Hvad var det de sagde ......?

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1998

 

Onsdag 15. juli 1998 bragte Berlingske Tidende nyheden om, at Vagttårnsselskabet i et forlig ved Den Europæiske Menneskerettighedskommission tidligere på året havde givet Jehovas Vidner lov til følge deres samvittighed i spørgsmålet om blod - at medlemmer af Jehovas Vidner frit kunne sige ja til at modtage en blodtransfusion, uden at det ville medføre sanktioner fra sektens side.

        At man fra Vagttårnsselskabet side har bevæget sig ud på dybt vand kan der ikke herske tvivl om, da forligsteksten kun kan tolkes på to måder: Enten er spørgsmålet om blod fremover helt og holdent et samvittighedsspørgsmål, eller, alt er ved det gamle, og man har løjet over for både de bulgarske myndigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskommission.

        Vagttårnsselskabets repræsentanter hævder at alt er ved det gamle, hvilket vil sige, at man udstødes for at have et andet syn på medicinsk anvendelse af blod end det Vagttårnsselskabet foreskriver sektens medlemmer. Men åbent at indrømme dette, er det samme som at vedgå at man har løjen over for både Kommissionen og myndighederne i Bulgarien - og det går ikke!

        Og hvad gør man så? Jo man går frejdigt ud og proklamerer, at man ikke bliver udstødt for at tage imod en blodtransfusion - vel at mærke, hvis ... ... ... bla. bla. bla. bla ...! En god gang indpakning i sniksnak, og ,det har vi aldrig sagt" (dvs. ikke noget forlig, ikke noget udsalg af holdninger for at redde skindet og opnå den ønskede godkendelse).

        Det følgende er en trangsscript af udtalelser fremsat af medlemmer af Jehovas Vidners Informationstjeneste (Michael Bjørk og Erik Jørgensen) i dansk TV den 15. juli, som svar på nyheden fra Bulgarien, som ifølge Erik Jørgensen, ikke er nyt, men blot en bekræftelse på, hvordan det altid har været. Det er et smukt eksempel på at snakke uden om, lege med ordene og fordreje kendsgerningerne.

 

Kanal 2-rapporten. kl. 17.30

Michael Bjørk: Vi har ikke noget der hedder at blive automatisk smidt ud. Det der er afgørende er ens syn på hvad der er rigtigt for kristne. Det er en kendsgerning at vi mennesker kan blive svage, og det kan vi i mange forskellige forbindelser. Det kan man i forbindelse med familieliv, eller andre ting. Og den der er svag og giver efter på en punkt, som han egentlig ved, hvor han skulle holde fast. Vedkommende dér har det jo svært med sig selv, og så vil vi hjælpe ham.

Journalist: Og Jehovas Vidner i Danmark fastholder Bibelens ord:

Michael Bjørk: Det står faktisk meget utvetydigt. Den kristne må så gøre op med sig selv, vil han følge Bibelens bud, eller ikke gøre det.

Journalist: Og samtidig afviser man, at man smider medlemmer ud, fordi de bryder reglerne om blodtransfusion.

Michael Bjørk: Hvis en tager helt afstand fra hvad Bibelen siger, jamen så har vedkommende jo egentlig erklæret, at han ikke er kristen. Og så kan han ikke være i den kristne menighed. Men det er en helt anden ting.

 

TV-avisen, DR 1, kl. 21.00

Michael Bjørk: Altså, hvis patienten kommer sig og bagefter siger: "Jeg gjorde det der, og det var i svaghed", eller "det er ikke noget jeg går ind for", så sker der ikke mere med vedkommende. Man kan være svag, selvom man i virkeligheden har en bestemt opfattelse, man inderst inde går ind for, og som ens samvittighed egentlig tilsiger. Og det kan man godt være mere end en gang. Altså det kan godt ske at man igen, lad os sige, efter nogle år pludselig bliver presset og føler sig overrumplet af noget man egentlig ikke selv går ind for. Og det har vi fuld forståelse for.

Journalist: Hvorfor er det at Jehovas Vidner siger nej til blodtransfusion?

Erik Jørgensen: Det er fordi vi gerne vil adlyde Guds lov. Og Bibelens lære er klar og tydelig, både Det gamle Testamente og Det nye Testamente. Derfor siger vi nej til blodtransfusion."

Journalist: Men alligevel har man i Bulgarien, gjort noget andet, nemlig givet afkald på doktrinen, som ekskluderer medlemmerne der tager imod en blodtransfusion. Har I informeret jeres medlemmer om det?

Erik Jørgensen: Nu har jeg haft lejlighed til at se, den aftale der er truffet, nede i Bulgarien, og jeg kender ikke alle detaljer i den. Og lige umiddelbart tænkte jeg: "Det ser mærkeligt ud." Men da jeg nærlæste, så kunne jeg se, at det der i virkeligheden var tale om, det var at man præciserede den praksis som vi altid har fulgt inden for Jehovas Vidner.

Journalist: Men vil det sige at man i dag kan tage imod en blodtransfusion, og stadig være velkommen hos jer, fx. her i Danmark?

Erik Jørgensen: Spørgsmålet om at tage imod en blodtransfusion, har jo noget at gøre med at holde fast ved troen. Hvis man svigter sin tro, får man det meget svært. Og derfor har man brug for hjælp og støtte og sjælesorg. Og vi træder til med en sådan hjælp og støtte, hvis nogen i et øjebliks svaghed giver efter for pres eller de omstændigheder de har levet under. Vi farer ikke frem med at udstøde dem og fjerne dem fra menigheden, for vi kan alle sammen komme til kort, både på det punkt og på et andet punkt.

Journalist: Det vil sige, der er ikke eksklusion?

Erik Jørgensen: Der er ikke en eksklusion automatisk efter noget sådant.

Journalist: Men betyder det alligevel ikke, at der er noget der er døde forgæves, fordi man kan angre bagefter?

Erik Jørgensen: Nej, men sagen er at vi har haft her i landet 30, 40 år vi kan se tilbage på. Og vi kan se at i de 30 til 40 år der har der kun været ét enkelt tilfælde, hvor en har taget imod en blodtransfusion, og efterfølgende har afskrevet sig samværet med Jehovas Vidner. Så sagen er, at hvis nogen i svaghed begår noget forkert, så er det en stor problem for vedkommende selv. Og da prøver vi at komme vedkommende i møde og hjælpe dem. Det er en helt anden situation, hvis nogen vælger at forlade troen og derfor forlader Jehovas Vidner.

Journalist: Men er der tale om i øjeblikket, at I er inde i en proces, hvor I, som en af deltagerne sagde, 'gerne vil ændre Jeres image lidt'?

Erik Jørgensen: "Nej, der er slet ikke tale om at vi vil ændre et så grundlæggende, som spørgsmålet om vores indstilling til blod. Det er en grundlæggende læresætning, og den er knyttet til så mange andre ting vi tror på, så der er ikke tale om at vi forlader det."

Journalist: "Så der er ikke tale om nye kom­promiser, nye linier? I står der, hvor I altid har stået?"

Erik Jørgensen: "Det er helt rigtigt, ja. Og det betyder at vi altid er parat til at hjælpe vores medlemmer, som kommer til kort, på et eller andet måde, fordi vi tilbeder jo en kærlighedens og barmhjertighedens gud."

 

Når man tænker over hvad det egentlig er hvad de siger, kan man undres over, om der er noget nyt på vej, eller det blot er den sædvanlige benægtelse af kendsgerningerne, fordi man ikke vil stå ved den måde man behandler medlemmer der ikke fanatisk og ukritisk følger Vagttårnsselskabet i enhver henseende.

        Når f.eks. Erik Jørgensen udtaler at "vi altid er parat til at hjælpe vores medlemmer, som kommer til kort, på et eller andet måde", så er spørgsmålet hvor langt denne "hjælp" eller "omsorg" rækker?

        Mon ikke de fleste nuværende og tidligere medlemmer af Jehovas Vidner kan huske, hvor mange lidelser og besværligheder som unge Jehovas Vidner har måtte gennemgå i militærspørgsmålet, specielt blandt dem, hvor et Vidne er blevet henrettet eller afsone lange fængselsstraffe for ikke at ville udføre sin værnepligt, enten i uniform eller som civilt erstatningstjeneste?

        I en håndevending ændrede man pludselig holdning og så var det tilladt for vidnerne under visse forudsætninger at udføre civil værnepligt. Det kan ikke undre at mange har følt sig underlig til mode, at de har været holdt for nar. Jeg har talt med flere Vidner, for hvem netop dette har været årsag til, at de begyndt at stille kritiske spørgsmål til Jehovas Vidners lære og den myndighed som man tillægger Vagttårnsselskabet.

        Internt i Vagttårnsselskabets ledelse er man åbenbart opmærksom på dette problem, og i Vagttårnet for 15. august 1998, har man berørt dette. Men det er ikke ligefrem ,omsorg" og forståelse der kendetegner Vagttårnsselskabets holdning. På side 17 skriver man i afsnittet "Følelsen af at have gennemgået unødige lidelser":

        »Nogle forkyndere har før i tiden måttet lide ondt fordi de nægtede at deltage i noget som deres samvittighed måske ville tillade dem at gøre i dag. For eksempel har de måske for år tilbage nægtet at udføre visse former for civil tjeneste. En broder føler måske nu at han med god samvittighed kunne udføre en sådan tjeneste uden at krænke sin kristne neutralitet i forhold til den nuværende tingenes ordning.

         I nyere tid har nogle Jehovas vidner haft et meget strengt syn på hvad de ville eller ikke ville gøre. Det har medført at de kom til at lide mere end andre. Senere har større kundskab hjulpet dem til at få en mere ligevægtig opfattelse. Men de har ingen grund til at fortryde at de tidligere har handlet i overensstemmelse med deres samvittighed, heller ikke selv om det måske har medført ekstra lidelser. Det er rosværdigt at de har vist deres villighed til at lide ondt og i trofasthed mod Jehova 'gøre alt for den gode nyheds skyld'. Jehova velsigner en sådan gudhengivenhed. (1 Korinther 9:23; Hebræerne 6:10) Apostelen Peter skrev med indsigt: "Hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud." - 1 Peter 2:20.«

Meget kan man sige om Vagttårnsselskabet, men dygtige til at vaske hænder og løbe fra ansvaret, det kan man. Og det der her siges om den civile værnepligt, minder på mange måder om den måde man har svaret på kritiske spørgsmål omkring den måde man har handlet i Bulgarien bortset fra at man stadig udstøder, hvilket ikke længere er tilfældet når det gælder den civile værnepligt. Og det skal blive interessant, hvor mange der stiltiende sluger den bortforklaring.