"Døden på dagsordenen"

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1996, 2002

 

"Døden på dagsordenen" var den overskrift som BT, 31. oktober valgte at beskrive det foretræde som henholdsvis Jehovas Vidner og Støttegruppen havde for Folketingets Sundhedsudvalg. Og for Jørgen Larsen og Søren Bølling fra Jehovas Vidner, som mødte op for Sundhedsudvalget var det bestemt ikke nogen rar dag, en dag hvor de blev stillet mange nærgående spørgsmål omkring sektens syn på blodet.

Den megen presseomtale og offentlige opmærksomhed omkring Jehovas Vidner og deres holdning til blod, senest i forbindelse med Dina Mainz, har på mange måder været interessant. Dels er der kommet nye oplysninger frem, som yderligere understreger hvilket "nuanceret" syn sekten har på medicinsk anvendelse af blod, dels er den kyniske holdning man har til det enkelte individ blevet yderligere afsløret. Jeg Vil her begynde med det sidste.

 

Jørgen Larsen om Dina

Om dem der siger ja til blod og dermed vælger retten til selvbestemmelse og, i yderste konsekvens, livet: Døm dem til døden. Jørgen Larsens udtalelse til Ritzaus Bureau den 18. oktober siger alt: "Det er tragisk, at kvinden døde, men det vigtigste er, at hun overholdt sine religiøse principper. For os er principperne vigtigere end selve livet."

For dem der ikke kender Jehovas Vidner kan det nok lyde grotesk, men mange mener at sådanne holdninger til religiøse principper og tro skal respekteres, når det holder sig inden for religionsfrihedens grænser. Og hvis det så bare var sin overbevisning hun var død for - nej - jeg vil tillade mig den påstand, at det hun døde for, ikke var princippet om blodets hellighed, men princippet om den ultimative lydighed mod Vagttårnsselskabet.

 

Perspektiver

Når man sammenholder denne sag, og tilsvarende tilfælde, med hele spørgsmålet og debatten omkring Jehovas Vidners holdning til stat og militærtjeneste, er perspektiverne skræmmende. Dina's død viste noget om Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet, men, og her synes jeg tingene begynder at blive skræmmende, den måde som myndigheder generelt har forholdt jeg til Jehovas Vidner i spørgsmålene om blod og militærtjeneste viser noget om hvor snigende og umærkeligt et demokrati kan undergraves og loven bøjes af.

Den 'politik' som Vagttårnsselskabet markedsfører under betegnelsen "Teokrati" er på mange måder at sammenligne med fascisme, fascisme som man i tiden op til 2. verdenskrig oplevede den i Italien. Uanset hvad man måtte mene om Jehovas Vidners tro og lære, så er "teokrati", som Vagttårnsselskabet praktiserer det, en potentiel trussel mod demokrati og individets ret til selvbestemmelse.

Dette kan lyde som hårde ord, men overvej engang følgende: Hvad ville du sige, hvis en person der bliver idømt en straf for en berigelsesforbrydelse, efterfølgende siger til dommeren: Det er meget muligt at du idømmer mig straf men du kan ikke tillade dig at forvente at jeg skal være sammen med mennesker der er dømt for mord og tilmed i et lukket fængsel. Hvis du sender mig i fængsel ønsker jeg kun at komme i et åbent fængsel og kun sammen med folk der er dømt for kørsel i spirituspåvirket tilstand. ?

Nu sidder du uden tvivl og ryster på hovedet over dette og tænker, hvilket vanvittigt eksempel. - Men det er nu ikke så vanvittigt endda. Fra den 8. august 1995, da Højesteret afsagde dom i en militærnægtersag (omhandlende et Jehovas Vidne). og frem til I. maj 1996, hvor Vagttårnsselskabet pludseligt ændrede holdning i spørgsmålet om samfundstjeneste, var det i princippet Vagttårnsselskabet der var den øverste myndighed med hensyn til hvor og hvordan medlemmer af Jehovas Vidner skulle aftjene deres straf for at nægte militærtjeneste.

I 9 måneder var danskerne ikke længere lige for loven, Vagttårnsselskabet havde formået at opnå en særstilling i forhold til alle andre borgere i dette samfund. De havde i praksis medbestemmelse når det gjaldt, hvordan straffen skulle afsones. Nu var samfundet 'kun' til grin i 9 måneder fordi Vagttårnsselskabet ændrede politik, men var det ikke sket var vi stadig til grin - og det er vi for så vidt stadig.

 

Jehovas Vidner og blodløs kirurgi

Jørgen Larsen har i den foreliggende sag gjort meget ud af at betone de alternativer der er til blodtransfusion. Og det er rigtigt - der er mange alternativer - når vi taler om forberedte operationer. I forbindelse med Dina's død har Jehovas Vidner flere gange fremhævet den såkaldte "celle-vasker", som et alternativ og en mulighed som lægerne ikke benyttede sig af Jeg vil her ikke komme ind på hvorfor den ikke kunne anvendes i Dina's tilfælde, men derimod henlede opmærksomheden på det faktum, at Vagttårns-selskabet ved at acceptere anvendelsen af "celle-vaskeren" har formået endnu engang at udvise topmål af inkonsekvens og dobbeltmoral.

Som det sikkert er de fleste af dette blads læsere bekendt afviser Jehovas Vidner brugen af autotransfusion, fordi blodkredsløbet er brudt og der sker en oplagring af patientens blod uden for legemet. Men det interessante er, at det er præcis det der sker ved en 'celle-vaskning'. Her oplagres blodet i op til 8 timer uden for kredsløbet og kroppen, men dét må et Jehovas Vidne gerne. Nu er spørgsmålet altså ikke længere om blodet forlader kredsløbet og oplagres, men i hvor lang tid det sker! Otte timer er tilladt - men for eksempel 4 måneder er forbudt.

Jo, der er sandelig logik i tingene - logikken er blot for viderekomne.