Jehovas Vidner og nationalstaten

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1999, 2002

 

Jehovas Vidners ekspansion i Østeuropa og Rusland har vist nye sider af sekten i dens bestræbelser for at vinde fodfæste i form af juridisk anerkendelse som trossamfund med de rettigheder dette indebærer.

 

Jehovas Vidner er et samfund i samfundet der er bygget op omkring Vagttårnsselskabet, der fungerer som en lovgivende og dømmende magt, der fordrer medlemmernes fulde underkastelse. Jehovas Vidner er som (tros-)samfund kendetegnet ved at være teokratisk styret og adskiller sig fra nationalstaten på to punkter. For det første har det ingen udøvende magt. For det andet eksisterer Jehovas Vidner uafhængigt af og på tvært af geografiske grænser. Den øverste myndighed er Vagttårnsselskabet (som Guds stedfortræder på jorden), hvis love går forud for de verdslige myndigheders og er hævet over statens i tilfælde af konflikt mellem de to instanser.

Om Jehovas Vidner, som gruppe betragtet, kan man sige at de generelt er kendetegnet ved at være gode borgere, ærlige, flittige, passer deres arbejde, betaler deres skat, etc. Men samtidig må man også holde sig for øje, at disse kvaliteter ikke er udsprunget af et ønske om at være gode borgere, men fra at være rettroende medlemmer af Jehovas Vidner. Lovlydighed og samvittighed er for et rettroende Jehovas Vidne helt i gennem styret og kontrolleret af Vagttårnsselskabet, betinget af sektens aktuelle interesser.


Jehovas Vidners syn på staten og verdslige myndigheder

Når Jehovas Vidner i deres publikationer redegør for deres forhold til verdslige myndigheder tegner der sig meget hurtigt et modsætningsforhold, som næsten uundgåeligt vil give problemer. På den ene side gør man meget ud af at fremhæve vigtigheden af, at den enkelte adlyder loven, underkaster sig de herskende myndigheder, og lever et regelret liv. På den anden side påpeger man over for sine medlemmer, at statens myndighed kun er relativ, at der er nogle klare grænser for, hvad staten eller en verdslig myndighed kan forlange af et Jehovas Vidne.

I 1990 skrev man i sektens blad Vagttårnet (udgaven af 1. november) følgende i en artikel om "Vor relative underkastelse under de højere myndigheder": "Hvis øvrigheden forlanger noget der er i modstrid med en oplært kristen samvittighed, går den ud over sine gudgivne beføjelser. […] Når kejseren forlanger noget der tilhører Gud, erkender vi at Gud står øverst."

Ifølge Jehovas Vidner er verden opdelt i to organiserede systemer, med hver sin hersker. Det ene system er Guds, som Vidnerne omtaler som "Guds organisationen" eller blot "organisationen" og det andet "Satans organisation eller i daglig tale "verden". Mennesker kan således vælge at leve under et af to systemer. Enten Guds, repræsenteret ved Jehovas Vidner, eller Satans, alt hvad der ikke er Jehovas Vidner. Herskerne for begge systemer har her på jorden, hvad man kan kalde en stedfortrædende "person", som har myndighed til at regere på vegne af herskeren.

Vagttårnsselskabet er det "redskab" eller "system", hvorigennem Gud taler til mennesker i dag, og som man skal adlyde og underkaste sig for at blive frelst. Staten og verdslige myndigheder er Satans redskaber, hvis opgave er at opretholde den nuværende verdensorden med de organiserede samfund og de fordele som dette kan medføre, eksempelvis sundhedsvæsen og ordensmagt.


Modsætningen mellem Vagttårnsselskabet og statsmagten

Lidt forenklet kan man sige, at Jehovas Vidner ser sig selv som et af Gud organiseret og ledet folk eller samfund, der lever i en verden, der er styres af Satan. Vagttårnsselskabet er det organ hvorigennem Gud taler til Jehovas Vidner, og resten af menneskeheden. Denne organisation er udtryk for Guds ønske om at mennesker kan blive frelst. Frelsen er dog betinget af en blind og ubetinget lydighed mod Vagttårnsselskabet.

Når man bliver medlem af Jehovas Vidner indebærer det at man anerkender Vagttårnsselskabets myndighed, som stedfortræder for Gud. At sige ja eller nej til Vagttårnsselskabet er det samme, som at sige ja eller nej til Gud. I praksis betyder det, at det er Vagttårnsselskabet, der er den øverste autoritet og myndighed i Vidnernes liv, at Jehovas Vidner kun adlyder samfundets love, så længe de krav det stiller ikke er i konflikt med de regler som Vagttårnsselskabet fremsætter.

Men der er også en anden, set med statens og samfundets øjne, uholdbar konsekvens ved denne grundlæggende holdning til samfundets myndigheder, som Vagttårnsselskabet er eksponent for. Hvis et medlem af Jehovas Vidner begår en lovovertrædelse, som ikke direkte fordømmes af Vagttårnsselskabet og derfor kan føre til udstødelse af sekten, ser man ingen grund til at myndighederne informeres, eller gøre noget for at bringe en sådan handling eller handlinger til ophør. Man ser sig ikke forpligtet til at informere om ulovligheder inden for egne rækker.

Sekten blad Vagttårnet for 15. september 1968 udtrykte det på dette måde: "Ældste i den kristne menighed har pligt til at tage sig af sager hvor nogle har overtrådt Guds lov, for eksempel angående tyveri, mord og umoralitet. Men Gud kræver ikke at ældste i menigheden skal håndhæve kejserens love og bestemmelser." Efterfølgende siges der: "Hvis en person groft overtræder den verdslige lov og får ry for at være kriminel, vil han naturligvis ikke være et godt eksempel og kan endda blive udstødt."

Hvad Vagttårnsselskabet siger er, at den afgørende faktor ikke er lovovertrædelsen, men om Jehovas Vidners navn bringes i vanry. Denne udtalelse er i realiteten en indirekte opfordring til at lukke øjnene for visse former for kriminalitet eller forbrydelser, en opfordring til selvjustits og ligegyldighed over for samfundets velfærd. Uanset hvor meget godt man kan sige om Jehovas Vidner, så vil de ikke samfundets bedste, kun deres eget.

Jeg vil i det følgende fremføre fire eksempler til at belyse nogle af de konsekvenser modsætningsforholdet mellem nationalstaten og Vagttårnsselskabet har medført, samt vise at Vagttårnsselskabet om nødvendigt godkender og opfordrer til "bestikkelse", "ulovligheder" og "forfalskninger" og afgivelse af ukorrekte oplysninger for domstole og til myndigheder, for at nå sine mål.

To eksempler fra henholdsvis Malawi og Mexico vil bl.a. vise, at Jehovas Vidners adfærd og samvittighed er styret Vagttårnsselskabet, at Jehovas Vidner som enkeltpersoner er villige til at undlade at gøre hvad de ved er rigtigt, hvis de ikke har Vagttårnsselskabet accept eller godkendelse hertil. Eksemplet fra Mexico vil bl.a. vise at Vagttårnsselskabet indirekte opfordrer til og ser gennem fingre med strafbare handlinger.

Med to eksempler fra henholdsvis Tjekkiet og Bulgarien vil jeg vise, hvordan Vagttårnsselskabet har afgivet ukorrekte oplysninger til myndighederne i deres bestræbelser for at opnå juridisk anerkendelse, samt bevidst har afgivet ukorrekte oplysninger for en domstol.


Malawi

I perioden fra 1964 til 1975 blev Jehovas Vidner mindst fire gange udsat for en voldsom forfølgelse i Malawi, grundet deres nej til at bære et parti-kort. I 1967 blev der rapporteret, at flere end 1.000 kvinder var blevet voldtaget. Tidligere, i 1964 havde 1081 familier mistet deres hjem. I 1972 var forfølgelsen blevet så voldsom at flere end 20.000 Jehovas Vidner måtte flygte til Zambia og Mozambique.

Baggrunden var, at myndighederne i Malawi havde stillet krav om, at alle borgerne skulle anskaffe sig et medlemskort til Det malawiske Kongresparti, hvis leder H. Kamuzu Banda var valgt på livstid. Vagttårnsselskabet, både lokalt og på hovedkontoret i USA bedømte dette krav således, at et Jehovas Vidne ikke kunne gøre dette uden at gå på kompromis med sin tro. Ganske vist var der ikke vedtaget en egentlig lov om anskaffelsen af et sådan kort, men det havde ikke gjort nogen forskel. At modtage og bære et sådant kort var at sidestille med en religiøs handling. Holdningen var (og stadig er) at den lydighed (og loyalitet), som man ville vise over for myndighederne ved at bære dette kort, kun tilkom Vagttårnsselskabet og Gud. Hovedparten af sektens medlemmer fulgte de retningslinier, som blev afstukket af Vagttårnsselskabet, og det på trods af de meget store lidelser som det påførte dem.

Det der skete i Malawi er et udmærket eksempel på, hvor stærk Vagttårnsselskabets indflydelse og kontrol over sektens medlemmer er. Hvis et medlem af sekten mente at det ikke ville stride mod hans eller hendes samvittighed over for Gud, at anskaffe sig et sådant medlemskort, ville man sanktionere over for vedkommende, ved at udstøde det pågældende medlem af sekten, med store sociale og psykiske omkostninger til følge.

Når jeg har valgt at fortælle om det der skete i Malawi, er det ikke kun for at anskueliggøre Vagttårnsselskabets magt over medlemmerne, men især fordi det står i skærende kontrast til den praksis sekten havde i Mexico i samme periode, og afslører en udtalt dobbeltmoral hos Vagttårnsselskabets ledelse.


Mexico

Når unge mænd i Mexico når den værnepligtige alder skal de over en periode på et år gennemgå en militær uddannelse. Når vedkommende lader sig registrere, får han et "cartilla", hvorpå der bliver noteret, at han har deltaget i de ugentlige militære instruktionskurser. Imidlertid har der udviklet sig en illegal praksis, hvor næsten enhver kan undgå militærtjenesten ved at betale en embedsmand for falskeligt at skrive, at han har været til stede under den ugentlige instruktion, samt betale for at få cartilla’et udleveret, behørigt legaliseret, når året er gået. Når cartilla’et er udleveret er den unge mand automatisk en del af den militære førstereserve, klar til at bære våben med øjeblikkelig virkning i tilfælde af uroligheder eller militære konflikter, for at yde støtte til den professionelle hær, hvis dette er nødvendigt.

Blandt Jehovas Vidner i Mexico har der ikke været problemer med at benytte sig af denne illegale praksis for at få et cartilla. I 1960 og 1969 sendte Jehovas Vidner i Mexico dog en forespørgsel til Vagttårnsselskabets præsident, hvor man spurgte om sektens officielle holdning til at de mexicanske medlemmer betalte bestikkelse for at få et militært dokument, et cartilla.

Vagttårnsselskabet svarede i begge tilfælde, at Jehovas Vidner i andre latinamerikanske lande også brugte at betale bestikkelse til korrupte embedsmænd for at undgå at udføre deres værnepligt. Man opfordrede de lokale ledere af Vagttårnsselskabet til at vende hovedet den anden vej, og lade tingene fortsætte som de var. Dog gjorde man opmærksom på, hvis et Jehovas Vidne blev taget i dokumentfalsk eller betaling af bestikkelse, skulle vedkommende ikke påregne hjælp fra Vagttårnsselskabet.

I 1980 holdt Jehovas Vidners øverste ledelse, Det styrende Råd, igen møde om sagen og udfaldet blev en uændret praksis, hvilket indebar fortsat accept af bestikkelse og forfalskninger for at opnå fritagelse fra militærtjeneste.

Det skal her bemærkes, at det ikke kun var menige medlemmer af Jehovas Vidner, som benyttede sig af denne ulovlige praksis, men også ledende medlemmer af Vagttårnsselskabet i Mexico.


Tjekkiet

Den 1. september 1993 blev Jehovas Vidner juridisk anerkendt som trossamfund i Tjekkiet. Forud for anerkendelsen havde Vagttårnsselskabets repræsentanter i landet nedsat en Forberedelseskomité, som skulle arbejde for den ønskede anerkendelse som kirkesamfund.

I forbindelse med forhandlingerne havde de tjekkiske myndigheder bedt Vagttårnsselskabet om at redegøre for en række lærepunkter, som man mente var i strid med tjekkisk lovgivning. Det drejede sig blandt andet om værnepligt og blodtransfusioner.

I et brev af 28. juni 1993 stiller landets kulturministerium Vagttårnsselskabet tre spørgsmål, der lød:

  1. Lærer Vagttårnsselskabet sektens medlemmer, at forældre skal søge at hindre umyndige børn i at modtage blod, selvom det efter lægernes skøn kan medføre helbredsproblemer eller døden at afvise en transfusion?

  2. Lærer Vagttårnsselskabet sine medlemmer, at de ikke kan deltage i eller påbegynde den grundlæggende militærtjeneste eller en civil erstatningstjeneste og deltage i militær træning som påbud ved den militære lov No 49/1949?

  3. Lærer Jehovas Vidners Samfund, at medlemmer af Samfundet, ikke må påbegynde en civil erstatningstjeneste efter lov No 18/1992 om civil erstatningstjeneste og lov No 135/1993?

En måned senere, i et brev, dateret 30. juli 1993, svarede Vagttårnsselskabet nej til alle tre spørgsmål, hvilket var i klar modstrid med kendsgerningerne.

Til det første spørgsmål skal det bemærkes, at Vagttårnsselskabet ikke alene opfordrer forældre til, så vidt som det er muligt, kun at søge læger der vil følge Jehovas Vidners nej til blod – også når det gælder deres børn. Og skulle uheldet være ude, beder man direkte om, at Jehovas Vidners Internationale Hospitalsinformation bliver inddraget, for at "hjælpe" forældrene til at følge Vagttårnsselskabets retningslinier omkring dette lærespørgsmål.

I Danmark har man f.eks. udfærdiget et specielt kort til mindreårige børn, som de skal bære på sig. I kortet står der bl.a., hvilket er gældende for børnene: "… ønsker vi under ingen omstændigheder blodtransfusion." – Og dette tager man helt bogstaveligt, selvom det kan betyde døden for barnet.

I sektens interne medlemsblad "Rigets tjeneste" gik man endog så vidt som til at opfordre forældrene til at tale usandt, hvis læger eller myndighedspersoner stiller kritiske spørgsmål. Spørges der for eksempel: "Vil De hellere dø (lade Deres barn dø) end gå med til en ’livreddende blodtransfusion’?", siger Vagttårnsselskabet: »Hvis du svarer ja, vil det religiøst set være rigtigt. Men et sådant svar vil ofte blive misforstået og kan i nogle tilfælde endda afføde en ugunstig afgørelse. Du må huske på at du ikke er i tjenesten. Du taler om behovet for nødvendig lægebehandling. Du må derfor tilpasse dig dine tilhørere.« At ’tilpasse dig dine tilhørere’ vil her sige, at man enten fortier vigtige kendsgerninger, fordrejer kendsgerningerne eller om nødvendigt lyver. Dette er hvad man blandt Jehovas Vidner betegner som teokratisk krigsførelse, en praksis der har været anvendt siden 1952.

 

Hvad angår det andet spørgsmål, så har det siden 1939 været et krav til medlemmer af Jehovas Vidner at de nægter deltagelse i enhver form militære handlinger og afstår fra alt, der har kontakt til det militære. Hvis et medlem ikke følger disse krav 100% vil vedkommende blive udstødt af sekten.

Men hensyn til spørgsmål tre var Vagttårnsselskabets lære i 1993, at man sidestillede civil erstatningstjeneste med almindelige værnepligt. Det betød at et Jehovas Vidne der sagde ja til en sådan alternativ tjeneste, ville blive udstødt på linie med en der havde sagt ja til at aftjene sin værnepligt. Den 1. maj 1996 ændrede Vagttårnsselskabet imidlertid denne regel, således at medlemmer af Jehovas Vidner nu har lov til at aftjene civil værnepligt, hvis den myndighed der administrer denne alternative tjeneste ikke har tilknytning til hverken militære eller kirkelige institutioner eller myndigheder.

Det står således klart, da Jehovas Vidner blev anerkendt som trossamfund den 1. september 1993 skete det under falske forudsætninger.

Man fristes til at spørge, om det samme er sket i Slovakiet, ad Jehovas Vidner dér blev juridisk anerkendt som trossamfund 24. marts 1993.


Bulgarien

Den 9. marts 1998 anerkendte Den europæiske Menneskerettighedskommission et forlig mellem den bulgarske regering og Jehovas Vidner. Forliget indebar for den bulgarske regering, at den skulle udfærdige en lov der fører til oprettelsen af en civil tjeneste for dem, der af samvittighedsgrunde er militærnægtere. For Jehovas Vidner betød aftalen, i forbindelse med blodtransfusion, »at medlemmerne skal have frit valg i sager, der vedrører dem selv og deres børn, uden nogen form for kontrol eller sanktioner fra organisationens side.«

Dette forlig er særdeles bemærkelsesværdigt. For Jehovas Vidner er afvisning af blodtransfusion af største betydning. Vidnerne tror på, at det nok er muligt at foretage en umiddelbar og kortvarig forlængelse af livet ved hjælp af en blodtransfusion, men at det betyder tab af frelse, hvilket for Jehovas Vidner er et evigt liv her på jorden.

Vagttårnsselskabet forbyder sine medlemmer at modtage blod, fordi en transfusion sidestiles med det at spise blod, hvilket ifølge Bibelen (1 Mosebog 9.4; Apostelgerninger 15.28,29) ikke er tilladt. Mange Jehovas Vidner, deriblandt børn, har mistet livet for deres loyalitet mod Vagttårnsselskabet. For eksempel kunne man i deres blad Vågn op! for 22 maj 1994, læse om fem børn der døde efter at de, på heroisk vis have afvist at modtage blod. Det skal her også indføres, at det betyder udstødelse af sekten for de medlemmer, som måtte ønske at modtage blod, enten for sig selv eller deres børn, eller blot taler til fordel for et sådant synspunkt.

Sammenholder man de oplysninger der er fremlagt i forbindelse med forliget, viser der sig et uomtvisteligt bevis på en af to muligheder:

Enten opretholder Vagttårnsselskabet to forskellige former for blodpolitik. En for Jehovas Vidner i Bulgarien og en for resten af verden.

Eller, at Vagttårnsselskabet bevidst har fremstillet deres blodpolitik for Den europæiske Menneskerettighedskommission på en misvisende måde, og således afgivet falsk forklaring for en af de højeste domstole i verden.

Man får et klart fingerpeg i den pressemeddelelse Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York udsendte den 27 april 1998 om dette forlig. Alt hvad man siger om aftalen, der tillader blodtransfusion, er følgende: »Forliget omfatter også en anerkendelse af det enkelte individs ret til frit at vælge den medicinske behandling han modtager.« Denne uklare formulering, selvom den ikke er i direkte modstrid med den indgåede aftale, så indeholder den heller ikke nogen form for indikation af det historiske kompromis ved hvilket Vagttårnsselskabet angiveligt nu tillader medlemmerne frit at vælge blodtransfusioner.

Kommissionens pressemeddelelse fra 1997, hvor der redegøres for sektens stilling til den daværende uløste sag, gjorde mange mennesker opmærksomme på, at man kunne forvente en ændring i læresætningerne fra Vagttårnsselskabet i dette spørgsmål. For at imødegå at medierne og andre Vidner drog deres egne konklusioner om ændringer i læresætninger, fastslog Vagttårnsselskabet i sin pressemeddelelse: "Betingelserne i aftalen er ikke et udtryk for en ændring i Jehovas Vidners læresætning". Og chefen for Jehovas Vidners Informationstjeneste i Danmark fasthold i et interview i dansk TV den 15 juli 1998, at der ikke var tale om nogen ændringer: "[Aftalen] præciserede den praksis, som vi altid har fulgt inden for Jehovas Vidner."

Vagttårnsselskabet holdning synes således at være klar: Man har ingen intentioner om at respektere den indgåede aftale om, at Jehovas Vidner i Bulgarien kan modtage blod uden at det får konsekvenser fra sektens side. Man vil fortsat opretholde religiøse sanktioner over for dem der modtager en blodtransfusion, tvinge Vidnerne til at vælge mellem en mulig død eller udstødelse.


Sammenfatning

Hvad er det man står over for i mødet med Jehovas Vidner? På den ene side er der medlemmerne af trossamfundet Jehovas Vidner, som generelt må betragtes som gode og lovlydige borgere, som ethvert samfund umiddelbart kan være tjent med, og her tænkes på medlemmernes villighed til betaling af skat, ærlighed, pligtopfyldelse etc. i dagligdagen.

På den anden siden er problemet, at medlemmer af Jehovas Vidner sætter landet lov i anden række, og lader sektens regler få første prioritet i de tilfælde, hvor der er konflikt mellem samfundets og sektens interesser. – Dette gør sig i særlig grad gældende i forbindelse med Vagttårnsselskabet, som ser sig i sin gode ret til at lyve over for myndighederne, hvis det skønnes nødvendigt for at værne om sektens interesser eller opnåelse af afgørende fordele for yderligere vækst og ekspansion.

De ovenfor anførte eksempler på Vagttårnsselskabet dobbeltmoral og manglende troværdighed fra henholdsvis Mexico, Tjekkiet og Bulgarien rejser to vigtige spørgsmål: Er der tale om enkeltstående tilfælde? Og, vil det kunne ske igen?

Svaret på det første spørgsmål er nej, hvilket sagerne fra de to lande i sig selv er vidnesbyrd om

På spørgsmålet om det kunne ske igen, må svaret være ja. Så længe Vagttårnsselskabet har det nuværende syn på verdslige myndigheder og man opretholder læren om ’relativ underkastelse’ vil det været et latent problem. Den måde som Vagttårnsselskabet har handlet på over for myndighederne i Tjekkiet og Bulgarien rejser begrundet mistanke om, hvorvidt noget tilsvarende er sket i andre Østeuropæiske lande, fx i Slovakiet.

Et tidligere medlem af den øverste ledelse for både Vagttårnsselskabet og Jehovas Vidners har meget rammende udtrykt det på denne måde: "Jeg er nået til den konklusion, at dette syn på tingene i realiteten er et typisk produkt af en hvilken som helst autoritær struktur, der anlægger en strengt lovmæssig indfaldsvinkel til kristendommen – hvilket sætter deltagerne i den autoritære struktur i stand til at se på eksisterende dobbeltmoral uden at få samvittighedskvaler."