Fra håb om frelse til flugt  

i fortidens martyrium

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1999, 2002

 

En af de første dage i april havde jeg lejlighed til at besøge Jehovas Vidners udstilling "Mellem modstand og martyrium" i Odd Fellow Palæet i København.

        Det var med blandede følelser jeg besøgt udstillingen, men jeg håbede på at man fra Jehovas Vidners side for en gangs skyld havde taget sig sammen og fået skabt noget der kunne have en bredere interesse også uden for sektens egne rækker. Desværre - og jeg mener virkelig desværre var der tale om en skuffende oplevelse, specielt fordi der er tale om et ikke uvæsentligt kapitel i historien om menneskers modstand mod nazismen under anden verdenskrig - uagtet hvilket motiv der så kan have været til denne modstand fra Jehovas Vidners side.

        Det første man mødte var et fjernsyn der var opstillet forbindelse med garderoben. Her blevet der vist en video som skulle virke som præsentation. Jeg nåede aldrig at se den færdig, ikke kun fordi min interesse herfor ikke var særlig stor, men der var så megen snak og støj, at det i periode var umuligt at høre hvad der blev sagt, endsige koncentrere sig. Det vil være synd at påstå, at det højlydte snak mindede en om et besøg, hvor man havde sorg, krig, død som ramme. Stemningen var ubehagelig respektløs over for de mennesker, hvis lidelser udstillingen skildrede.

 

Lidelsen

Udstillingen var i al væsentlighed præget af en nærmest endeløs række af lidelseshistorier, fremstillet på det nærmeste kvalmende. Det halve havde været mere end rimeligt.

        Det indtryk jeg sad tilbage med efter at været igennem mange af beretningerne det ville have været ulideligt at skulle læse dem alle - billeder og plancher var, at der var tale om en udstilling, der var lavet for Vidnerne selv, ikke for offentligheden.

        Da jeg forlod udstillingen var en af mine første tanker, at man har ønsket at give sektens medlemmer noget nyt at samles om. Nu hvor håbet om et forestående paradis svigter, søger man tilflugt i tidligere tiders martyrium, en flugt fra håb om liv - til higen efter frelse i død og elendighed, i sikker afstand fra og glemsel om de bristede illusioner.

        Det som personligt gør mig mest ærgerlig er, at der i grunden er tale om en nødvendig udstilling. Man må ikke glemme at der trods alt var mange menige Jehovas Vidner som gennemgik mange lidelser, lidelser der ikke må glemmes eller underkendes. Lidelserne som disse mennesker gennemgik er trods alt et vidnesbyrd om, hvad mennesker er villige til at gøre for en overbevisning - hvad man så mener om deres overbevisninger, er en ganske anden sag.

 

Det mest iøjnefaldende ved udstillingen var den stort set ensidige fokusering på lidelsen, og den ringe beskrivelse af historien og muligheden for en egentlig forståelse af, hvad det var der skete, og hvor mange Jehovas Vidner der i virkeligheden var i kz-lejre, hvor mange der døde og under hvilke omstændigheder.

        Udstillingen formåede aldrig at blive en beretning om Jehovas Vidner under nazismen, men en vammel udpensling og de lidelser som en række af familier og enkeltpersoner måtte gennemgå. Det hele blev en kvalmende og ulækker dyrkelse af lidelsen, ikke en skildring af en tros forsvar - desværre.

        Påfaldende ved den ensidige beskrivelse af lidelsen er også, at man ikke oplyser hvordan fx flere kampagner mere end noget andet var tilrettelagt med det ene formål at provokere det nazistiske regime i Tyskland. - Ved blot en smule snilde kunne Jehovas, Vidner uden de store problemer have fortsat deres forkyndelse og mission.

        Vagttårnsselskabet fik skabt et martyrium man kunne samles om, ganske som i USA, da man begyndte at forkynde og kontakte mennesker uden for kirkerne i kirketiden. Prisen blev betalt af det enkelte Vidne i form af lidelse - unødvendigt, hvis det var et troens budskab der skulle forkyndes.

 

Hvad skrev de dengang?

Påfaldende var også den udtalte mangel på et overblik eller oversigt over, hvad Vagttårnsselskabet egentlig skrev i perioden, hvor og hvornår. Fx blev der i Danmark intet negativt skrevet om nazismen i perioden 1940 til 1945. Tegninger over de tyske kz-lejre, som man roser sig så meget af at være blandt de første til at offentliggøre, var tilsyneladende kun tilgængelige i de amerikanske (engelsksprogede) skrifter. - Jeg har endnu ikke set dem gengivet i andre udgaver, og er heller ikke vidende om at det skulle have været tilfældet.

 

De mange Jehovas Vidner

Det store, nærmest massive fremmøde af Jehovas Vidner var på sin egen måde lige så påfaldende som udstillingen selv. Det virkede mest af alt ikke som om de var kommet for at se, jo det var de nok, men mest af alt for at kunne mødes, det at være sammen, hvilket de kunne være her på en anden måde end de plejer - det var ikke et stævne, selvom stemningen nemt kunne forveksles hermed.

 

Hvad er det man vil?

Efter at have set udstillingen melder der sig et påtrængende spørgsmål: Hvad er det egentlig man fra Vagttårnsselskabet har ønsket at opnå med denne udstilling?

        Internt fra Jehovas Vidner havde jeg hørt, at man havde opfordret medlemmerne til at arrangere det således, at man kom i grupper. Dette kan der havde været flere grunde til. Den første der falder mig ind er, at man har ønsket at give indtryk af en velbesøgt udstilling - i det mindste over for Vidnerne. Det andet er, at man ved at opfordre til grupper har kunne undgå at enkelte blev for længe og måske begyndte tænke hvad det egentlig var der blev vist, samt hvad der ikke blev vist. For det tredje, at man tilsyneladende ønsker at skabe sig et fællesskab omkring en skabt historie, der ikke nødvendigvis er historisk, men ideologisk, korrekt.

        Sammenholdt med hvordan Jehovas Vidner i øvrigt fører sig frem i pressen og medierne generelt er det tydeligt at man fra Vagttårnsselskabets side søger at gøre sekten Jehovas Vidner mere spiselig i den offentlig opinion at man bruger lidelsen til at påkalde sig opmærksomhed og sælge sit budskab, frem for et indhold der kan bære en kritisk vurdering - og samtidig give mennesker noget reelt at forholde sig til.