Jehovas Vidner + pædofili = hetz?

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2007
 

 

I Kristeligt Dagblad den 25. juli 2007 advarer adjunkt i religionsstudier fra Syddansk Universitetscenter Anikka Hvithamar mod at gøre Jehovas Vidner til syndebukke i forbindelse med de problemer som foreningen Tavse Vidner har påpeget i forbindelse med Jehovas Vidners håndtering af sager om pædofili.

Hvithamar udtaler: »Pædofili er beklageligvis ret udbredt. Det kan derfor virke psykologisk bekvemt at udpege en speciel og kontroversiel gruppe som skyldige. Og her passer en autoritær og lukket bevægelse som Jehovas Vidner perfekt i billedet. Men ser man på Jehovas Vidners udmeldinger, fordømmer de pædofili. Så måske er deres pædofili-problem i virkeligheden det samme som i resten af samfundet, nemlig at enkelte individer udviser en anderledes adfærd end resten af gruppen.«


Handler denne påpegning af Jehovas Vidners måde at forholde sig til anklager og sager vedrørende pædofili om at gøre Jehovas Vidner til syndebukke? Handler det om at kanøfle Jehovas Vidner fordi de er anderledes? Nej!

Et sagens væsentligste kernepunkter er ikke at der forekommer tilfælde af pædofili, eller hvor mange det drejer sig om. Det drejer sig om måden Jehovas Vidners ledelse håndterer disse sager, at systemet (trossamfundet Jehovas Vidner) kommer før mennesket (ofret), at der bliver taget mere hensyn til de pædofile end ofrene for disse overgreb! Det er omdrejningspunktet!

Et andet væsentligt element ved den kritik der jævnligt rejses mod Jehovas Vidner i disse sager er, at ledelsen for Jehovas Vidner på alle niveauer tilsyneladende ikke holder sig tilbage fra at fortie eller manipulere med kendsgerninger for at undgå at afsløringer omkring den måde ofre for pædofili og incest bliver behandlet på.

Lad mig begynde med det sidste først.

I samme udgave af Kristeligt Dagblad (25/7-07) udtaler Jehovas Vidners talsmand Carit Stypinsky,

»at Jehovas Vidner efter hans mening er på forkant med udviklingen, idet sekten i cirka 25 år har haft en handlingsplan for pædofili, der både involverer automatisk politianmeldelse og en samtale med både forældre og anklaget.«

Det lyder godt – indtil man sammenligner Stypinsky's udtalelse med det Jehovas Vidners informationschef Erik Jørgensen udtalte til Jydske Vestkysten 27. juni 2003:

»For 10 år siden begyndte Jehovas Vidners landskontor i Danmark at arbejde med en handlingsplan, som bliver anvendt, når der en sjælden gang opstår et problem med børnemisbrug blandt Jehovas Vidner. … Hvis et Jehovas Vidne i dag bliver anklaget for børnemisbrug, vil vi i Danmark som hovedregel tilskynde de implicerede parter til at – eller vi vil selv – kontakte de sociale myndigheder.«

Der er to ting der umiddelbart falder i øjnene. For det første, at man i 2003 havde haft en handleplan 10 år, men fire år senere har man en handleplan i 25 år. Det andet er, hvor man tidligere sagde at det var som hovedregel at man kontaktede de sociale myndigheder, sker det nu automatisk.

Når Carit Stypinsky hævder at Jehovas Vidner har haft en handleplan ved børnemisbrug i mere end 25 år er det ikke korrekt - men både usandt og en fordrejning af de faktiske forhold.

Hvad der skete for godt 25 år siden var, at Vagttårnsselskabet i 1984 og 1985 bragte nogle artikler om seksuelle overgreb på børn. - Artikler om overgreb. Ingen handleplan!

Erik Jørgensen, informationschef for Jehovas Vidner har hævdet at man omkring 1993 begyndte at arbejde med en handleplan. Men hertil må man stille sig kritisk for der er en omstændighed som mere end antyder at en egentlig handleplan (i det mindste for Danmarks vedkommende) først blev udfærdiget i 2003.

Det bør i denne forbindelse bemærkes, at kort efter udsendelsen af handleplanen af 15. maj 2003 blev den efter direktiv fra Jehovas Vidners hovedkontor i USA trukket tilbage og erstattet af en ny, som blev udsendt den 20. oktober 2003. Hvis den pågældende handlingsplan var af ældre dato end de første måneder af 2003 ville det næppe have været nødvendigt med denne pludselige tilbagekaldelse af handleplanen for at erstatte den med en ny, da alt hvad der udsendes almindeligvis først sker godkendelse fra hovedkontoret i USA.

Hvad skete der så omkring 1993? Hvad der er sket internt på ledelsesniveau i Vagttårnsselskabet om behandling af sager vedrørende sager om pædofili er vanskeligt at sige, men en kendsgerning er det at man i 1995 frigav en siden hen meget omdiskuteret artikel i bladet Vagttårnet om håndtering af sager om pædofili. Hovedpunkterne i artiklen var:

  1. de ansvarlige inden for Jehovas Vidner opfordres ikke til at anmelde medlemmer til politiet eller  sociale myndigheder, som har misbrugt eller stadig mistænkes for at misbruge børn seksuelt.
  2. under visse forhold holder man bevidst holder hånden over personer, der seksuelt har krænket et barn eller flere børn.
  3. Jehovas Vidners ledelse opfordrer dem der har været udsat for seksuelle overgreb, til at rette opmærksomheden mod deres tro frem for at anklage den der har krænket dem.
  4. det der har størst betydning for Jehovas Vidner som trossamfund er ikke børnenes ve og vel, men deres omdømme.
  5. Jehovas Vidner har forbehold med hensyn til at lade børn der har været udsat for seksuelle overgreb modtage kvalificeret psykologisk hjælp.

Det er her interessant at sammenholde hovedpunkterne fra artiklen i fra 1. november 1995 i Vagttårnet med nedstående citat fra handleplanen fra 2003:

»Selv i de tilfælde hvor ældste ikke kan gribe ind på menighedens vegne, skal de indberette anklagen til Jehovas Vidners afdelingskontor i det pågældende land, hvis det overhovedet er tilladt ifølge landets lov. Foruden at anklagen skal indberettes til Jehovas Vidners afdelingskontor, skal de ældste følge landets lov når den kræver at de melder en sådan sag, og melde sagen til myndighederne, også selv om der ikke foreligger en tilståelse, eller anklagen ikke er bekræftet af andre vidner. Det kan også være at offeret ønsker at henvende sig til myndighederne, og det er vedkommende naturligvis i sin fulde ret til at gøre. … … Hvis én, uanset hvem der er, har en ansvarspost, men begår børnemisbrug, skal vedkommende omgående fjernes fra sin post. Og vi vil ikke med vilje tillade at han får en post et andet sted eller bliver udpeget igen efter en eventuel flytning.«

Bemærk indhold og rækkefølge i for indgriben:

  1. Underret Jehovas Vidner hovedkontor
  2. Underret myndighederne HVIS lovgivningen kræver det
  3. Hvis et offer vil kontakte myndighederne må de gerne det. – Bemærk, at der ingen omtale er om hjælp fra Jehovas Vidner til offeret.
  4. Man vil ikke aktivt forhindre en pædofil i at opnå fx en tillidspost – blot ikke give den mod bedre vidende.

Det bør endvidere bemærkes, at handleplanen kun forpligter Jehovas Vidner til at kontakte myndighederne i de lande hvor det er bestemt ved lov. Denne omstændighed ved handleplanen demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at det ikke er tilstrækkeligt at forholde sig til de udtalelser som kommer fra det danske hovedkontor for Jehovas Vidner, men at man helt grundlæggende må forholde sig kritisk til Jehovas Vidners syn på pædofili, at Jehovas Vidner fungerer som et parallelsamfund, der har en retspraksis som betyder, at man i sager om incest og pædofili, tager mere hensyn til eget omdømme og krænkeren (forbryderen) end af offeret.

Og hvad mere er, handleplanen forudsætter stadig at der er mindst to der kan bevidne de pædofile krænkelser! Ofre for pædofili blandt Jehovas Vidner bliver først taget alvorligt når de kan bevise at de er blevet krænket, når de har vidner til krænkelserne.

  • Det er denne praksis, der er under anklage!
  • Det er den manglende vilje til forståelse af de seksuelt krænkede og misbrugte vilkår, der er under anklage!
  • Det er den manglende vilje til reel omsorg for de seksuelt krænkede og misbrugte, der er under anklage!

Jehovas Vidners interne vejledninger i forbindelse med seksuelle overgreb
på børn kan læses her: http://www.silentlambs.org/denmarkboe.htm