Jehovas Vidner og militærtjeneste

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1996

 

Med ændringen af holdningen til civil tjeneste har Vagttårnsselskabet tilsyneladende brudt med den uforsonlige linje over for Staten og statsapparatet.

 

Efter ændringen af Jehovas Vidners syn på samfundstjeneste, i forbindelse med nægtelse af militærtjeneste, som blev bekendtgjort i Vagttårnet 1. maj 1996, har der været en vis usikkerhed om, hvor omfattende disse ændringer er. Enkelte er gået så langt som at hævde, at der åbnet op for at Jehovas Vidner kan udføre uniformeret militærtjeneste.

Jeg vil i denne artikel kort gennemgå centrale passager i det pågældende Vagttårn og kommentere disse. Af hensyn til de læsere der ikke har læst det pågældende Vagttårnet bringes her et uddrag fra den del af artiklen, hvor ændringerne fremføres:

 

Tvungen militærtjeneste
§12 De tidligste kristne bestræbte sig for at være gode samfundsborgere, men deres tro forbød dem at tage andres liv, eller at ofre deres eget liv for staten. .........
§13 Hvorfor har medlemmerne af kristenhedens kirker ikke samme holdning i dag? Fordi der skete en radikal ændring i det fjerde århundrede. ......... Fordi man således lod hånd om hvad Jesus havde lært, har præster i kristenheden lige siden da opfordret deres sognebørn til at gøre tjeneste i de forskellige landes militær, skønt nogle enkelte har valgt at være militærnægtere.
§14 Er kristne forpligtede til at følge flertallet i dette? Nej. Hvis en indviet, døbt kristen er borger i et land hvor "præster" eller "ordets tjenere" i de forskellige trossamfund kan blive fritaget for militærtjeneste, har han lov til at benytte sig af denne rettighed, da han jo som evangelieforkynder er en sand ordets tjener. .........
§15 Men hvad så hvis den kristne bor i et land hvor der ikke gives fritagelse til ordets tjenere? Han må da træffe en personlig beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed. (Galaterne 6:5) Han vil naturligvis tage kejserens myndighed i betragtning, men samtidig omhyggeligt overveje hvad han skylder Jehova. ......... Han vil heller ikke glemme de bibelske principper i skriftsteder som Esajas 2:2-4; Mattæus 26:52; Romerbrevet 12:18; 14:19; Andet Korintherbrev 10:4; og Hebræerbrevet 12:14.

Civil tjeneste
§16 Der er imidlertid lande hvor staten ikke giver "ordets tjenere" fritagelse for militærtjeneste, men alligevel anerkender at der er nogle som ikke ønsker at udføre militærtjeneste. Mange af disse lande giver mulighed for at de som af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste, ikke tvinges til det. Nogle steder betragtes en tvungen civil tjeneste, såsom et samfundsnyttigt arbejde, som en ikke-militær tjeneste for staten. Kan en kristen deltage i en sådan tjeneste? Også i dette tilfælde må en indviet, døbt kristen selv træffe sin beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed.
§17 .........
§18 Således er der også i dag lande hvor staten eller lokale myndigheder forlanger at borgerne deltager i forskellige former for samfundstjeneste. Der kan være tale om et bestemt projekt, såsom udgravning af en brønd eller anlæggelse af en vej; det kan også være en regelmæssig tjeneste, såsom ugentlig rensning af en vej eller rengøring på skoler og hospitaler. Når en sådan tvungen tjeneste har været til gavn for samfundet og ikke har haft forbindelse med falsk religion eller på anden måde været i strid med Jehovas vidners samvittighed, har de ofte efterkommet ordren. (1 Peter 2:13-15) Det medvirker til at der aflægges et godt vidnesbyrd, og det har somme tider bragt dem til tavshed der med urette beskylder Jehovas vidner for at være fjender af staten. - Jævnfør Mattæus 10:18.
§19 Men hvad så hvis staten kræver at en kristen i en periode skal udføre en civil tjeneste, som en form for national tjeneste der udføres under civil forvaltning? Også i en sådan situation må den kristne træffe sin egen afgørelse ud fra en oplyst samvittighed. ......... Det kan også være klogt at han taler om spørgsmålet med andre modne kristne i menigheden. Derefter kan han træffe sin personlige afgørelse. - Ordsprogene 2:1-5; Filipperne 4:5.
§20 Når en kristen undersøger et sådant spørgsmål, må han tage adskillige bibelske principper med i betragtning. ......... Samtidig gør den kristne klogt i at undersøge hvad den pågældende civile tjeneste vil omfatte. Hvis han siger ja, vil han da kunne bevare sin kristne neutralitet? (Mika 4:3, 5; Johannes 17:16) Vil han få berøring med falsk religion? (Åbenbaringen 18:4, 20, 21) Vil den pågældende tjeneste forhindre ham i, eller i urimelig grad begrænse, udførelsen af hans kristne pligter?.........
§21 Hvad så hvis den kristne ud fra en ærlig overvejelse af sådanne spørgsmål når til den konklusion at den pågældende civile tjeneste for staten er en "god gerning" som han godt kan udføre i lydighed mod øvrigheden? Da er det hans eget ansvar over for Jehova. De udnævnte ældste og andre må fuldt ud respektere broderens samvittighed, og det ændrer intet ved hans omdømme som en kristen broder i menigheden. Hvis den kristne imidlertid føler at han ikke kan udføre denne civile tjeneste, skal dette standpunkt respekteres på samme måde. Hans stilling i menigheden er ikke berørt af det, og man bør yde ham kærlig støtte. - 1 Korinther 10:29; 2 Korinther 1:24; 1 Peter 3:16.
- Vagttårnet 1. maj 1996, side 18-20.

Inden jeg kommenterer artiklen vil jeg dog indledningsvis henlede opmærksomheden den side af Jehovas Vidners tro, som omhandler det absolutte modsætningsforhold, der er mellem Jehova og Satan, og den relative underkastelse som Jehovas Vidner - som "den nye verdens samfund", tilhørende Jehova - har i forhold til verdslige myndigheder, der er tilhørende Satan og som kun midlertidigt er accepteret af Jehova.

Det teologisk og læremæssigt grundlæggende modsætningsforhold, der er mellem Jehova og 'Teokratiet' og Satan og verdenen, og, som har været gældende siden 1938, er ufravigeligt for Jehovas Vidner. Det er hjørnesten i hele forståelsen og tolkning af artiklen i Vagttårnet 1. Maj 1996.

Et medlem af Jehovas Vidner som accepterer at bære uniform eller stiller sig under en militær eller religiøs myndighed kommer i konflikt med dette, og vil ved dette blive udstødt øjeblikkeligt!

Et grundlæggende parameter som anvendes af Vagttårnsselskabet til vurdering om en given adfærd er acceptabel eller ikke, er det dynamiske forhold mellem begreberne "tid" og "adfærd", samt denne dynamiks funktion i opretholdelsen af modsætningsforholdet mellem "Teokratiet" og "Verden", mellem dem der tilbeder Jehovas og dem der tilbeder Satan.

Dette skal tillige ses i lyset af at Jehovas Vidners vigtigste kendetegn eller egenskab er "forkynderen". For et Jehovas Vidne tilhører al hans "tid" (liv) Jehova, Jehovas interesser og hans Teokrati. Et Vidnes adfærd er et udtryk for hvordan han forvalter sin tid og om hans liv er "forkynderens".

Med disse indledende bemærkninger vil kommentere de centrale afsnit i Vagttårnet 1. Maj 1996, Side 18.§11-19.§15 - Tvungen militærtjeneste:

Udgangspunktet (§11) er de krav som "Kejseren" kan stille til et Jehovas Vidne og hvorvidt Vidnet er forpligtet til at efterkomme dette krav, og her er det spørgsmålet om Vidnet skal være villig til at ofre livet for "Kejseren". §12 betoner hvad der i den aktuelle sag er at betragte som ret adfærd, ikke at deltage i militære handlinger af nogen art. §13 forklarer, at grunden til at der i dag er mennesker der bekender sig som kristne og alligevel bærer våben er, at de lader hånt om Jesu ord og at præsterne har svigtet ved at opfordre de troende til at udføre militærtjeneste.

Den første sætning i §14 er altafgørende! Der siges her: »Er kristne forpligtet til at følge flertallet i dette? Nej.« Men denne sætning gives der et ultimativt nej til at et Jehovas Vidne kan give noget af sin "tid" til "Kejserens" militær. Det som forvirrer er det der siges i §15: »Han må da træffe en personlig beslutning ud fra sin bibeloplærte samvittighed.« I lyset af det forudgående kunne det ses ud som om militærtjeneste er blevet gjort til et individuelt anliggende - hvilket antageligt også er sådan Vagttårnsselskabet ønsker udenforstående skal forstå det, specielt i de østeuropæiske lande, hvor Jehovas Vidner har vanskeligheder med at blive anerkendt på grund af deres afvisning militærtjeneste.

Omtalen af at Jehovas Vidner i visse lande har mulighed for fritagelse fra militærtjeneste, fordi de betragtes som "præster", har kun et formål, at lægge et tågeslør ud over den reelle holdning som Vagttårnsselskabet har i dette spørgsmål. - Det som efterfølgende siges er en gentagelse af indledningen fra §14, om end omformuleret: »Han vil naturligvis tage kejserens myndighed i betragtning, men samtidig omhyggeligt overveje hvad han skylder Jehova.« Dette kan af et Jehovas Vidne kun læses som et nej, fordi det "han skylder Jehova" ikke kan forenes med en underkastelse under en militær myndighed, ej heller forenes med det princip der nævnes i for eksempel Esajas 2:2-4.

Konklusion er at militærtjeneste under ingen omstændigheder kan forenes med det at være et Jehovas Vidne.

I §16 kommer så det der er sagens kerne: Der er lande hvor der ikke gives fritagelse fra militærtjeneste, men som i stedet pålægger militærnægtere en tvungen civil tjeneste. Kan et Jehovas Vidne acceptere en sådan civil tjeneste, også selvom der sker som en erstatning for militærtjeneste?

Som udgangspunkt for en stillingtagen til dette spørgsmål henviser man til et historisk værk (§17, ikke citeret her) som fortæller, at tvangsarbejde på Bibelens tid var et relativt udbredt fænomen, samt at beretningen manden der blev pålagt at bære Jesu kors, er et eksempel på dette. Dette blive derefter brugt som en parallel til, at der også i dag er lande, hvor det er almindelig praksis, at staten eller lokale myndigheder forlanger at borgerne deltager i forskellige former for samfundstjeneste. Når Jehovas Vidner bliver pålagt sådan en samfundstjeneste, og det ikke sker til fordel for eller under en religiøs institution, har Jehovas Vidner kunnet deltage.

Nu er spørgsmålet så: Men hvad så hvis staten kræver at en kristen i en periode skal udføre en civil tjeneste, som en form for national tjeneste der udføres under civil forvaltning? (§19) - Også her siges der som tidligere, at det er den enkeltes egen beslutning, MEN bemærk så, hvad der siges efterfølgende om DENNE beslutning: »De udnævnte ældste og andre må fuldt ud respektere broderens samvittighed, og det ændrer intet ved hans omdømme som en kristen broder i menigheden.« (§21)

I stedet for at afvise den civile nationaltjeneste, opstilles der nogle kriterier for at kunne udføre den: Vil han få berøring med falsk religion? Vil den pågældende tjeneste forhindre ham i, eller i urimelig grad begrænse, udførelsen af hans kristne pligter?

Konklusionen bliver (§21), hvis et Jehovas Vidner skønner, i lyset af ovenstående spørgsmål, at den pågældende nationaltjeneste for staten er en "god tjeneste", da vil han kunne udføre den. Forudsætningen er dog klar: At denne tjeneste administreres af en civil myndighed, og udføres uden nogen form for kontakt til militære og kirkelige institutioner.

Hermed har Vagttårnsselskabet sagt: Civil tjeneste er tilladt under visse forudsætninger, men militærtjeneste er forsat forbudt, og det medlem der vælger en tjeneste for militæret vil blive udstødt!

 

Supplerende kommentar:

Med ændringen af holdningen til civil tjeneste er sket et brud på den uforsonlige linje over for Staten og statsapparatet som blev lagt med indførelse af Teokratiet i 1938 og neutralitetspolitikken i 1939.

Som et kuriosum til den ændring der blev indført 1. maj 1996 kan man læse følgende i Vågn Op!, 8. marts 1975:

»Jehovas Vidner i Holland har både nægtet at udføre militærtjeneste og en hvilken som helst form for våbenfri tjeneste der tilbydes i stedet for. ......... "Når man nægter at udføre militærtjeneste," sagde regeringens embedsmænd, "bliver man overført fra militær myndighed til civil myndighed, og fra det øjeblik har man intet at gøre med militæret. Hvorfor har De da alligevel så meget imod at påtage Dem et sådant civilt arbejde? ......... Civil tjeneste som erstatning for militærtjeneste vil være lige så uanstændigt for den kristne som selve militærtjenesten. Ved at påtage sig den vil han blive en del af verden, i stedet for at holde sig adskilt fra verden, som Jesus sagde han skulle.«

Hidtil har det været et krav, at Jehovas Vidner ikke måtte underkaste sig statens vilje, at Staten ikke har ret til at råde over ens tid. Nu er det ikke længere et spørgsmål om det er Staten, men om hvilke dele af Staten, der er tale om.

Tidligere hed det, at staten (Kejseren) ikke har ret til at gøre krav på et Jehovas Vidnes liv og tid, da Jehovas Vidner har overgivet deres liv til deres gud Jehova.

Nu hedder det: Selv om Satan er denne verdens usynlige hersker, må kristne altså forstå, at det ikke er Satan de underlægger sig når de anerkender, at de i relativ forstand er underordnede i forhold til staten. Det er Gud de adlyder. Endnu i 1996 er den politiske stat en del af "Guds ordning".