Jehovas vidner - siger også ja til blod

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1994

 

Jehovas Vidner er nu igen kommet i søgelyset på grund af deres holdning til blodet. Jeg er helt på linje med Ekstra Bladets leder (18. maj 1994, red.), når den siger, at et voksent troende menneske bør have sit ønske om at sige nej til blodtransfusion opfyldt. Men skal vi også se gennem fingrene med sektens holdning, når det gælder deres børn? Det er et vanskeligt spørgsmål.

En side af problemet, som vi bør tage med i betragtning, er den dobbeltmoral, inkonsekvens og manipulation, som ledelsen i Jehovas Vidner viser i denne sag.

De fleste mennesker, Jehovas Vidner inklusive, tror, at det er alt blod, sektens medlemmer siger nej til.

Men reelt er det kun 40 pct. af blodmassen, man afviser. Og det bliver endnu mere grotesk, når man så når frem til, at de 60 pct. man ikke afviser, er underlagt princippet: Du må ikke få fuldblod, men kun fraktioner, og du må gerne lade dig behandle med andres blod, men ikke med dit eget!

For at komme uden om dette paradoks gør man alt, hvad man kan for at fremføre en religiøs begrundelse for afvisningen og at aflede folks opmærksomhed i denne sag ved at påberåbe sig friheden til at dyrke sin religion.

Jehovas Vidner begyndte i 1946 at vende sig imod brugen af blod til at redde menneskeliv. Man var meget konsekvent i sin afvisning frem til 1959, hvor man begyndte at tillade anvendelsen af immunglobulin og gammaglobulin. Senere er dette også blevet udvidet til at gælde for albumin og hæmofoli-præparater.

Det endelig brud med den religiøse begrundelse for at afvise brugen af blod, sker i 1965, da bladet Vagttårnet skriver: 'Vaccination er imidlertid praktisk talt uundgåeligt i det moderne samfund, og derfor overlader vi det til den enkelte selv at skønne, hvorvidt han til værn mod sygdom vil opbygge antistoffer i sin organisme ved at lade sig vaccinere med serum, der indeholder blodfraktioner.' Med denne udtalelse og den holdning, som efterfølgende blev indført i Jehovas Vidners tro, forlod man den religiøse begrundelse for ikke at kunne modtage blod.

Lige siden har Vagttårnsselskabet og ledelsen for Jehovas Vidner gjort alt for at lægge et tågeslør ud over denne realitet.

I 1974 giver man så den religiøse begrundelse det endelige dødsstød, da bladet Vagttårnet i en artikel om vaccine og serum fastslår, at det er mængden af blod, der modtages, som er afgørende, ikke om man modtager blod.

Visse blodbestanddele vil dog også kunne modtages, hvis det sker for at forebygge og ikke for at helbrede.

Denne inkonsekvente holdning har også en anden grotesk konsekvens: Hvis et Jehova-vidne bliver indlagt på et hospital, må han/hun ikke lade noget af sit eget blod lagre til senere brug, hvis det skulle blive nødvendigt ved en operation. Men er det samme Jehova-vidne bløder, må det gerne modtage blodprodukterne FAKTOR VII og IX, der stammer fra andre menneskers blod! Med bløder-præparater er der tilsyneladende ved at ske en ændring i retning af, at det bliver forbudt for Jehovas Vidner, fordi man tilsyneladende mener, at der er fundet andre behandlingsmuligheder.

Med den linje, som ledelsen i Jehovas Vidner har lagt specielt siden 1965 og 1974, kan man ikke længere begrunde sin holdning religiøst. Hvad er da grunden til, at man søger at fastholde denne illusion? Fortæller man sandheden, vil det stå klart, at mange er døde på grund af en løgn og bedrag! Et er, hvad sektens voksne medlemmer udsætter sig selv for, men tænk på, hvad det betyder for de børn, der ikke har mulighed for selv at sige nej til Jehovas Vidners lære på dette punkt.

De oplysninger, som Ekstra Bladet har været med til at fremføre, viser med al tydelighed, hvilke tragiske og omfattende konsekvenser, denne sag har.


Oprindeligt trykt i Ekstra Bladet 30 maj 1994, 1 . sektion side 21