Jehovas Vidners hemmelige arkiver

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1996

 

Jehovas Vidner kom i mediernes søgelys da Vagttårnsselskabets hemmelige arkiver blev afsløret ved et tilfælde i forbindelse med et indbrud på sektens hovedkontor.

 

Natten mellem den 23. og 24. juli 1991 blev der begået et indbrud Jehovas Vidners danske hovedsæde i Holbæk. Til politiet oplyste man, at der var blevet stjålet et større pengebeløb, samt nogle papirer. Holbæk Amts Venstreblad bragte en udførlig reportage om indbruddet. Tilsyneladende et harmløst tyveri.

        Søndag den 17 maj 1992 kunne Dagbladet Politiken overraskende oplyse, at der i blevet stjålet et fortroligt arkiv indeholdende dybt personlige oplysninger om udstødte medlemmer. Eksistensen og omfanget af dette arkiv kom som en stor overraskelse for de fleste, også blandt udstødte Jehovas Vidner, som heller ikke vidste at de var blevet registret.

På baggrund af de oplysninger pressens havde fremført gik Registertilsynet ind i sagen omkring den 20. maj og den 14. september 1992 blev der afsagt kendelse. Registertilsynet udtalte i sin kendelse, at det pågældende kartotek var lovstridigt, og gav som følge heraf Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner pålæg om, inden 1 november 1992, at slette alle registrerede personlige oplysninger omhandlende årsager til disciplinære sager og behandlingen af disse. Kort før fristens udløb, meddelte Vagttårnsselskabet så, at de havde efterkommet Registertilsynets pålæg. Sagen har fået mange til at spørge: Hvad skal Jehovas Vidner med et sådant arkiv? Vil de følge Registertilsynets pålæg om at slette det og ikke fremover foretage registreringer?

        Det kan rejses berettiget tvivl om hvorvidt Vagttårnsselskabet vil efterkomme Registertilsynets krav. Organisationspolitisk vil man ikke kunne acceptere at der ikke må foretages en vis registrering af personer mod hvem der har været ført disciplinære sager. Begrundelsen er, at man må vide hvad sagen drejer sig om, personens holdning til og i sagen, samt kunne "beskytte" menigheden mod en eventuel skadelig åndelig påvirkning fra vedkommende.

        Udstødelsespolitikken hos Jehovas Vidner er en uadskillelig del af sektens lære. "Renhedskravet", der ligger til grund for udstødelse udgør en hjørnesten for store dele af deres religiøse liv. Man lever efter princippet "Lidt surdej gennemsyrer hele dejen", et princip, der, når det gælder disciplinærsager, håndhæves meget konsekvent, og som er ufravigeligt.

        For Jehovas Vidner gælder det, at lydighed mod Gud går forud for lydighed mod landets love, hvilket har betydning i de tilfælde hvor man mener at en lov hindrer dem i at opfylde et bibelsk bud, som efter deres mening er uopsættelig, som i dette tilfælde kravet om renhed i menigheden.

        Det betyder for Jehovas Vidner, at uanset hvad en myndighed måtte beslutte, i dette tilfælde Registertilsynet, vil man kun efterkomme et pålæg i det omfang, at det ikke hindrer sekten i at have de nødvendige oplysninger med henblik på. at kunne kontrollere en "synder". Denne viden er efter deres opfattelse nødvendig for at man kan beskytte sig imod, at "synderen" ikke på et senere tidspunkt kommer til at udgøre en trussel mod sekten og "renhedskravet".

Til belysning af Jehovas Vidners villighed til at efterkomme det af Registertilsynet fremførte pålæg i nærværende sag, vil der i det følgende blive fremført en række citater fra Vagttårnsselskabets litteratur. Disse citater er ikke illustrerende eller vejledende, men skal betragtes som en del af den "lov" Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidner vil i følge i sager som denne.

        Udgangspunkt for de anførte citater er, at Jehovas Vidner hævder at have belæg for en holdning, som siger, at der er situationer hvor det kan retfærdiggøres, at man lyver, fremsiger "halve sandheder", eller fortier ting, hvis de mener at deres 'loyalitet' mod Gud og hans interesser på jorden kræver det.

        Vagttårnet 15. maj 1956, bragte en artikel der redegjorde for hvordan Jehovas Vidner skal reagere og handle over for dem der modstår eller /forfølger:

»Husk på, at der var krig på det tidspunkt. Fjenderne fortjente ikke at få sandheden at vide, så de kunne volde Jehovas tjenere skade eller bringe dem i livsfare. I krigstid er det på sin plads at vildlede en blodtørstig fjende.«

»I krigstid er det på sin plads at vildlede.« Her skal man holde sig for øje, at Jehovas Vidner oplever det som om de befinder sig i en åndskrig mod det samfund der er uden for Jehovas Vidners samfundet, mod denne verden, der er i Satans vold Derfor vil der også altid være belæg for de manøvrer man måtte finde passende at anvende for at dække over deres handlinger og efter deres mening retfærdiggøre dem.

»Når de ukristelige ulve erklærer fårene krig og optræder som sådanne, der "kæmper mod Gus", er det på sin plads, at de harmløse får af hensyn til Guds gerning går strategisk til værks over for ulvene. Ingen, som denne strategi anvendes overfor, lider uretfærdig overlast, men "fårene" eller de interesser der er værd at værne om, bliver beskyttet. Gud tvinger os ikke til at være dumme som får og spille os selv lige i hænderne på fjenden. ...... Det er helt i sin orden at holde vor tilrettelæggelse af det arbejde, Gud har befalet os at udføre, skjult. Hvis de ulveagtige fjender drager forkerte slutninger på grundlag af de manøvrer, vi foretager for at lede dem på vildspor, sker der dem ingen skade, for vi handler som harmløse får, og i vore motiver er vi skyldfri som duer. ... ... Hvis han af samvittighedsgrunde nægter at sige alt, er han rede til at tage følgerne, skulle han blive idømt straf. Når han nægter at sige alt, er det ikke for at slippe fri for straf, men fordi han er rede til at udstå straf for sin samvittigheds skyld. ...... «

»Hvis han af samvittighedsgrunde nægter at sige alt.« Når der tales om samvittighedsgrunde, betyder det for et Jehovas Vidne, at det er et spørgsmål om at bevare en god samvittighed overfor sektens øverste ledelse, Det styrende Råd, der er Guds kanal eller talerør på jorden.

        »Branch Office procedure«, der indeholder instruktioner for hvordan ledelsen hos Jehovas Vidner skal håndtere 'uheldige' oplysninger, siger bl.a. i kapitel 24: »Husk på hvilken effekt artiklerne har på folk i jeres område. Nogle gange er det bedst ikke at fortælle ting selv om de er sande. Det kan skabe problemer for vore brødre eller vores arbejde i de pågældende lande.« Med hensyn til nærværende sag, sagde man i begyndelsen ikke alt, men vedgik kun kendsgerningerne i takt med at tingene ikke længere kunne forties.

        »Samvittighedsgrunde« kan også være at beskytte "rigets [Vagttårnsselskabets] interesser", at kunne sige til sig selv, at de mennesker, som kræver svar på noget, er Satans tjenere og som sådanne ikke har krav på at vide alt. Vagttårnet 1. september 1960 behandlede spørgsmålet om, hvorvidt man altid skal tale sandhed, og sagde:

»Guds ord befaler: "Tal sandhed, hver med sin næste" (EF. 4:25) Dette bud betyder imidlertid ikke at vi skal fortælle enhver der spørger os, alt hvad denne ønsker at vide. Vi skal fortælle sandheden til alle som har ret til at kende den, men dersom nogen ikke har denne ret, og alligevel spørger, kan vi give et undvigende svar. Men vi må ikke fortælle en løgn. ...... Der giver imidlertid en undtagelse som den kristne altid må huske. Som soldat for Kristus kæmper han i en teokratisk krig og han må gå frem med større forsigtighed når han har med Guds fjende at gøre. Bibelen viser således at det er ret at skjule sandheden for Gudsfjender for derved at beskytte Guds sags interesser. ...... Dette kommer ind under udtrykket "krigslist" som blev forklaret i Vagttårnet 15. maj 1956 og, det stemmer overens med Jesu råd om at vi skal være "forsigtige som slanger" når vi kommer iblandt ulve. Skulle omstændighederne kræve at en kristen kaldes i vidneskranken og må aflægge ed på at han vil sige sandheden, da må han, hvis han overhovedet udtaler sig, holde sig til sandheden. Stillet over for valget mellem at tale og forråde en broder, eller at undlade at tale og blive anklaget for at vise foragt for retten vil den modne kristne tænke på sin broders velfærd frem for sin egen, idet han husker Jesu ord: "Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner." ......«

Med udtrykket »Guds fjender« menes der her alle, der ikke er Jehovas Vidner, specielt dem der taler ufordelagtigt om sekten eller modarbejder dem. »Guds sags interesser« omfatter blandt andet at medlemmer skal fastholde "renhedskravet".

        At man fra Vagttårnsselskabet side om nødvendigt fremsiger usandheder for at dække over for dem uheldige forhold, har denne "kartoteks-sag" allerede vist flere gange. Da det kom frem at kartoteket var blevet stjålet, nægtede man i begyndelsen eksistensen af et sådant kartotek. Jørgen Larsen og Erik Jørgensen, begge fra Jehovas Vidners hovedkontor i Holbæk, har både i aviser og i TV-2's nyhedsudsendelser, flere gange fremsagt usandheder eller benægtet flere af de forhold der nu er kommet til offentlighedens kendskab.

        Selv den af Registertilsynet afsagte kendelse indeholder eksempler på, at de oplysninger som Vagttårnsselskabet har givet, ikke er korrekte. Ifølge kendelsens side 3 og 4 har Jehovas Vidner oplyst:

  1. at en registrering højst opbevares i 5 år efter en genoptagelse.

  2. at omfanget af sager i de enkelte lokale arkiver skulle være begrænset, fra ingen til "måske" 7-10, ligesom Jehovas Vidner giver det indtryk, at der "kun" er tale om ca. 2.300 sager.

Med hensyn til punkt a) kunne Politiken, torsdag den 21. maj 1992, tilbagevise dette. Fotografier af flere af de registrerede sager, som var op til 40 år gamle, afslørede, at de var påstemplet »Må ikke tilintetgøres«. Dette var også tilfælde i flere sager, hvor et udstødt Jehovas Vidne var blev genoptaget i sekten.

        Hvad angår omfanget af registreringen, punkt b), så har Jehovas Vidner i dag ca. 225 menigheder, hvilket i sig selv giver et gennemsnit på godt 10 for alle menigheder. Er der menigheder uden arkiverede sager, kan det kun skyldes at der er tale om nyere oprettede menigheder. Men med lidt let hovedregning kommer tallet imidlertid hurtigt til at se ganske anderledes ud. 40 år med udstødelse og med 100-150 sager om året bliver antallet af sager et sted mellem 4.000 og 6.000.

        Man må heller ikke overse, at arkiverne også omfatter disciplinærsager, der ikke har ført til udstødelse. Enhver disciplinær sag der medfører en "irettesættelse" bliver registreret og indberettet til Jehovas Vidners hovedkontor i Holbæk. Politiken, søndag den 24. maj 1992, havde et eksempel på dette på en sådan disciplinærsag, hvor et medlem af sekten, der deltog i "Sjælland Rundt".

        Kartotekssagn har på flere måder været med til at kaste lys over Vagttårnsselskabet, organisationen Jehovas Vidner, hvordan den arbejder og står for et autoritært system, der holder sine medlemmer i meget stramme tøjler.