Dommedag hos Jehovas Vidner

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1995, 2014

 

Hvad der kan ske, når årstal bliver ufravigelige og forventningerne svigter.

 

Jehovas Vidners nuværende forestillinger om dommedag og verdens ende har ikke meget tilfælles med de forventninger, som grundlæggeren, Charles Taze Russell, havde. Det samme gælder den tidsplan, der knytter sig til endetidsforventningerne. Russell's ideer var i mange henseende produkter af de adventist-bevægelser, der blev til som følge af de forudsigelser, som William Miller havde udbredt om Kristi genkomst i 1843-44.

Russell's interesse for endetidsforventningerne blev oprindelig vakt i 1869 af Jonas Wendell, en adventist, der ledte ham til kredse, hvor også George Storrs og Nelson H. Barbour havde deres gang. Fra 1869 til 1875 deltog Russell i en studiegruppe, der blandt andet var stærkt påvirket af Storrs. De adventistgrupper, Russell havde kontakt med i disse år, nærede forventninger til at Kristi andet komme ville indtræffe i 1873-74. For første gang hørte han en lære om, at genkomsten ville blive usynlig, hvilket senere skulle komme til at blive et central doktrin hos Jehovas Vidner.

I 1876 mødte Russell adventisten Nelson H. Barbour, der for alvor vakte hans interesse for tidsregninger. Året efter finansierede Russell Barbour's bog Three Worlds or Plan of Redemption. Barbour byggede sine forudsigelser på udregninger foretaget af Christoffer Bowen, men han forbandt dem med hensigten bag Kristi andet komme. Russell 'arvede' (fra Bowen via Barbour) det synspunkt, at "hedningernes tid" ville udløbe i 1914.

Russell antog samtidig forestillingen om, at "de hellige" eller "de kaldede" ville gennemgå en øjeblikkelig forvandling til udødeligt liv i himmelen ved Kristi genkomst. Han satte først tidspunktet for denne begivenhed til 1878. Senere ændrede han det til 1881 - og senere igen til 1914.

Men forventningerne blev skuffet hver gang. Alligevel fastholdt Russell, at det ikke var årstallene, der var noget i vejen med. Problemet var de forventninger, man havde knyttet til dem.

1914

Grundlaget for Russell's beregninger var en modificeret udgave af den tidsplan, Barbour havde præsenteret for ham i 1876. Den vigtigste periode i Russell's plan var tiden fra 1874 til 1914, som han kaldte "høsttiden". "Endens tid" ville udløbe samtidig med "høsttiden" i 1914, hvilket fik Russell til at forudse to begivenheder: han selv og de øvrige "kaldede" ville blive forvandlet til himmelsk herlighed, og verdens ende ville indtræffe i form af "Harmagedon".

Den første begivenhed (forvandlingen til herlighed) indtraf ikke, hvilket skabte stor skuffelse. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 syntes at bekræfte Russell's forudsigelser.

Det "Harmagedon" og den "verdens ende", Russell ventede, var ikke en verdensødelæggelse, men et globalt anarki. Russell mente, at forholdene i verden ville udvikle sig, så de skabte en voldsom utilfredshed blandt alle jordens folk. På et tidspunkt ville den blive så intens, at folkeslagene ville rejse sig i globalt oprør mod alle politiske, religiøse og økonomiske systemer. Det ville atter skabe erkendelse hos menneskeheden af behovet for magtovertagelse fra Guds rige i himmelen, hvor Kristus er konge. Det ville betyde begyndelsen på "genoprettelsestiden".

Det skal her erindres, at Russell mente, at det lovede "tusindårsrige" allerede var begyndt i 1873. Hans tilhængere var helt frem til 1920'erne af den overbevisning, at "Harmagedon-slaget" var begyndt i 1914 som forudsagt, og at det stadig var under udvikling.

Ny ledelse

I 1916 døde Russell, og J.F. Rutherford overtog ledelsen af hans tilhængerskare af "Bibelstudenter" (som Jehovas Vinder blev kaldt dengang). Noget af det første Rutherford gjorde, var en række aktiviteter, der skulle tjene til at holde sammen på tilhængerne - og at finde en sandsynlig forklaring på, hvad der egentlig skete i årene mellem 1914 og -18, siden tilhængerne ikke var blevet forvandlet til himmelsk herlighed.

Rutherford havde ladet et syvende bind af Russell's Studier i Skriften udgive. Dele af indholdet provokerede så mange i den religiøse og politiske verden i en grad, så de blev udsat for en voldsom forfølgelse. Otte ledende medlemmer, heriblandt Rutherford selv, blev fængslet.

Rutherford brugte disse hændelser som beviser på, at tilhængerne endnu havde meget at udrette, at de havde behov for åndelig renselse, og at de nu var blevet udfriet fra fangenskab under "Babylon det store". Fordi de nu havde udskilt sig fra andre religiøse grupper, ville Gud tillade, at Bibelstudenterne fik større forståelse af Bibelen og dens profetier. Fra nu af kunne de med rette siges at være de sande kristne.

Ændringer i læren

Dette blev begyndelsen på en periode, hvor mange af læresætningerne blev ændret. Man begyndte bl.a. at lægge vægt på nye sider af Bibelens kronologi. Nu blev det tiden fra 607 f. Kr. til 1914 e. Kr, der fik central betydning og  Kristi andet komme blev flyttet fra 1874 til 1914. I forbindelse med dette begyndte man også at fremstille hele universet som opdelt i to "organisationer", Guds og Satans, der begge har en himmelsk og en jordisk del. Disse to organisationer ligger i krig med hinanden, hvilket blandt andet gjorde, at forestillingen om Harmagedon og verdens ende fik et helt nyt indhold.

Hvor man før havde tolket "Harmagedon" som globalt anarki, udlagde man det nu som en regulær krig, hvor Jesus og hans engle vil udrydde jordens folkeslag. De eneste overlevende ville være Bibelstudenterne, fordi de havde stillet sig udenfor de religiøse, politiske og økonomiske systemer.

Senere kom mange andre forandringer til, både læremæssigt og organisatorisk. Hjørnestenen i sektens lære er dog stadig kronologien - at den sætter årstal på fremtiden. Forskellen er blot, at den fremtid, man engang satte årstal på, er blevet til fortid. Efter de sidste forudsigelser af Dommedag i 1925, 1941 og 1975 er ikke mere at sætte årstal på. Men hvem ved? Jehovas Vidner har tidligere vist, at de kan leve videre på bortforklaringer.