Endnu et offer på troens alter

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1994

 

I et debatindlæg her i Politiken i maj 1992 stillede jeg spørgsmålet, Hvor mange lig skal der på bordet? inden vi begynder at interessere os for de til tider katastrofale og tragiske følger der opstår i kølvandet på Jehovas Vidner? 
    Spørgsmålet er stadigt dræbende aktuelt; selv har jeg for ganske kort tid siden mistet endnu en af mine venner, som begik selvmord, fordi følgerne ved at forlade Jehovas Vidner, også i hans tilfælde var for umenneskelige og mere end han kunne klare.

Hver gang jeg møder en tragedie som denne, hører jeg ofte samtidig spørgsmål som, om det ikke kunne tænkes, at det skyldes andre problemer, eller sat på spidsen, om det ikke er det at være troende, at tro på Gud, der er det egentlige problem, fordi det at tro er et udtryk for svaghed, et tryghedsbehov?!
     Til det første vil jeg svare, at der selvfølgelig kan være andre grunde til, end selve det at de forlader Jehovas Vidner, at nogle vælger at begå selvmord, fordi problemerne bliver uoverskuelige og håbløsheden altopslugende. Men desværre er mange i alt for høj grad tilbøjelige til at vælge dette svar, frem for at gå ind i problemet, for at søge efter den virkelighed som gemmer sig bag de utallige selvmord og selvmordsforsøg blandt både nuværende og tidligere medlemmer af Jehovas Vidner.
    Hvad det andet spørgsmål angår, om det er det at være religiøs, der er årsagen, må det afvises. De som søger sådanne svar er som regel enten bange for at skulle blive mødt af deres egen religiøsitet, eller søger at undgå at skulle beskæftige med tro, fordi det kræver at de selv skal tage stilling til nogle grundlæggende eksistentielle spørgsmål.
     Endelig har vi så den gruppe, der siger, at det må være et menneskes frie valg, at kunne vælge den tro som han/hun ønsker, at det er en frihed under ansvar som vi ikke må forholde os kritisk til. Denne frihed skal der grundlæggende heller ikke pilles ved. Desværre sker det, at der er mennesker som bruger retten til denne valgfrihed, som et skjul for en ligegyldighed over for tragedier, som det at der er mennesker der vælger at begå selvmord fordi livet gør for ondt, en uvilje mod at skulle beskæftige sig med spørgsmål, der rører ved deres eget livssyn, fordre en meningstilkendegivelse, stiller krav om, at de tør have en mening og stå ved den!

På trods af den megen lidelse og tragedie jeg har oplevet og stadig møder i forbindelse med Jehovas Vidner, er jeg dog stadig tilhænger af fuld religionsfrihed. - Men det må vække til eftertanke, når man i kølvandet på en sekt, der lover paradis, guld og grønne skove, møder det ene tilfælde af selvmord efter det andet. I langt de fleste tilfælde bliver disse tragedier, fortiet, så det hverken bliver kendt inden for eller uden for sekten. Alle tror der er tale om engangstilfælde. Og gid det var så. 
     Når et uforholdsmæssigt stort antal mennesker, både blandt aktive og frafaldne Jehovas Vidner, psykisk går i opløsning, må det være et almindelig medmenneskelig ansvar, at tage sådanne problemer alvorligt, frem for at vende det blinde øje til.
     Men, hvad er det der er galt hos Jehovas Vidner? Er det fordi, de mennesker der bliver indfanget af Jehovas Vidners lære er psykisk dårligere udrustet end andre eller er mere svagelige? Nej! Problemet er, at der i sekten har udviklet sig et miljø, hvor tro og religiøsitet ikke længere er en levende kraft i det enkeltes menneskes liv, men blevet et systems undertrykkelsesmiddel.

Med apostlen Paulus som forbillede, fortæller Vidnerne, at den ukendte gud som grækerne havde bygget et alter for, er den Jehova-gud, som de forkynder. Men i stedet for at skabe et Jehova-alter, hvor det er mennesker der bringer ofre til deres gud, har sekten skabt et troens alter, hvor det er mennesker der ofres, først psykisk og for manges vedkomne siden også fysisk.

Hvis vi bliver ved med at lukke øjnene for de tragedier som disse ofre afstedkommer, har vi et medansvar. Vi hverken kan eller skal forbyde mennesker, at vælge Jehovas Vidners tro, som svaret på deres spørgsmål om en mening med livet, men vi kan oplyse dem om de konsekvenser, som et sådant valg kan få. Når sekten selv gør alt for at benægte og fortrænge denne virkelighed, så må vi andre hjælpe med at få medaljens bagside frem i lyset.
    Problemet bliver heller ikke mindre af, at hverken psykiatere, psykologer eller andre behandlere er uddannet til at tage sig af problemer af denne art. Når de endelig møder en der har været eller er i kontakt med sekten, møder de ofte en virkelighed, der ikke blot er dem fremmed, men til tider også for grusom til at de tør tro den virkelighed som de bliver præsenteret for.
    Tiden må være inde til, at man, ikke kun i behandlerkredse, men også hos de sociale myndigheder, begynder at tale sammen om de problemer i forbindelse med Jehovas Vidner, som man har kendskab til. Det må være på tide at dette troens alter bliver bragt op fra mørket og ud i lyset, så dets sande væsen kan ses!