Religionsfrihedens nødvendighed

 

af  Mikael Rothstein  mag.art. og Ph.d. i religionshistorie © 1998
 

 

Tale i forbindelse med åbningen af udstillingen "Mellem modstand og martyrium - Jehovas Vidner under nazismens terror", d. 20.10.1998. Den blev vist på Københavns Universitet, Njalsgade 80, 2300 S, i dagene fra 2l. oktober til 8. november 1998.


Der er visse ting man er tilbøjelig til at tage for givet når man lever i Danmark. En af dem er religionsfriheden som kompromisløst er stadfæstet i Grundloven. Men religionsfrihed er ikke en given sag, og man gør klogt i at besinde sig på den kendsgerning, at mennesker stadig forfølges på grund af deres overbevisning rundt omkring i verden. Vi skal ikke længere end til Frankrig, Belgien, Grækenland eller Tyskland for at opleve politiske tiltag som mere eller mindre eksplicit må karakteriseres som forfølgelse af religiøse mindretal.

Vi har derfor meget at være stolte af i Danmark, også selv om forholdene ikke altid er ideelle. Tager vi historien med i betragtning, sådan som vi tvinges til ved at betragte den udstilling som indvies i dag, får vi endnu flere grunde til at glæde os over Grundlovens bestemmelser. Det er sagt så mange gange før men det bliver aldrig til en kliche: Nazismens terror må aldrig blive glemt. Ved at betragte det uforståeligt grusomme får vi anledning til at glæde os over hvad vi i dag har stadfæstet som en selvfølgelig norm.

Men det er ikke nok. Vi skylder os selv at overveje nærmere hvorfor religionsfriheden er så værdifuld, hvorfor den er til gavn for os alle, for kun gennem vedvarende refleksioner kan vi fortsat opretholde og udvikle dette ideal.

Man kan naturligvis pege på, at religionsfriheden giver alle mennesker frihed til at være religiøse på den måde de finder bedst, og at det er godt i sig selv. Religionsfriheden som princip forbindes i så fald snævert til religion eller religionsudøvelse i konkret forstand. Efter min mening er der dog en dimension ved den juridisk sanktionerede religionsfrihed som er langt vigtigere:

Religionsfriheden er først og fremmest det sekulære samfunds garanti til sine borgere om ikke at fastholde dem i et ensidigt ideologisk greb.

Bestemmelserne om religionsfrihed er en demokratisk garanti, ikke en religiøs garanti. At religionsfriheden har med religion at gøre er reelt af sekundær betydning. Det er ordet frihed, ikke religion, som er det centrale. Det afgørende er, at man på et entydigt lovgrundlag sikrer kulturel og social pluralisme. Religionsfriheden er en del af et kompleks som i det hele taget garanterer frihed for den enkelte borger, herunder frihed til at være anderledes.

At bestemmelserne om religionsfrihed ikke kun har betydning for religionerne er ganske indlysende. Grundloven garanterer således også retten til ikke at være religiøs for os der slet ikke ønsker et religiøst engagement. Det er endnu en afgørende pointe. Den frihed som Jehovas Vidner og en lang række andre afvigende trossamfund oplever i Danmark er nemlig præcis den samme som jeg selv, og andre som ikke har et religiøst engagement, nyder godt af: Bestemmelserne om religionsfrihed sikrer også det enkelte menneskes ret til helt at undsige sig religionerne. At støtte de afvigende trossamfunds ret til frihed og selvforvaltning er med andre ord en støtte til demokrati og pluralisme i det hele taget, til frihed for alle.

Religionsfriheden er imidlertid ikke et carte blanche. Grundlovens bestemmelser må afvejes i forhold til andre - lige så vigtige -bestemmelser om pligter, ansvar og rettigheder. I et sekulært, demokratisk samfund stilles der krav til alle - også til religionerne - og der vil være naturlige grænser for hvad, der samfundsmæssigt kan accepteres. Der er heldigvis højt til loftet og langt til væggene i dette spørgsmål, men det er alligevel vigtigt at fastholde, at den principielle religionsfrihed stadig må relateres til andre lov - og regelsæt. Alene af den grund betyder religionsfriheden ikke kun frihed for religionerne. Den pålægger også religionerne et ansvar. Som sådan bliver religionsfriheden også det sekulære samfunds værn mod religioner, som i deres virke er uforenelige med demokratiske principper. Det må således været et krav til ethvert religiøst samfund, at de enkelte medlemmers borgerrettigheder ikke krænkes. Religionsfrihed til en gruppe må således ikke føre til krænkelser af enkelte individers personlige integritet.

I den sammenhæng møder vi hurtigt et paradoks: Det viser sig nemlig, at mange af de religioner, som nyder godt af de danske bestemmelser om religionsfrihed i bund og grund stiller sig kritisk overfor det samfund som har fostret de lempelige bestemmelser og at andre love og regler ikke modtages med samme begejstring som selve religionsfriheden. Jehovas Vidner har traditionelt hørt til blandt disse grupper eftersom man principielt ikke har anerkendt almindelige borgerlige autoriteter. I stedet har man henholdt sig til en guddommelig autoritet.

I praksis har Jehovas Vidner imidlertid forstået at tilpasse sig den sociale virkelighed. Af og til i konflikt med omgivelserne, andre gange uden synderlige problemer. Eller sagt på en anden måde: Man har påtaget sig et ansvar. Der er dog ingen tvivl om, at balancegangen ofte kan være vanskelig. Ikke på grund af mangel på god vilje, men fordi begreber om "det gode liv" eller "god og ondt" i og udenfor gruppen kan variere så stærkt, at et etisk sammenstød er uundgåeligt. Som jeg ser det er der ingen lette løsninger på dette problem, men jeg bemærker, at problemet hører til på individ-niveau, og at der i organisatorisk henseende er langt færre konflikter. Dette gælder ikke kun for Jehovas Vidner, men for de afvigende trossamfund i det hele taget.

Dette være sagt for at understrege, at den nødvendige religionsfrihed ikke i sig selv fører til en problemløs situation. Religionsfriheden fører til nye problemer, men - mener jeg - problemer som er langt mere reelle og langt mere håndterlige end de der opstår, hvis religionsfriheden krænkes. Det skal således også bemærkes, at langt de fleste afvigende trossamfund i Danmark lever et aldeles konfliktløst liv i forhold til myndighederne. I det hele taget forekommer det mig, at de regler som regulerer de afvigende trossamfunds forhold i Danmark stort set er så gode som de kan blive i en situation hvor Grundloven sikrer én religion privilegier frem for alle andre. Folkekirken skal understøttes af staten hvilket ikke gælder for noget andet trossamfund.

Helt overordnet må man konstatere, at selv religiøse grupper som ser frem mod et egentligt theokrati, dvs. en guddommeligt regeret verden, nyder godt af de demokratiske normer, som ellers er uden betydning for deres religiøse visioner. Religionsfriheden imødekommer således en lang række grupper, som enten afventer en transformation af hele verden, eller som gerne vil forandre alting - herunder det bestående demokrati. Og sådan må det være: Det demokratiske samfund må og skal rumme sine egne modsætninger, for ellers ophører det med at være demokratisk. Det er derfor på en gang deprimerende og glædeligt at konstatere, at organiserede nazister lever midt iblandt os. Deprimerende fordi nazisme er en deprimerende historie, men glædeligt fordi deres blotte eksistens vidner om tilstedeværelsen af det demokratiske storsind som på længere sigt skal holde dem i skak.

Det handler altså ikke kun om religion, men om frihed til at tænke og handle i det hele taget. Det er derfor vigtigt at fastholde, at en hævdelse af retten til afvigelse også er en hævdelse af retten til det almene. Ved at beskytte mindretallet beskytter flertallet automatisk sig selv. Ved at nægte afvigelsen plads i samfundet underminerer flertallet sig selv. Et entydigt samfund er et sygt samfund, for entydigheden vil aldrig være naturlig. Entydigheden er en illusion som må konstrueres ideologisk. En variant af denne illusion finder vi i den neo-nationalistiske tale om "det danske" eller "danskheden", mens dens mest outrerede form ses i den nazistiske ideologi.

Ved at fastholde det demokratiske, humanistiske princip om religionsfrihed og ved at insistere på samfundsmæssigt frisind sikrer vi os at vi aldrig kommer til at betræde den vej som for godt 50 år siden førte lukt i helvede. Det er en sørgelig kendsgerning, at de elementære frihedsrettigheder er noget vi må slås for dag for dag, år for år. Men sådan er det.

Til sidst: Min opgave er naturligvis ikke at forsvare hverken Jehovas Vidners eller andre religioners verdensbillede eller religiøse overbevisning. Til gengæld påtager jeg mig gerne at forsvare dem som borgere og som medmennesker. Ikke fordi jeg deler deres idealer, men fordi et samfund med plads til afvigelse, med plads til visioner som taler flertallet imod, alt andet lige er sundere end et samfund hvor den pluralistiske virkelighed indkapsles i undertrykkelse, ensretning eller ligefrem terror. Ved at forsvare de som er anderledes forsvarer vi os alle sammen. Det giver derfor god mening at tale om "den nødvendige religionsfrihed".