Nationalstaten og de statsløse

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1997

 

Tanker omkring to teokratier: Iran og Jehovas Vidner

 

I forbindelse med en høring i Folketinget den 4. februar om den islamiske fundamentalisme og det iranske khomeiniregime, havde jeg efterfølgende lejlighed til at deltage i et møde med Ayatollah Djalal Gandjahi, der er medlem af NCR (National Council of Resistance of Iran). Ayatollah Gandjahi studerede i sin ungdom hos Khomeini, men tog allerede i 60'erne afstand fra dennes synspunkter. Fra 1974 til 1978 var Gandjahi fængslet for sin modstand mod Shah-styret. Under revolutionen deltog han som en prominent religiøs leder, men han vendte sig imod stadig voksende fundamentalisme. Efter Khomeinis sejr forlod han Iran og tilsluttede sig NCR. Dette var for Gandiahi uundgåelig konsekvens af hans stærke afvisning af, at Islam kan bruges til at begrunde den udbredte knægtelse af ytringsfrihed og kvindeundertrykkelsen. Han er siden bl.a. blevet kendt for i skrifter at have tilbagevist at der er grundlag for fatwaén mod Rushdie. Ayatollah. Gandjahi er i dag selv omfattet af fatwaén (dødsdom) for sine synspunkter.

Når jeg bringer dette mode på bane er det fordi, det yderligere understregede nogle perspektiver til den situation vi befinder os i som tidligere medlemmer af Jehovas Vidner, og specielt med hensyn til dem der er født og opdragt i sekten. Det blev et møde som med en ubehagelig realisme afdækkede de konsekvenser det får når man indfører teokrati indenfor rammerne af fundamentalisme og fanatisme.

Da Ayatollah Gandjahi fortalte om den kamp og den pris som han betaler for at have afvigende holdninger i forhold til det nuværende styre, kom jeg gang på gang til at tænke på, hvordan der på mange områder er sammenfald med den pris et Jehovas Vidne må betale, hvis han eller hun begynder at anlægge afvigende synspunkter og udtrykker dem.

Et område hvor det især er tydeligt er med hensyn til familien. I Iran er det ikke ualmindeligt at man søger henholdsvis kontrollere og straffe den afvigende ved at udsætte dennes familie for forskellige former straf og chikanerier. i Ayatollah Gandjahi's tilfælde er den ene hans brødre og en hans sønner blevet dræbt, ligesom den øvrige del af hans familie er blevet udsat for mange ubehageligheder fra myndighedernes side. I et land og en kultur hvor familien har en meget vigtig og central rolle i individets liv, prøver man ved hjælp af trusler mod familien at kontrollere og undertrykke politiske og religiøse afvigere.

Hos Jehovas Vidner bruges familien også som et middel til at straffe den afvigende, om end det sker på en anden måde. Her straffer man ved at afskære den udstødte/frafaldne fra familien, isolere, ved at true familien mod at have kontakt med afvigeren. Ganske vist er der ikke tale om fysiske trusler, men om religiøse, hvor det er tab af frelse og salighed, truslen om en pinefuld vished om en udslettelse ved den forestående dommedag, der er anvendes, men det bliver det ikke bedre af For den der er genstand for sådanne trusler, kan det virke sønderlemmede på sjæl og legeme og ødelægge et menneskes liv.

For begge parter, både exil-iraneren. (der ønsker at vende tilbage til sit hjemland, og for dem der er i landet og som ønsker en ændring i forholdene, at der bliver politisk og religiøs frihed) og ex-Vidnet (der ønsker om at få kontrol over eget sind og eget liv, ønsket om at skabe, eller vende tilbage til, et liv, hvor det er muligt at have sine egne meninger og udtrykke dem frit) - gælder det, at der er tale om mennesker der er oppe imod en undertrykkende okkupationsmagt, der er præget af fanatisme og fundamentalisme. Hvor det for exil-iraneren er en nationalstat der er okkuperet, er det for ex-Vidnet hans sind.

For de udstødte og frafaldne Jehovas Vidner er målet at skabe et nyt liv uden for sekten, at skabe sig en identitet eller genvinde en mistet. Det kræver ikke alene en beslutning, men også modet til at stå ved sine meninger, modet til at kampe, og være villig til at betale den nødvendige pris, for at kunne se sig selv i øjnene.

Det som imidlertid afholder mange tvivlende Jehovas Vidner fra at bryde med sekten, afholder udstødte og frafaldne fra at opbygge et nyt liv er ofte angsten for at skulle miste en skrøbelig kontakt til familiemedlemmer eller gode venner, der stadig er i Jehovas Vidner. Jeg ved ikke hvor mange udstødte jeg har mødt, som på den ene eller anden måde er fortsat med at leve deres liv på Jehovas Vidners betingelser - netop på grund af denne angst.

Et andet forhold er også, at mange udstødte og frafaldne, ofte ubevidst, stadig er afhængige af, at deres familie og venner, og Jehovas Vidner generelt ikke taler dårligt om dem. Ikke sjældent kan man møde holdningen: "Det kan godt være at jeg er udstødt, man jeg under ingen omstændigheder et umoralsk og fordærvet menneske som de andre udstødte. Det Jehovas Vidner siger om de frafaldne, gælder for de andre, ikke mig. Det kan godt være jeg er blevet udstødt, og nu skal jeg bevise at man godt kan være udstødt uden at leve som en der er i og af verden." Og inden man ser sig om, er man fanget i en indbildt frihed, fanget i et selvbedrag.

En frigørelse fordrer beslutsomhed og et nyt fællesskab til erstatning for det tidligere. Vi vil ikke være Jehovas Vidner,. men hvis vi ikke involverer os i det samfund der er uden for Jehovas Vidner er det ikke frihed vi har opnået ,,ed at forlade sekten, men et tomrum. Alt hvad der da er sket er, at vi stadig lever i en verden der er mere eller mindre kontrolleret af Jehovas Vidner.

Frihed, frigørelse, fordrer at vi stiller sig uden for indflydelse af det gamle, vælger en ny ramme at udfolde vores liv i. Den personlige kamp er en nødvendighed, hvis vi virkelig af hjertet ønsker et liv uden for denne sekten. Den er ikke gratis, den koster noget - men vi bliver ikke frie, vi opnår ikke en ny identitet, et nyt liv., hvis vi ikke er villige til at betale hvad det koster. Det kan betyde tab af familie og venner, der vælger at blive inden for Jehovas Vidner. Hvis vi ikke er villige til at betale denne pris, hvad har vi da opnået? Hvad er et liv værd, hvis man altid skal gøre andre tilpas?