Læser Jehovas Vidner dødsannoncer?

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 2005

 

Fra tid til anden bliver der i dagspressen fremført påstande om, at Jehovas Vidner læser dødsannoncer, hvilket man har underbygget med eksempler, hvor mennesker umiddelbart efter et dødsfald har modtaget besøg af repræsentanter fra Jehovas Vidner.

Et eksempel herpå er BT fra søndag den 9. juni 1996, hvor man fortalte om kvinde fra Frederiksberg ved København, som dagen efter at hendes mand var blevet begravet fik besøg af to medlemmer ar Jehovas Vidner.  Kvinden fortæller bl.a., at hun blev besøgt af en yngre mand og en kvinde i fyrrerne. De spurgte om de må komme ind og det det fik de lov til. Først da de var inde i stuen fortalte de, at de kom fra Jehovas Vidner, og her viser de hende brochuren: Når man mister en man holder af»Jeg var træt, forvirret og ulykkelig. Og da de ikke sagde, at de kom fra Jehovas Vidner, inviterede jeg dem ind. Jeg tænkte, at det måske ville være meget rart at tale med nogen,« fortæller Helle Baumann. Kvinde følte sig overbevist om at de to Vidner vidste besked om hendes mands død.

Et nyere eksempel kunne man læse i Ekstra Bladet søndag den 5. juni 2005. Her beretter en kvinde, at hendes mand var død og dagen efter hun havde indrykket en dødsannonce modtog besøg af Jehovas Vidner. Hun fortæller videre, at hun ti år tidligere havde oplevet noget tilsvarende, efter hendes søns død; her modtog hun besøg samme dag som begravelsen fandt sted. Den 54-årige Susanne F. konkluderer på baggrund af sine erfaringer: »Det kan umuligt være en tilfældighed, at de besøger mig i krisesituationer som denne. De må have set Finns dødsannonce, ...«

Pressechef Erik Jørgensen fra Jehovas Vidners hovedkontor i Holbæk afviser over for Ekstra Bladet, at der læses i dødsannoncen, men siger han, »Jeg kan naturligvis ikke garantere for, hvad enkelte vidner har gjort. Men efter min opfattelse er kvinden blevet offer for tilfældigheder.« Videre fastslår Erik Jørgensen, at »den slags er slet ikke vores praksis«.

For at kunne danne sig et klart indtryk af denne problemstilling er det nødvendigt at sammenholde to forhold: For det første, hvordan Jehovas Vidner ser på det at hjælpe et menneske i sorg, og for det andet, Jehovas Vidners officielle holdning til det at læse dødsannoncer.

Med hensyn til det første punkt, hvordan Vagttårnsselskabet har behandlet emnet 'at hjælpe mennesker i sorg', vil man ved at betragte perioden fra 1960 og frem til i dag kunne iagttage, at der er sket en ikke uvæsentlig ændring i den måde man har behandlet dette emne. I de artikler om emnet som Jehovas Vidners blade Vagttårnet og Vågn Op! bragte i 1960'erne er det tydeligt at man lagt vægten på, hvordan Jehovas Vidner indbyrdes kunne hjælpe hinanden ved dødsfald og sorg. Men siden er de råd der er givet blev ændret til generaliserende vendinger, således at det ikke umiddelbart fremgår, hvem der tænkes på når der skal ydes hjælp til sørgende. På denne måde bliver de anvisninger der gives i lige så høj grad rettet mod mennesker, der ikke er medlemmer.

Med den seneste brochure, Når man mister en man holder af, er det dog tydeligt at man fra Vagttårnsselskabets side ønsker en målrettet indsats over for mennesker uden for trossamfundet. Journalist Hans Nørgaard fra BT var da også opmærksom på dette, og hans citerede i sin artikel følgende fra den nævnte brochure: »Forvis den sørgende om, at han har gjort alt hvad der stod i hans magt (eller sig noget andet positivt, som du ved er sandt). Fortæl ham, at hans følelser -- det være sig sorg, vrede, skyldfølelse eller andre følelser -- slet ikke er unormale. Fortæl ham om nogle du kender, som har forvundet et lignende tab.«

Hans Nørgaards forsætter: »Men ringer den efterladte,« spørger bladet. »Det er altså os, der skal tage initiativet, hvis vi skal være til hjælp og trøst for en, der sørger. [...] "Glem ikke gæstfriheden," siges der i Bibelen. Vi bør især huske at være gæstfri over for dem, der sørger. I stedet for at sige: "Kom når du har lyst," - så fastsæt en dato og et tidspunkt. Giv ikke alt for let op, hvis den sørgende afslår.«

Jehovas Vidners landsleder Jørgen Larsen, afviste over for BT, at Jehovas Vidner skulle have en politik med hensyn til at besøge mennesker, der lige har mistet en pårørende. Jørgen Larsen forklarer den noget aggressive attitude derover for sørgende med, at det kun er tilfældet »hvis det er nogen, man kender. Sådan har jeg i hvert fald forstået det.«

Problemet er imidlertid, at teksten i den pågældende brochure er dobbelttydig. Den kan forstås sådan som Jørgen Larsen forklarer det, men teksten kan i lige så høj grad læses anderledes, som en indirekte opfordring, uden at dette behøver at være intentionen, til at tage kontakt til mennesker man ved er i sorg.

Dette skal sammenholdes med Jehovas Vidners officielle holdning til det at læse dødsannoncer.  Der er mange mennesker der har påstået at Jehovas Vidner læser dødsannoncer, og der er ikke tale om det rene opspind. En nærmere undersøgelse viser, at Vagttårnsselskabet  i perioden fra 1954 til 1970 direkte har omtalt brugen af dødsannoncer som en måde at kontakte mennesker.

For eksempel står der i bogen Egnede til at være Ordets Tjenere fra 1957, på side 175: »Nogle svagelige forkyndere holder øje med dødsannoncer i aviserne og skriver korte, venlige og trøstende breve til de efterladte, idet de opmuntrer dem med den trøst som Bibelen alene kan give, og somme tider medsender de traktater, brochurer eller blade der viser de vidunderlige foranstaltninger Gud har truffet for en opstandelse.«

Et andet eksempel er fra Rigets Tjeneste, februar 1970, side 4: »Mange i menigheden ved at denne søster har opnået resultater ved at forkynde pr. brev, så de opgiver navne og adresser på folk som de gerne vil have hun skal skrive til. Hun skriver til nogle som hun selv og andre forkyndere har truffet på hospitalet. [.....]Andre adresser får hun fra dødsannoncerne i avisen. Hun kan også finde på at skrive til en nybagt moder eller et nyforlovet par om den gode nyhed Bibelen fremholder; ...«

Fra 1970 og frem nævner man godt nok ikke dødsannoncer, men det er stadig den samme målgruppe der har interesse: de svage og dem der er i social eller psykisk krise. Vågn Op! 22. oktober 1986 fortæller om et Jehovas Vidne der kontaktede der havde mistet fem børn, som var blevet myrdet. »Men en dag, 11 måneder efter mine børns død, fik jeg et brev fra en eller anden i Californien der havde læst om mordene i avisen. Kvinden havde i sit brev vedlagt en lille blå bog der hed Sandheden der fører til evigt liv; hun havde også foræret mig et års abonnement på Vagttårnet og Vågn Op! Jeg glemmer aldrig den dag brevet kom. Det omtalte håbet om en opstandelse for de døde, og jeg slog alle de citerede skriftsteder op, deriblandt Johannes 5:28, 29. Jeg græd af glæde!«

I den seneste brochure om emnet fra Vagttårnsselskabet, Når man mister en man holder af, fra 1994, siges der bl.a.: »Skriv et brev: Værdien af en kondolencebrev er ofte noget der overses.« Man omtaler ganske vidst ikke dødsannoncer, men som jeg nævnte tidligere er de vejledninger som Jehovas Vidner modtager udtrykt i generaliserende vendinger i modsætning til tidligere, således at det ikke umiddelbart og entydigt fremgår, hvem der tænkes på når der skal ydes hjælp til sørgende. På denne måde bliver de anvisninger der gives i lige så høj grad rettet mod mennesker, der ikke er medlemmer.