Hvor går grænsen?

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2003
 

 

Næsten samtidig med to kritiske udsendelser i svensk tv om de vilkår seksuelt misbrugte børn inden for Jehovas Vidner er oppe imod, udsendte Jehovas Vidners hovedkontor i Danmark den 15. maj 2003 en handlingsplan, som trossamfundets ældste skal følge når de behandler sager om seksuelle overgreb på børn. En række forhold omkring denne handleplan gør, at man stadig må forholde sig kritisk til den måde som Jehovas Vidner håndterer sådanne sager og den reelle vilje til at gå helhjertet ind i forebyggelsen og bekæmpelsen af seksuelle krænkelser af børn.

Tilfældet Jehovas Vidner sætter samtidig spørgsmålstegn ved den generelle holdning til den måde som kirker og trossamfund handler eller undlader at handle når der forekommer tilfælde at seksuelt misbrug af børn inden for deres kreds.


I 1995 skrev journalisten Hans Nørgaard: ”Mens resten af befolkningen tordner løs mod alt for mild behandling af sexforbrydere, går sekten Jehovas Vidner stille med dørene.

Han refererede til en artikel i Jehovas Vidners blad Vagttårnet samme år, der indeholdt retningslinier for, hvordan man behandler sager, hvor personer der i flere år har fortrængt seksuelle overgreb bliver bevidste om det der er overgået dem. I artiklen opfordrer man medlemmerne til at udvise besindighed og den krænkede til ikke at drage forhastede beslutninger eller for enhver pris rejse en anklage for seksuelle overgreb.

Artiklen har fået flere kritikere til at beskrive Jehovas Vidner som ”de pædofiles paradis” og ”et fristed for pædofile”. Jehovas Vidner har i deres afvisningen af kritikken understreget at de afskyer overgreb mod børn af enhver art og at sådanne overgreb er eksklusionsgrund. Nu er handler det imidlertid ikke om, hvorvidt Jehovas Vidner tager afstand fra pædofili eller seksuelle overgreb på børn – hvilket der ikke kan være tvivl om at de gør. Problemet er derimod den måde, hvorpå Jehovas Vidner behandler anklager om seksuelle overgreb på børn og unge.

 Jehovas Vidner har flere gange søgt at tilbagevise kritikken med den begrundelse, at artiklen alene foreskriver, hvordan man skal forholde sig til ”fortrængte minder”. Sandt nok handler den pågældende artikel om ”fortrængte minder”, MEN den demonstrer ikke desto mindre, at det generelle krav om mindst to vidner også er gældende i forbindelse med sager om seksuelle overgreb på børn, at der er tale om generelle retningslinier, hvad enten der er tale om fortrængte minder eller om et overgreb der stadig pågår. DERFOR er der al mulig grund til at forholde sig kritisk til den måde Jehovas Vidner behandler børn og unge der har været udsat for seksuelle overgreb.

Artiklen fra Vagttårnet, der er tilbage fra 1995, er stadig retningsgivende for Jehovas Vidner og indeholder en række grundholdninger og handleprincipper, der kan sammenfattes i følgende punkter:

  • de ansvarlige inden for Jehovas Vidner opfordres ikke til at anmelde medlemmer til politiet eller de sociale myndigheder, som har misbrugt eller stadig mistænkes for at misbruge børn seksuelt.
  • under visse forhold holder man bevidst holder hånden over personer, der seksuelt har krænket et barn eller flere børn.
  • Jehovas Vidners ledelse opfordrer dem der har været udsat for seksuelle overgreb, til at rette opmærksomheden mod deres tro frem for at anklage den der har krænket dem.
  • det der har størst betydning for Jehovas Vidner som trossamfund er ikke børnenes ve og vel, men deres omdømme.
  • Jehovas Vidner har forbehold med hensyn til at lade børn der har være udsat for seksuelle overgreb modtage kvalificeret psykologisk hjælp.

I slutningen af 2001 refererede dagbladet BT igen til ovennævnte artikel i forbindelse med en sag om et seksuelt overgreb fra Nordjylland. I den forbindelse udtalte formanden for Care Danmark, Michael Rasmussen: ”Det er helt tydeligt, at seksuelt misbrugte vil have det utroligt svært inden for Jehovas Vidner. De kan tydeligvis ikke få hjælp, hvis de beder om det. De vil ikke blive hørt. Det er dybt kritisabel læsning.” Og han siger videre om de krav der stilles til den seksuelt misbrugte: ”Det betyder jo, at den misbrugte skal gå direkte til sin bøddel. At vejlede sin medlemmer på den måde er imod både kirkelige og etiske principper. De ældste har slet ikke noget at gøre i sådan en sag. Det er udelukkende politiets arbejde.

Artiklen faldt Jehovas Vidner så meget for brystet at informationschefen for Jehovas Vidner i Danmark, konkluderede, at den pågældende journalist ”læser Vagttårnet som Fanden læser Bibelen”. Men var det nu også tilfældet?

Det blev fremført, at man i tilfælde af seksuelle overgreb griber ”øjeblikkeligt ind, og børnemisbrug er eksklusionsgrund.” Eksklusionsgrund måske, men ikke nødvendigvis. Eksklusion kan komme på tale, hvis overgrebet fx er blevet bevist (med mindst to vidner) og krænkeren stadig nægter. Videre skrev man: ”Alle, der har været udsat for børnemisbrug, har ret til at rejse en anklage mod forbryderen.” Har ret til, ja, men igen er der spørgsmålet om proceduren. Hvad man underlader at fortælle er, at der i disse sager som i alle andre sager kræves mindst to vidner for at der kan rejes en sag.

Den pågældende artikel i Vagttårnet handler, som informationschefen skriver, om hvordan man skal forholde sig til ”fortrængte minder”, men den viser samtidig at kravet om mindst to vidner også er et ufravigeligt krav når det gælder sager om seksuelle overgreb på børn og unge. Endnu mere grotesk er den holdning som eksponeres ved at artiklen yderligere fastslår, hvis fx to eller tre børn uafhængigt af hinanden anklager den samme person for seksuelle overgreb, og ingen af dem kan fremføre vidner til overgrebene, vil der stadig ikke kunne rejses en sag.

Hvorvidt en person der har misbrugt et barn seksuelt bliver udstødt eller ikke, er i princippet mindre væsentligt. Hvad vigtigere er, hvordan man forholder sig til den krænkelse der har fundet sted, - og ikke mindst de konsekvenser det har for det barn eller den unge, som det er gået ud over.

Hvad angår de vilkår som den seksuelt krænkede er oppe imod er på det seneste blevet illustreret i Sverige. Svensk TV1 bragte den 8/4 og 13/5 en række indslag med medlemmer af Jehovas Vidner som havde været udsat for seksuelle overgreb og som forholdt sig kritisk til Jehovas Vidners interne retspraksis på dette område. En af de deltagende blev gennem to år seksuelt misbrugt og da hen henvendte sig til de ansvarlige Jehovas Vidner i hans menighed var svaret at han skulle forliges med sin krænker. Og som om dette ikke var nok. Den 30/6 blev han opsøgt på sin arbejdsplads af repræsentanter fra Jehovas Vidner, som meddelte han at han var blevet udstødt af Jehovas Vidner fordi han havde medvirket i TV og udtalt sig kritisk, og dermed havde skadet Jehovas Vidners omdømme.

Problematikken omkring de seksuelle overgreb fik fornyet aktualitet her i Danmark da DR1 den 12 juni 2003 bragte et engelsk dokumentarprogram om, hvordan Jehovas Vidner behandler anklager om seksuelle overgreb på børn. Udsendelsen påviste at den praksis der er omtalt i den ovennævnte artikel i Vagttårnet fra 1995 stadig er gældende – at børn inden for Jehovas Vidner der har været udsat for seksuelle krænkelser og overgreb er meget dårligt stillede med hensyn til at blive taget alvorligt eller modtage den nødvendige støtte.

Udsendelsen fik Jehovas Vidner til at udsende en pressemeddelelse, hvori man bl.a. skrev: ”For 10 år siden begyndte Jehovas Vidners landskontor i Danmark at arbejde med en handlingsplan, som bliver anvendt, når der en sjælden gang opstår et problem med børnemisbrug blandt Jehovas Vidner. … Hvis et Jehovas Vidne i dag bliver anklaget for børnemisbrug, vil vi i Danmark som hovedregel tilskynde de implicerede parter til at – eller vi vil selv – kontakte de sociale myndigheder”.

Det hævdes at man for 10 år siden begyndte at arbejde på denne handlingsplan, men det var først den 15. maj 2003 – og påfaldende nok umiddelbart efter to meget kritiske udsendelser i Svensk TV1 – at denne handlingsplan blev udsendt til de enkelte menigheder af Jehovas Vidner. Men uvist af hvilke grunde må denne handlingsplan kun cirkulere blandt de ansvarlige medlemmer (de ældste); disse ansvarlige må end ikke kopiere handlingsplanen til eget brug!

Den omtalte handlingsplan er måske nok udtryk for at man i et vist omfang erkender at der er et problem – og så alligevel ikke helt, for i et brev fra Jehovas Vidners hovedkontor til de ældste i alle deres menigheder, dateret 19. juni 2003, skriver man, med henvisning til udsendelsen i DR1 12. juni, at i ’betragtning af hvor let det er at manipulere med tv-optagelser og klippe i dem kan det ikke overraske os at tv-mediet i særlig grad bruges af vores modstandere.’ Af samme grund ’fraråder’ man medlemmerne at se sådanne udsendelser.

Der er naturligvis positivt at de ældste/ansvarlige rundt om i Jehovas Vidners menigheder nu kender til denne handlingsplan, men hvorfor bliver medlemmerne ikke informeret om, hvordan de konkret skal forholde sig ved mistanke eller viden om seksuelle overgreb på børn og unge? Hvorfor bliver medlemmerne ikke påmindet om, hvilke retningslinier loven har på dette punkt? Hvorfor er man ikke villig til at offentliggøre denne handlingsplan? Hvorfor dette hemmelighedskræmmeri?

Når sådanne spørgsmål er nødvendige og påtrængende er det fordi det bl.a. handler om autoritet og hvem/hvad der er bestemmende for hvordan vi handler. For medlemmer af Jehovas Vidner er Vagttårnsorganisation og dets øverste organ, ”Det styrende Råd” den ultimative myndighed/autoritet; – en autoritet der for dem står over den verdslige lov.

Hvis ikke Vagttårnsorganisationens øverste organ, ”Det styrende Råd” – med den betydning de tillægger sig selv som Guds talerør – går mere åbent og aktivt ind i at forebygge seksuelle overgreb, herunder sørger for at formidle hvad den gældende lovgivning siger med hensyn til den enkeltes ansvar, har det et moral/juridisk medansvar i de overgreb der fortsat måtte forekomme. Og det samme kan siges med hensyn til de ældste som ukritisk forvalter og handler på grundlag af disse vejledninger.

Er det acceptabelt at Jehovas Vidner selv søger at afdække sager om seksuelle overgreb inden de overgiver en sag til de sociale myndigheder eller politiet, eller samtidig hermed? Herunder foretager afhøringer af barnet og/eller den anklagede? – I den handleplan som Jehovas Vidners hovedkontor i Danmark udsendte den 15. maj 2003 siges der ganske vist, at de ældste ikke må udspørge barnet for at få klarhed om, hvad der er sket, men samtidig understreges det ”enhver anklage skal tages alvorligt og undersøges af mindst to ældste.”

Er det acceptabelt at medlemmerne af Jehovas Vidner ikke oplyser sine medlemmer om, hvilke rettigheder og muligheder – og pligter – de har som borgere, hverken før eller efter et overgreb har fundet sted – specielt set i lyset af den rolle som de ansvarlige påberåber sig?

Det er nu 8 år siden at disse forhold første gang blev omtalt i dagspressen og siden er megen ny dokumentation kommet frem, som viser at Jehovas Vidner stadig opretholder en politik der næppe kan sige at være til gavn for ofrene for seksuelle overgreb.

Med mindre børn og unge får oplyst deres rettigheder som borgere bliver deres psykiske sundhed og retssikkerhed ikke varetaget. Jehovas Vidner har givet svaret på, hvordan de skal forholde sig rent trosmæssigt, men medlemmerne har også krav på at vide, hvordan man rent juridisk forholder sig til tilfælde af seksuelle overgreb eller begrundet mistanke herom.

Nu er Jehovas Vidner ikke det eneste trossamfund eller kirke hvor der har været problemer med hensyn til pædofile og seksuelle overgreb på børn og unge. Hvor langt skal vi gå i vores accept af kirker og religiøse samfunds praksis og ønske om selv at behandle sager om seksuelle overgreb?

Hvor går grænsen for, hvad vi som samfund kan og vil acceptere?


Jehovas Vidners interne vejledninger i forbindelse med seksuelle overgreb
på børn kan læses her: http://www.silentlambs.org/denmarkboe.htm