, at hans herre kunne sætte ham fri, når dette var blevet lovmæssigt forkyndt på tinget.[17]
        Det skal i denne sammenhæng heller ikke forbigås, at man fra vikingetiden kender til slavehandel, ligesom den foregik overalt hvor der var krig. Skovgaard-Petersen fortæller ærkebiskop Rimbert (ærkebiskop i perioden fra 865-890) engang mødte en gruppe slaver, og da han erfarede at der var en nonne iblandt dem, købte han hende fri ved at betale med sin hest.[18]

I modsætning til trællene, der var retsløse og stod uden for slægt, var der bonden, det fuldgyldige medlem af samfundet. Betegnelse bonde hentyder ikke fil erhvervet, men betyder oprindeligt en bofast indbygger, en der var hovedmand for en husholdning.
        Selvom der ikke var nogen standsforskelle blandt bønderne, så dannede der sig dog en klasse i form af stormænd, høvdinge, der ejede mere jord end de selv kunne dyrke. Disse høvdinge havde ofte storgårde, som de dyrkede ved hjælp af trælle, men, siger Koch, oftere ejede de gårde i de omliggende landsbyer, som de havde forpagtet ud til landboere eller fæstere, der betalte landgilde til ejeren.

Koch anfører at de landskabslove som vi møder i tiden efter 1200, antageligt er en sammenfatning af århundreders retsudvikling, der forudsætter et samfund af frie bønder, hvor alle står lige for loven, hvor alle har de samme rettigheder og samme forpligtelser. Denne lighed betød imidlertid ikke at alle have lige meget indflydelse. Den der var rig på jord, hans ord havde mere vægt end den, som ingen eller kun lidt jord ejede. Dette forhold, påpeger Koch, ændrede dog ikke noget ved det grundlæggende princip, at der ikke var andre skel end det der var mellem den frie og trællen. Der var ingen klasse i kraft af fødsel eller rigdom. Derfor, konkluderer Koch, var det landsbyen, og ikke slægterne, der var samfundets egentlige organisme.
        I dette synspunkt støttes Koch af Aksel E. Christensen, der siger, at 'samfundslivet konstituerede sig inden for landsbyen, herred, syslet, landsdelen, og det var tinget, fremmødet af alle lovfaste mænd inden for et mere eller mindre sammenhørende område, der bestemte bygdernes vilje i alle fællessager'. Hver bygd udgjorde et fast sammensluttet samfund, men det betød ikke at der var tale om et demokratisk ,samfund. Christensen understreger, at det overalt var høvdinger og stormænd, der ledede, der havde det afgørende ord. Kun i forhold til de mægtige havde de almindelige frimænd mulighed for at gruppere sig.[19]
        Ifølge Aksel E. Christensen var det bygdernes isolation det der mere end noget andet karakteriserede vikingernes samfund. Kongedømmet prægede kun samfundet i rige grad.[20] Koch anfører at selvom kongen indtog en særstilling var hans myndighed ubestemt. Det at han blev valgt på Tinge fortæller at han var afhængig af dem der valgte ham.
        Koch nævner, at kongens magt i hovedsagen beroede på den rent faktiske indflydelse han havde og kunne udøve i kraft af rigdom, dygtighed og anseelse. l kraft af sin hirds størrelse og sin rigdom kunne en konge også gå i spidsen for vikingetogter. Tilsvarende var han forpligtet til at forsvare den hjemlige jord. Under dette forhold havde han ret til at udbyde bønderne til leding, og de var forpligtede til at give møde. Hvad landets styre angik, så havde han ikke mere indflydelse end enhver anden mand der mødte på tinge, eftersom samfundet var bygget på landsbyen og bondesamfundet og ikke på en kongemagt og adel.
        Koch anfører videre, at det fællesskab man havde i landsbyen også strakte sig ud til hele bygden eller herredet. Ud over bystævner holdtes der også herredsting for alle egnens bønder. Over herredstingene havde man de store landsting i Viborg, Ringsted og Lund. Her blev de store fælles spørgsmål som kongevalg og bestemmelser i forbindelse med krig og fred afgjort.[21]
        Palle Lauring vægter i sin beskrivelse af vikingesamfundet en interessant side ved de nordiske samfund, at man ikke kender til nogen overherre, at en stormand kunne have personlighed eller magt nok til at have et vist herredømme, men aldrig en herskermagt som man for eksempel kender i syd. Tinget var det øverste lov, som selv de lokale konger og siden hen og landskongerne, måtte rette sig efter.
        I vikingens verden var det krigerens ret eller frihed at kunne »slutte sig til en stormand, forlade ham når det ikke passede een at være hos ham mere, og så gå til hvem man ville, måske hans modstander, det var den frie mands ret.«[22] Lauring siger videre, at til forskel fra de øvrige europæiske folk, var de nordiske folk vant til at bruge sig som de ville, og det gjorde at vikingernes samfund var præget af initiativ. Lauring påpeger desuden, at i den frihed som mennesket i vikingetiden havde lå der også en tendens til at følge sin "lykkemand", en høvding eller konge som havde held med sig i sine togter eller krige, eller hos hvem han kunne opnå nogle fordele.

I sin gennemgang af samfundsudviklingen i perioden fra 800-1200 konkluderer Skovgaard-Petersen[23], at hovedtrækkene i samfundsstrukturerne holdt sig gennem hele perioden. Men der skete dog en række ændringer. Trællene blev færre i antal, bønderne blev opdelt i flere grupper og stormændene begyndte i stigende grad at skille sig ud fra de øvrige i samfundet. Derudover opstod der to nye samfundsgrupper, købmændene og præsterne.[24] I den periode som denne opgave omfatter, tiden op til omkring midten af 900-tallet, var købmændene primært udenlandske, men senere, i takt med at lokalhandlen tog til bliver det danskerne der præger købmandsstanden, købmænd der havde gjort handel til deres hovederhverv. Med hensyn til præsterne, så er det dog først i løbet af 1000-tallet at de begynder at markere sig som en selvstændig gruppe.

Vikingernes økonomi og dens udvikling

Til at beskrive vikingernes økonomiske univers har jeg valgt at støtte mig til en artikel af Lotte Hedeager.[25] Hun beskriver vikingetiden som en »mellemtid«, hvor man bevæger sig fra et samfundssystem over til et andet. Hun udtrykker det på denne måde: »Hedenskab bliver til kristendom, plyndring til beskatning, krigeren bliver til soldaten, sølvet bliver til mønten, gaveøkonomien bliver til en kommerciel økonomi, markeder til byer osv.«[26]
        Som udgangs for sin beskrivelse af vikingernes økonomiske verden bruger hun en af hovedpersonerne i Njals saga, Gunnar Hamundsen, som forsøgte at købe noget hø af Otkel Skarfson. Oktel afslår at sælge, hvorpå Gunnar spørger om han må få det som en gave, hvilken Oktel også afslår. Gunner begik den fejl at han gav det bedste tilbud til sidst. Ved at købe, ville der være et neutralt forhold mellem de to. Men ved at bede om en gave, ville Gunner bringe sig ind i et skyldsforhold, et afhængighedsforhold, til Oktel, hvilket han ikke ønskede.
        Over enhver handel hang volden som en sort sky. »Jo større den sociale afstand mellem parterne var, des mere var det et spørgsmål om valg: enten et villigt salg, hvor modydelsen var venskab eller blot neutralitet, eller en tvangsmæssig afgivelse dl den, hvis magt var størst,« skriver Hedeager. Hvis der var tale om fremmede så eksisterede de stort set kun for at blive plyndret. »Til gengæld krævede den samme samfundsmoral, at det overskud, som bl.a. blev hentet ved plyndringstogterne i det fremmede, blev givet væk som gaver.«[27]
        Både i Havemal og Gulatingslov fremgår det, at det var et lovfæstet princip, at gaver kræver en passende modydelse. Gavegivning var både frivillig og samtidig en social forpligtelse. Gaven var den akse som det øvre samfund drejede sig om; gennem gaven og modgaven blev de sociale systemer opretholdt.
        For vikingerne var rigdom heller ikke en passiv opsparing af guld og sølv, med derimod rigdom på position, alliancer og forbindelser. Guldet og sølvet var de nødvendige våben/midler i kampen om position. Det var umuligt at demonstrere rigdom uden at have meget at give væk. Det skandinaviske samfund i vikingetiden var åbne systemer, hvor man til stadighed måtte forsvare sin position og for andre principielt ligestillede. Lighedsfilosofien dækkede over et rivaliserende og evigt konkurrerende system.

Hvad vikingerne end foretog sig på deres togter, så foregik det med sværdet i hånd. Med deres enestående skibsteknologi kunne de angribe enhver tilgængelig kyststrækning i Europa og følge floderne langt ind i landet.
        Det er først fra år 800 at der blev organiseret et kystforsvar på begge sider af den engelske kanal hvilke betød en nedgang i angrebene der, der så til gengæld blev rettet mod de forsvarsløse og lettilgængelige kristne klostersamfund ved kysterne.
        Togterne tog til i styrke, samtidig med at Frankerriget, af andre grunde, var blevet svækket og præget af endeløse konflikter, frem til 887-88. - Vikingerne blev inddraget i disse konflikter, hvor de mod betaling enten angreb byer eller undlod at gøre det.
        Efter en række af plyndringer af klostre begyndte vikingerne at rette opmærksomheden mod handelscentrene, hvilket bl.a. skete i årene 834-837 og 840-842, og i 845 blev selveste Paris angrebet. Da de indbringende tider i Europa var ved at være forbi i slutningen af 800-tallet, blev opmærksomhed rette mod områderne mellem Østersøen, Uralbjergene og Kaukasus.
        De skattefund af mønter der er gjort fortæller noget om vikingernes færden i øst og vest. De østlige mønter begynder allerede i 700-tallet, og kulminerer i 900-tallet og ebber ud i slutningen af århundredet. Møntstrømmen fra syd og vest er længe ret ubetydelig, men stiger på samme tid som de orientalske mønster aftager i mængde.

Normalt sælger en købmand sine varer for penge, som han bruger til at købe nye varer til videre salg for endnu flere penge, osv. Men de vikinger der sejlede i Rusland var ikke ude efter varer for videresalg, men de varer de selv behøvede - de arabiske sølvmønter. For araberne var sølvmønterne mediet, for vikingerne målet.
        Vikingetidens økonomiske system er på mange måder et paradoks. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt alene at se det som et volds- og gavesystem - en krigerøkonomi - der tjente som mål og middel for de evigt konkurrerende vikinger.
        På samme tid grundlægges de første egentlige handels- og produktionspladser, der efterhånden bliver til byer, som fx. Ribe, Hedeby, Birka og Kaupang. Sammen med lignende pladser ved det sydlige Østersø. Nordsøen og den engelske kanal danner de et netværk, hvis karakter som handelspladser det er umuligt at bortforklare.
        Ribe blev grundlagt allerede mellem 704 og 710 og er en af vikingetiden ældste økonomiske centre i Nordeuropa. Stedet er anlagt som en kongelig handels- og produktionsplads, hvor neutrale transaktioner kunne finde sted under »beskyttelse« af en stærk magt. Ribes handelskontakter rakte vidt og handelsvarerne var ofte genstande, der ikke lod sig omsætte gennem det gaveøkonomiske system. Ribe var et vigtigt handelspunkt mellem Vesteuropa og resten af Skandinavien. - Men meget af det der er fundet stammer fra den stedlige håndværksaktivitet.

 Det samme var tilfældet med Hedeby, der blev grundlagt ved Slien omkring 810, som en international handelsplads. Sammen med Birka var den Nordens største by i vikingetiden. I løbet af 900-tallet kom den næste generation af byer til i det danske område: Århus, Viborg, Odense, Roskilde, Lund og Ålborg. Disse har tilsyneladende først og fremmest baggrund i det lokale marked.
        Byerne var under kongelig kontrol og beskyttelse, som til gengæld profiterede af denne handel, dels ved at kontrollere den internationale handel, dels ved at opkræve afgifter af den handel der foregik

De ældste mønter i Norden er fremstillet i Ribe i begyndelse af 700 tallet. - Mønterne må antageligt være slået i Ribe og det ser ud til at kongen har været i stand til at håndhæve disse egne mønters monopol på markedspladsen. - Herved understreges kongens nære tilknytning til byerne og handelspladserne allerede fra begyndelsen, hvilket er kendt fra andre af Nordvesteuropas internationale handelssteder, der grundlægges i slutningen af 600-tallet.
        Det var først med Knud den Store at en dansk konge omsider foretog en regelmæssig udmøntning i eget navn. Fra omkring 1020 står både kongens navn og møntstedet præget i mønten. - Med en forskel i møntfoden mellem Jylland og resten af landet må betyde at dansk mønt blev taget for pålydende, og der dermed var banet vej for et pengevæsen, en udvikling der ikke har så meget med handel at gøre, men er et udtryk for kongemagtens voksende styrke og magt.

For kongen og krigerelitens magtpolitiske interesser spillede især værdi og prestigegenstande en afgørende rolle for opretholdelsen af den alliancepolitik, som var forudsætningen for deres position.
        Da en jysk konge omkring 700 grundlagde Ribe, skete det antageligt i et forsøg på at sikre adgangen til - eller direkte monopol over - de for hans alliancepolitik helt nødvendige prestigevarer. Ved at placere stedet, som han gjorde, blev Ribe koblet til et net af tilsvarende pladser som på samme tid bliver synlige overalt langs Nordsøens kyster. Allerede de første byer vidner om en planlagt bebyggelse, organiseret og beskyttet af kongen.

Den historiske udvikling

I 771 bliver Karl den Store hersker over hele Frankerriget efter broderens pludselige død.[28] Allerede året efter begynder han at føre krig mod sachserne.[29] Det var en af hans ambitioner at Sachsen skulle erobrers og kristnes, det område der lå mellem frankernes og danernes riger. I de årtier der gik op til 800, hvor han af paven blev kronet til kejser, samlede han sit rige der kom til at omfatte det meste af Vesteuropa og Italien.[30]
        Sachserhøvdingen Widukind søger i 777 tilflugt hos danerne som følge af krigen. Efter at være vendte tilbage til Sachsen må han i 782 igen flygte til Danmark, efter at hans tropper er blevet slået af Karl den Store styrker. Widukind havde i årene forinden hærget de frankiske områder der støder op fil Sachsen, mens Karl den Store havde været i krig i Spanien.[31]
        Karl den Store går i 783 personligt i spidsen for en straffeaktion mod sachserne, og han vinder et afgørende slag mod dem. Året efter angriber han friserne, der må overgive sig, og deres konge, Radbod II, må flygte til Danmark. I 785 opgiver Widukink sine planer om at holde sachserne samlet under hans ledelse, og han blive samme år døbt som kristen i Attigny, sammen med leder af Ostfalen Abbio.[32]
        Samtidig med at Karl den Store var blevet kronet til Kejser, havde danske selv fået en hersker af betydeligt format i Godfred I, der var blevet konge efter Sigurd Rings død. Godfred I var godt klar over at forholdet til frankerne var et andet nu end det var under broderens tid som konge, eftersom Karl den Store underlagt sig både Sachsen og Frisland.
        I 804 slutter krigen mod sachserne med at Karl den Store bortfører store dele af den sachsiske befolkning og der område overgives til Obotriterne. Obotriterne, sachserne og friserne var interesseområde for kong Godfred I. Der var således lagt op til konfrontation for der tale om et område som havde interesse for både frankerne og danerne, og som de begge gerne ville have under deres kontrol. Gotfred angriber Obotriterne i 806 og opretter efter sejren over dem handelspladser på den vendiske kyst.[33]
        Godfreds bror Halfdan går over på Karl den Stores side i 807. Tre år senere, i 810 bliver Godfred I myrdet, hvilket kommer meget belejligt for Karl den Store, for det betyder samtidig afslutningen på hans sidste store krig, danerkrigen. Det bliver Hemming, overløberen Halfdans søn, der efterfølgende tager magten i Hedeby.[34]
        Hemmings første handling er at han slutter fred med Karl den Store og året efter mødes frakiske og sachsiske stormænd møder danske stormænd og man indgår en fredsaftale. Hemming dør imidlertid allerede i 812 og der opstår en strid om tronen mellem Hemmings brødre, Sigfred og Anulo, og i et efterfølgende slag omkommer de begge. Det bliver Hemmings brødre Harald Klark og Reginfred der overtager magten.[35]
        Der var på dette tidspunkt interne stridigheder i det danske rige. Her siger Kroman at Harald Klark og Reginfred tager til Vestfold i Norge for at undertvinge sig de lokale fyrster og befolkningen, der havde nægtet at være dem lydige. Engholm afviser denne tanke. Dels finder han det ikke sandsynligt at de skulle være taget så langt væk, dels anfører han, at der er historikere der mener at Vestfold er blevet forvekslet med Westerfalt eller Westerfoldan, et navn der er knyttet til øen Föhr.[36]
        Godfredssønner har sammen med en række stormænd samlet sig imod Harald Klak og Reginfred. I de kampe der kommer til at foregå om tronen, dør Reginfred og Harald Klark bliver slået, og i 814 han må flygte mod syd, hvor han søger hjælp hos Kejser Ludvig (den Fromme), der er blevet ny Kejser efter Karl den Store. Samme år bliver Horik I, en af Godfreds sønner hyldet som danerkonge i Hedeby.[37]
        Kejser Ludvig sender året efter sachsere og obotriter til hjælp for Harald, men da de når frem erfarer de at godfredsønnerne er for stærke til at de vil indlade sig i kamp.[38]
        Kroman nævner at Gotfredsønnerne i 817 stadig har fællesskab med hinanden, men i 819 går to godfredsønner i forbund med Harald Klak om at dele riget, hvorved to andre sønner fordrives. Engholm nævner, at Harald Klark nok blev indsat som medkonge med støtte fra Ludvig, med det er stadig Horik I, der er overkongen.[39]
        Til rigsdagen hos Kejser Ludvig i 822 sender både Harald og gotfredsønnerne gesandter til Kejseren. Allerede i 824 må Harald Klad igen søge hjælp hos Ludvig mod godfredssønnerne, der truede med at jage ham ud af landet. Nogenlunde på samme tid vender biskop Ebbo tilbage efter at have været på mission i danernes land i 823. Annales Regni Francorum (824) beretter at han havde omvendt og døbt mange. Engholm fortæller desuden at det var i disse år at kristne missionærer var begyndt at komme til Danmark, især anglesachsiske munke, der virkede fra Frisland.[40]
        I 825 er der tilsyneladende lykkedes for Ludvig's udsendinge at forlige Harald Klak og godfredssønnerne. Året efter kommer Harald med hustru og et til Ludvig i Mains hvor han og de øvrige bliver døbt.[41]
        Da Harald vender tilbage til Danmark har han med sig munkene Ansgar og Autbort. Engholm nævner at en del af den hjælp som Harald Klark får fra Ludvig, er et grevskab i Frisland, som han kunne bruge som tilflugt, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Som modydelse herfor skulle Ansgar følge med tilbage til Danmark, i et forsøg på at indføre kristendommen i landet. Som en sikkerhed for overholdelsen af de indgående aftaler holder Ludvig Harald Klak's søn og brorsøn (Godfred II og Rørek) som gidsler indtil opgaven er tilendebragt.[42]
        I 827 bliver Harald Klak fordrevet af godfredssønnerne, med Horik I i spidsen. Det betyder samtidig at missionen ender og at de to munke sammen med Harald Klak vender tilbage til Tyskland.[43]
        Harald Klad gør året efter et sidste forsøg på at få magten, der mislykkes og der indledes forhandlinger mellem frankere og danere om freden. Harald der har søgt tilflugt hos Ludvig foretager et plyndringstogt mod et af danernes områder. Så snart gotfredsønnerne hører dette foretager en straffeaktion, som de efterfølgende beklager og begrunder, og man ønsker at fortsætte fredsforhandlingerne. Ansgar der skal til Sverige, bliver nødt til at sejle, da Horik I nægter ham tilladelse til gennemrejse.[44]
        830'erne bliver bl.a. kendetegnet ved at vikingetogterne mod Frankerriget begynder at antage større dimensioner.
        Ansgar vender i 831 tilbage til Sachsen fra Sverige og Kejser Ludvig opretter nu et ærkesæde i Hamburg, med myndighedsområde over hele Norden. På dette tidspunkt er Horik I stadig afvisende og fjendtlig stemt over for Ansgar. Ludvigs militære anslag mod nord var mislykkedes og med oprettelsen af et ærkestift har han uden tvivl set en mulighed for på længere sigt at passivisere nordboerne.[45]
        Uroligheder i Frankerriget i 833 fører til at Ludvig bliver afsat som Kejser, men han bliver dog genindsat i 835.1834 begynder vikingerne at rette voldsomme angreb mod Frisland og Dorestad bliver udsat for plyndringer i både 834, 835 og 836. Ludvig den Fromme ser sig nødsaget at give Dorestad som len til Rørek og Harald, for at forsvare Frisland mod andre vikinger.[46]
        Horik tager afstand fra togterne og meddeler Ludvig i 836 at han har fanget sørøverne, og ladet en del af dem henrette, hvilket han vil have penge for. Det følgende år er der igen et nyt angreb mod Frisland og Dorestad. Ved dette angreb dør Harald Klak's yngre bror Hemming.[47]
        Ved rigsdagen i august 838 lader Horik, ved sin udsending, Ludvig vide, at anførerne for angrebet året før er blevet henrettet. Til gengæld herfor gør Horik gør nu krav på Obotriternes og Frisernes områder, med Ludvig afvises dette krav med foragt. Efter yderligere nogle vikingeangreb på Frisland i 839, bliver der indgået et nyt fredsforlig mellem Ludvig og Horik.[48]

I 840 dør Ludvig den Fromme og der udbryder krig mellem sønnerne, en krig der varer frem til 843. Efter fredsslutning og delingen af riget angriber Ludvig den Yngre Obotriterne. Horik går med 600 skibe mod Hamborg 845, antageligt som en hævn for Ludvigs angreb på obotriterne i. Kroman peger på at Ludvig den Fromme's magt ikke var noget synderligt meget ud over Elben, og at både Obotriterne og Sachserne nord for Elden havde stået i et godt forhold til danerne. Engholm siger at Horik I navn ikke er nævnt i forbindelse med angrebet, men at det sandsynligvis er ham der stod bag det.[49]
        Horik I modtager Ansgar 849, antageligt efter pres fra Lothar I, og giver ham tilladelse til at bygge den første danske kirke i Hedeby, hvor der allerede boede nogle kristne. Horik I bliver dog ikke døbt. Aret efter kommer Horik I i strid med to af sine nevøer og må dele magten med dem . Annales Regni Francorum 850 nævner den ene nevø til at være Rurik. Harald, Rurik's bror, der tilsyneladende er den anden nevø bliver også optaget som medregent men han må i 852 flygte og søge tilflugt hos Ludvig den Tyske.[50]
        Horik I's stilling og position var langt fra sikker i denne periode, hvad bl.a. magtdelingen i 850 vidner om. I 854 er der et nyt oprør imod Horik I, som bliver ledet af brorsønnen Guthorn (Gorm). I dette oprør dør de begge sammen med den meste af kongeslægten og adskillige stormænd. Horik den Unge (antageligt en søn eller sønnesøn) bliver valgt til ny konge. Argumentet for at der er tale om en sønnesøn er ifølge Engholm den omstændighed, at Horik I sad på tronen i 40 år.[51]
        De stormænd der havde støttet Ansgar var faldet under oprøret. De hedenske stormænd krævede nu at kirken i Slesvig skulle nedbrydes og det blev Greven af Slesvig, Hove, som lukkede kirken og forbød kristendommen.[52]
        Horik II må hurtigt have taget de kristnes parti, for Hove bliver fjernet og Horik får den samme rådgiver som den tidligere konge havde. Ansgar får foretræde for Horik, og han får i 856 tilladelse til at montere en klokke i Slesvig og får samtidig en grund i Ribe til en ny kirke.[53]
        Selvom Horik den Unge er velvillig over for kristendommen er han ikke selv blevet døbt, hvilket fremgår af at Paven i 864 sender et brev til Horik og opfordrer ham til at lade sig døbe. Samme år bliver Ansgar bliver ærkebisp i det nye stift Hamburg/Bremen. Han besøger herefter ofte Horik der nu er blevet enehersker i Danmark. og forsøger forgæves at omvende Horik. Han får dog lov til at bygge en kirke i Slesvig, ligesom han giver det frit for enhver at blive kristne om de vil.[54]
        Kroman fremfører 865 som et skelsættende år med hensyn til vikingernes angreb på England, idet de nu begyndte at bevæge sig fra at være plyndringstoger til i højere grad at have erobringer som mål. I de vikingeangreb der rettes mod England fra 865, nævnes Lodbrogsønnerne Halfdan, Ivar og Ubbe som hærførere. De havde tidligere ledt en række vikingetogter mod England i årene 855-60.[55]
        Kongerne Halfdan og Sigurd (Sigefrid) sender i 873 udsendinge til den østfrankiske Kong Ludvig for at befæste freden og sikre frie handelsruter. Det forhold at de begge sende delegationer bliver af Kroman tolket sådan, at de havde hver deres område. Kroman mener at forklaringen på denne handling i forhold til frankerne er, at Gudrum havde brug for et fredeligt forhold mod syd for at have den nødvendige ro til at fuldende erobringen af England.[56]
        I 873 hærger normannerne Frisland under ledelse af Rurik og Rodulf. Rudolf bliver dræbt i et slag ved Ostergo i Frisland. Efter at Rudolf er blevet dræbt fortsætter kong Karl (Vest Franken) belejringen af Angers, hvor normannerne har sat sig fast, men de må til sidst overgive sig. De beder om lov til at blive på en ø Loire frem til februar måned. Efter denne dato kunne de der var døbte eller ville lade sig døbe, efter et foretræde for kong Karl få lov til at blive. De der ikke vil antage kristendommen skulle forlade hans rige. Annales Bertiniani 876 nævner at yderligere flere normanner er blevet døbt, men de fortsætter med at leve efter hedensk skik.[57]
        I England bliver Gudrum i 878 slået af kong Alfred ved Chippenham. Gudrum tilbyde at lade døbe, hvilket skete 7 uger senere sammen med 30 af hans fornemste mænd. Det var antageligt for at sikre sin sydlige grænse, at Gudrum i 880 retter et dræbende slag mod Sachserne. Fra dette år er det lykkedes for Gudrum at sætte sig fast i England.[58]
        Frankerne lider et nederlag til normannerne i 882, men Karl den Tykke der året for inden var blevet kejser, samler alle de tyske stammer, foruden friserne og longobarderne og angriber normannerne. Normannerne der blev ledet af Sigfred, Godfred (III) og Vurm (Gorm? Gutorm?) taber dette slag efter tolv dages belejring. Godfred (III) får frit lejde og mødes med kejserne og han bliver ved denne lejlighed døbt. Godfred bliver gift med Lothar II's datter Gisla og han slutter venskab med hendes bror, Hugo.[59]
        Godfred sanktionere at normaner fra Danmark i 883 drager på plyndringstogt op ad Rhinen og opholder sig i Duisburg i vinteren 8831884. Annales Vedastini 884 oplyser at daneren Sigfred, der var kristen og barnebarn af Hoerik (Rurik? Rørek?) bliver udsendt på vegne af frankernes konge for at han skal forhandle med sine landsmænd, der hærger i det frankiske rige.[60]
        Godfred er som følge af normannernes plyndringstogt året før i forhandlinger med grev Everhard, hvis besiddelser han har beslaglagt. Efter en ordstrid bliver Godfred dræbt, hvorefter alle normannerne i området også bliver dræbt. Hvor Engholm skriver at det er Everhard der dræber Gotfred, så nævner både Annales Vedastini 885 og Annales Fuldenses 885 at det var Hertug Heinrich der dræbte Gotfred.[61]
        Gudrum dør i England i 890 og det er antageligt kort tid herefter at den svenske høvding Olaf underlægger sig Danmark. Han efterfølges senere af sønnerne Gnupa og Gurd.[62]
        I England har danerne dette tidspunkt heller ikke lykken med sig. Den svenske erobring af Danmark har uden tvivl haft fatale konsekvenser, fordi det har betydet at der er sket en afbrydelse i forsyningerne fra Moderlandet. Udviklingen betyder at den danske hær i England bryder sammen i 896 og spreder sig i mindre grupper.[63]
        I 890 dør Alfred og han efterfølges af sønnen Edward. Æthelwald, der er fætter til Edward gør imidlertid i 904 krav på tronen og går i forbund med den danske Kong Eohric af East Anglia, med de falder begge i slagt ved Holme. Eorich bliver efterfulgt af Gudrum II, der bekræfter den gamle traktat mellem Alfred og Gudrum l. Dette betød bl.a. at danerne skulle blive kristne.[64]
        I 910 går danerne til angreb på Mercia, men Æthelred for hjælp af kong Edward, og den danske hær bliver fuldstændig slået. Edward angriber det danske fort Tempsfort i nærheden af Bedford, og her falder bl.a Gudrum II, hvilket betyder enden for det danske kongedømme i England. Alligevel gik der seks år inden de sidste danske jarler og førere kapitulerer endeligt i 916.[65]
        Den engelske kong Athelstan gjorde dog senere det, at han optog de danske stormænd på linie med de engelske. Dette er antageligt sket i 920'erne og 930'erne, for man finder deres navne blandt underskriverne blandt flere kongebrev i årene 928 til 934.[66]
        I 934 lykkes det for den tyske Kong Henrik I underlægger sig danerne og lader Gnupa modtage dåben. Kort tid efter Henrik l sejr besøger ærkebiskop Unni (918-936) Kong Gorm, der nu er i Danmark. Han finder ved denne lejlighed Gorm uimodtagelig over for kristendommen, mens han hos Harald Blåtand finder mere sympati, selvom han ikke lod sig døbe.[67]
        Gorm giver Unni tilladelse til at kristendommen må dyrkes åbenlyst, at der måtte indsættes præster ved kirkerne, samt at de troende blev stillet under Harald Blåtands beskyttelse.[68]
        Ærkebiskop Unni og Kong Henrik I dør i 936. Den nye tyske Kejser Otto I, der senere også blev romersk kejser, søgte at fastholde sit overherredømme over Danmark. Gorm kæmpede flere gange mod sachserne for at frigøre sig fra dette overherredømme.[69]
        I 948 oprettes der tre bispedømmer i Jylland (Slesvig, Ribe og Århus), og det må efter al sandsynlighed skyldes Otto I, hvilket bekræftes af Adam af Bremen, da Harald Blåtand endnu ikke var gået officielt over til kristendommen ved at lade sig døbe.[70]
        Omkring 950 dør Gorm den Gamle dør og Harald Blåtand bliver eneherskende Konge, og han må meget mod sin vilje affinde sig med sin afhængighed af Tyskland. Da en brorsøn til en sachsisk hertug søger hjælp hos Harald til at gøre oprør mod Kejser Otto I, afslår Harald at hjælpe.[71]
        Harald Blåtand bliver døbt i 965, og det samme bliver hans søn Svend. Kejser Otto har på dette tidspunkt en stærk indflydelse på de danske forhold, for det fremgår af et immunitetsbrev af 26. juni 965. Heri gør kejseren gældende, at alle ejendomme der tilhører kirkerne i Slesvig, Ribe og Århus skulle være fritaget for den skat eller tjeneste der tilkom kejseren, og at det kun var kejserens embedsmænd der må rejse krav over for bisperne.[72]
        Altaich-annalerne fortæller om 973, at der dette år kom gesandter fra Harald Blåtand med "den fastsatte" afgift og at de underkastede sig Kejseren. Samme år dør Kejser Otto I og sønnen, Otto II, efterfølger ham. Harald benytter sig af lejligheden til at angribe, og han går til angreb på landet mellem Ejderen og Elben. Da Otto II hører om dette samler han sine hære og går imod Harald, og det ender med Kejserens sejr. Nederlaget har uden tvivl rystet Harald, for nu blev han igen tvunget til at betale skat til Kejseren.[73]
        Kejser Otto II taber i 982 et stort slag med araberne ved Cotrone i Calabrien, og han slipper med nød og næppe derfra med livet i behold. Harald udnytte denne situation og genvinder området fra Danevirke til Ejderen. Det tyske overherredømme over Danmark er nu rent fiktivt Kroman mener, at det må være straks efter disse begivenheder, at han rejser mindestenen i Jelling, hvor han nævner sig som den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.[74]
        983 dør Kejser Otto II og efterfølge af sin kun 3-årige søn Otto III. 1988 fornyes Otto l's immunitetsbrev fra 965, men der er dog sket en ændring, idet biskopperne som en ny rettighed har fået tilladelse til at erhverve sig ejendomme i det tyske rige. En sådan tilladelse ville være uden mening, hvis de stadig hørte til det tyske rige. Ud over de tre jyske stifter nævnes nu også Odense Stift.[75]
        Det er dog først omkring 1025 at der sluttes officiel fred mellem Danmark og Tyskland, og Tyskland opgav sine krav på Danmark og gav afkald på området nord for Ejderen.[76]

Den kristne mission i Danmark