Jehovas Vidner og nazisterne

1933 - 1940
 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1993, 2002

 

 
Den 25. juni 1933 vedtog omkring 7.000 Jehovas Vidner en resolution, »Erklärung«, hvorved man over for de tyske myndigheder redegjorde for sine religiøse synspunkter i lyset af den politiske situation der herskede i landet. Den aktuelle baggrunden for resolutionen var en tiltagende uvilje hos myndighederne over for Jehovas Vidner og deres religiøse aktiviteter. Efter vedtagelsen blev resolutionen i de efterfølgende dage overbragt til embedsmænd overalt i Tyskland. Den blev endog fremsendt til Hitler, selvom det er tvivlsomt at han skulle have læst den, endsige set den.

         Jehovas Vidner hævder at »Erklärung« et bevis på, at Jehovas Vidner ikke føjer nogen, er ubøjelige i deres politiske neutralitet, at man end ikke undlod at gøre Hitler opmærksom på dette. Omvendt hævder kritikere af Jehovas Vidner at »Erklärung« var udtryk for at man ønskede at nedtone de holdninger som kunne give anledning til yderligere konflikter med nazisterne, at Jehovas Vidner solgte ud af deres politiske neutralitet.

         Jeg vil i den foreliggende artikel belyse en række forhold omkring begivenhederne før og efter den 25. juni 1933, dog uden at komme nærmere ind på indholdet i »Erklärung«, men derimod på forholdet mellem Jehovas Vidner og Nazismen, med fokus på begivenhederne  i 1933 og 1934. Indledningsvis vil jeg kort redegøre for Jehovas Vidners historie i Tyskland frem til 1933, da en viden om denne er nødvendig for en forståelse af konflikten mellem Jehovas Vidner og nazisterne.

  

Jehovas Vidners i Tyskland frem til 1933

Da stifteren af Jehovas Vidner, Charles Taze Russell, i 1891 foretog sin første Europarejse besøgte han blandt andet byerne Berlin og Leipzig.[1]  Efter hjemkomsten konstaterede han: »Vi fandt ..... intet der kunne opmuntre os til at håbe på en høst i (.....) Tyskland.«[2]  Forsendelser af hans publikationer til Tyskland ville derfor blive varetaget fra et ekspeditionskontor i London, som han tidligere havde oprettet.[3]  Da han i 1903 foretager en ny Europarejse har situationen imidlertid ændret sig så meget, at han under sit ophold i Tyskland åbner et kontor i Elberfeldt.[4] 

I 1913 besøger J.F. Ruther­ford Tyskland og ved en række arrangementer taler han til omkring 18.000 mennesker.[5]  På dette tidspunkt har der antageligt været færre end 200 Jehovas Vidner i hele Tyskland,[6]  hvilket bekræftes af den tyske historiker Zipfel, som siger at en egentlig medlemstilgang først begynder i 1918.[7]

I årene fra 1917 til 1919 skete der i Amerika en splittelse af bevægelsen, som førte til en reorganisering af Vagttårnsselskabets ledelse og dens aktiviteter.[8]  For sikre kontrollen med aktiviteterne i Tyskland, udnævnte Vagttårnsselskabet i 1920 en lokal leder, som skulle arbejde under opsyn af et nyoprettet centraleuropæisk kontor i Schweiz.[9]  Denne ændring viste sig hurtig at være gunstig og fra 1921 oplevede Jehovas Vidner en kraftig medlemstilgang. Ved et konvent i Leipzig dette år var der 2500 til stede (mod godt 40 i 1913).[10]  Denne tilgang førte til, at Vagttårnsselskabet besluttede at oprette et egentligt datterselskab i Tyskland under det amerikanske hovedkontor.[11] Samtidig overførte man et større penge­beløb til køb af bygninger i Magdeburg for at bygge et eget trykkeri.[12]

         Da J.F. Rutherford besøgte Tyskland i 1922 i forbindelse med en Europarejse var det tydeligt at bevægelsen nu for alvor havde vækst. Han talte ved en række af bevægelsens konventer, samt en række offentlige møder i Hamburg, Berlin, Dresden, Stuttgart, München, Leipzig, Barmen og Köln. Der var fremmødt godt 7.500 Jehovas Vidner og ved de offentlige møder nåede man op over 16.000 tilhørere.[13] Den nye situation betød at man i 1923 flyttede hovedkontoret til Magdeburg og slog sammen med trykkeriet. Samtidig foretog man en række udvidelser, bl.a. køb af flere nye bygninger.[14]  Koncentrationen af Vagttårnsselskabets aktiviteter omkring Magdeburg, kombineret med medlemmernes høje aktivitetsniveau, bevirkede at Jehovas Vidner fra midten af 1920'erne oplevede en kraftig vækst.

         Da Hitler overtog magten i 1933 talte Jehovas Vidner omkring 19.000 aktive medlemmer.[15]  Til dette tal skal man så yderligere tilføje dem som deltog i deres møder uden at de egentlig bekender sig til Jehovas Vidner. At denne gruppe af sympatisører må have været relativ stor, ses af årsberetningen for 1924, som nævner, at man ved møderne med bibeldrøftelser i 1924 havde opnået en tilslutning fra 38.000 deltagere, mod 30.000 i 1923.[16]

   

Jehovas Vidner under nazismen

Under Weimar-republikken voksede Jehovas Vid­ner hurtigere end noget andet sted i verden, og i begyndelsen af 1930'erne var der næsten lige så mange aktive medlem­mer i Tyskland, som i Amerika. Denne vækst var dog ikke sket uden problemer.

          I begyndelsen havde mod­standen mod Jehovas Vidner hovedsageligt vist sig fra kirkelig og for­skellige politiske gruppers side. På trods af den stigende modstand op gennem 1920'er­ne kunne Jehovas Vidner ikke desto mindre fortsætte deres virke, beskyttet af lovgivningen. Når medlem­mer af bevægelsen blev udsat for fjendtligheder var de berettiget til og fik for det meste også hjælp fra det lokale politi til at beskytte sig, ligesom de kunne gøre brug af de rettigheder, som de var sikret i kraft af Weimar-forfatningen.[17]

          Det første indgreb over for Jehovas Vidner fra of­ficiel side fandt sted den 14. november 1931, da man i München konfiskerede bevægelsens litteratur, bøger og hæfter. Fire dage senere, den 18. november, blev Jehovas Vidners litteratur forbudt af politiet i hele Bayern.[18] I disse år var fjendtlighederne mod Jehovas Vidner stærkt til­tagende, og ved ud­gangen af 1932 var der 2335 verserende sager mod medlemmer af bevægelsen.

Den 4. februar 1933[19] udstedte Hitler en nødlov på baggrund af forfatningens §48, der gav myndig­hederne ret til at konfiskere skrifter, man mente udgjorde en fare for forfatningen, ligesom det blev muligt at begrænse ytringsfriheden og retten til frit at for­samles. [20]  I april måned blev de første forbud usted mod Jehovas Vidners litteratur og aktiviteter, og fra den 24. juni omfattede disse forbud hele Tysk­land.[21]

          Den 25. juni 1933 gennemførte Jehovas Vidner et kon­vent i Berlin, som i hast var blevet arrangeret på baggrund af de forbud som de var blevet underlagt i april og maj måned, og beslaglæggelsen af hovedkontoret i Magdeburg fra den 24. til 29. april 1933.[22] Man fremsætter ved dette konvent en resolution, »Er­klärung«, hvori man sø­gte at formildne nazisterne ved at ud­trykke en sympatiserende og kompromis­søgende holdning over for dele af Hitlers politik, udtrykke en anti­semitisk holdning, om end afdæmpet, og frem­hæve at bevægelsens medlemmer er gode og lovlydige borgere.

         Dagen efter kon­ventet, den 26. juni, blev et eksemplar af »Erklärung« sammen med et følge­brev sendt til Hitler og alle embeds­mænd i hele Tyskland. Samtidig påbegyndte man uddelingen af 2.500.000 eksemplarer til offent­ligheden.[23] Hitlers reaktion var: »Disse såkaldte alvorlige bibelstudenter [Jehovas Vidner] er urostiftere, de forstyrrer tyskernes harmo­niske liv; jeg betragter dem som charlataner; jeg vil ikke tåle, at de tyske katolikker bliver tilsmurt på den måde af denne amerikaner, "dom­mer" Rutherford. Jeg opløser "De alvorlige Bibel­stu­denter" i Tyskland; deres ejendomme giver jeg til folkets vel; jeg vil have al deres litteratur konfi­ske­ret."«[24]

         På trods af »Erklärung« blev Jehovas Vidner forbudt over hele Tyskland og den 28. juni bliver bevægelsens kontor og trykkeri i Magdeburg lukket og myndighederne beslaglagde store mængder litteratur, som sene­re blev afbrændt uden for byen. Den 7. oktober 1933 blev bygningerne igen overgivet til Jehovas Vidner. [25]

         Selvom modstanden fra myndighedernes side tog til i styrke, fortsatte Jehovas Vidner i 1933 og 1934 mere eller mindre åbenlyst med deres missions­ar­bejde og trodsede dermed forskellige regerings de­kreter. I foråret 1934 får Jehovas Vidner så lov til at genoptage deres hus-til-hus-for­kyn­delse med visse begrænsninger.[26]

Det afgørende vendepunkt i forholdet mellem Je­hovas Vidner og de tyske myndigheder skete i efteråret 1934. I dagene fra 7. til 9. september blev der afholdt et konvent i Basel i Schweiz, hvor J.F. Rutherford del­tog. Ved denne lejlighed skete der to ting: For det første var det ved denne lejlighed at Jehovas Vidner indledte iværksættelsen af et organiseret undergrundsarbejde i Tyskland. Som det andet, planlagde man en prote­staktion, der skulle finde sted søndag den 7. oktober 1934. Enslydende protestbreve blev på denne dag sendt fra hele Tyskland til regeringen, ligesom man havde arrangeret det sådan, at Jehovas Vidner fra hele verden sendte protesttelegrammer til den tyske regering. Aktionen vakte i den grad Hitlers vrede, at han udtalte: »Denne yngel skal udryddes i Tyskland!«.[27]

          Kon­sekvensen blev, at nazisterne begyndte at slå hårdt ned på Jehovas Vidner. C.E. King sammen­fatter det på følgende måde: »I løbet af 1935 var Vidnerne under øget pres på deres arbejdspladser med risiko for at blive fyret eller miste deres ret til pension. Ægteskab med et Vidne blev officielt anerkendt som skilsmisse­grund børn af folk der var kendt som Vidner blev forment adgang til skolerne. Samme år gennem­førte man det princip, at børn af Vidner skulle fjer­nes fra forældrene og opdrages som National So­cialister. På denne måde blev mange Vidne-fami­lier splittet. Det var også i 1935 at den tvungne værnepligt blev indført. Vidner afviste med det samme at bære våben eller deltage i arbejde der var relateret til krigstjenesten. Deres nægtelse under et blev registreret kun tre dage efter offent­liggørelsen af de nye militære love og det blev no­teret at de også afviste at deltage i nazistisk ar­bejdstjeneste eller relaterede opgaver.«[28]

          Den tilspidsede situation endte med, at den tyske rigsdag den 1. april 1935 nedlagde forbud mod Jehovas Vidner.[29] I et hemmeligt cirkulære til Gestapo, dateret den 3. april 1935, havde man planlagt en lynaktion mod lederne af Jehovas Vidner under Jehovas Vidners forestående mindehøjtid[30] den 17. april. Aktionen havde ikke den ønskede succes for Gestapo[31] og den 24. juni 1936 blev der i stedet under det hemmelige statspoliti i Preussen dannet en særlig Gestapo-kommandogruppe til at tage kampen op mod Jehovas Vidner. Allerede den 28. august 1936 slog Gestapo-gruppen til og dette viste sig at blive begyndelsen til enden for Jehovas Vidners aktivite­ter i Tyskland frem til krigens slutning i 1945.[32]

Ved et konvent i Luzern i Schweiz den 4. til 7. sep­tember 1936 planlagde Jehovas Vidner en ny protestkampagne til den 12. december 1936. På trods af kampagnens begrænsede omfang var den alligevel en succes for Jehovas Vidner.[33]  Endnu en kampagne fandt sted den 20. juni 1937, iværksat af de sidste aktive medlemmer der stadig var på fri fod.[34]  Den 3. september 1937 lykkes det imidlertid for Gestapo definitivt at lamme Jehovas Vidners organisa­tion og aktiviteter, da man får held med at fange det sidste ledende medlem der endnu var på fri fod, Albert Wandres, da han vendte tilbage til Tyskland efter at have overværet et konvent i Pa­ris.[35]

          Når det efter arrestationen af Wandres lykkedes for myndigheder at holde Jehovas Vidner nede på et meget lille aktivitetsniveau, skal dette ses i lyset af, at Gestapo i 1937/1938 havde haft held med at infil­trere Jehovas Vidner, og herigennem formåede at bremse alle nye tiltag til reorganisering af missi­onsaktiviteterne og distributionen af litteratur til eget brug, fordi Gestapo på et tidligt tidspunkt kunne arrestere dem der blev sat til at forestå reorganiseringen.[36]

Efter 1939 er der stort set ingen officielle rapporter om aktive Jehovas Vidner. De enkelte rapporter der foreligger, vedrører hovedsageligt medlemmer der ved en retsinstans var blevet dømt som militærnæg­tere.[37]

   

Nazisternes reaktion i 1933 og 1934

Fra indførelsen af det første forbud i Bayern den 13. april 1931 og frem til 24. juni 1933, var det kun trykningen og distributionen af Vagttårnsselskabets litteratur der var forbudt. Det var først senere at for­budet blev udvidet til også at omfatte deres missi­onsarbejde og afholdelse af religiøse møder.[38] Straffen for at overtræde disse regeringsdekreter var i begyndelsen af be­hersket, idet der ofte blev der kun givet en bøde eller en kortere hæftestraf.[39]

          Optrapningen i spændings­forholdet mellem Jehovas Vidner og nazisterne tog for alvor fart i forbindelse med valget den 12. november 1933. Her måtte mange Jehovas Vidner lide den tort, at de sammen med SA'ere skulle gå rundt i gaderne bærende på et skilt med teksten: »Vi er Landsforrædere, vi har ikke stemt«.[40] For dem der blev arresteret sidst i 1933 og i 1934 for at distribuere deres trykte skrifter, var straffen almindeligvis fra 9 til 12 må­neders fængsel.[41] Efter protestaktionen den 7. oktober 1934, besluttede nazisterne sig for definitivt at få sat en stopper for bevægelsens aktivite­ter, og man begyndte nu at tage mere hårdhændede midler i anvendelse.

           Som tidligere påpeget var det i 1935 at forfølgelsen af Jehovas Vidner for alvor blev intensiveret med Gestapos aktioner.[42] Fra 1936 kommer de første indberetninger om Jehovas Vid­ner der va blevet udsat for tortur under arrestatio­ner og at de uden videre formaliteter kunne overføres direkte til koncentrations lejre.[43]

          Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de for­bud som blev indført mod Jehovas Vidner i 1933, ikke var et udtryk for en overordnet politik, specifikt rettet mod Jehovas Vidner. Dette ses bl.a. ved, at for budene blev udstedt lokalt i delstaterne på forskellige tidspunkter. Når Bayern var det før­ste område der vedtog indgreb over for bevægelsen skal det ses i lyset af det forhold, at det netop var i dette område man havde ført an i modstanden mod Jehovas Vidner helt til­bage fra tiden umiddelbart efter 1. verdenskrig. Derfor skal de første officielle indgreb mod Jehovas Vidner nok mere ses som en videreføring af den tidligere politik, blot med den forskel at dekreterne var mere restriktive.

          Et andet, og ikke uvæsentligt forhold, der kan for­klare, hvorfor Jehovas Vidner fik så frit spil i den første tid under det nazistiske regime er, at der ikke var nogen nazistisk centraladministration, der kunne  koordinere systemets aktivi­teter. Problemet var, som historikeren Saxtorpf påpeger, at »store dele af det gamle juridiske apparat og af den gamle ad­ministrationsrutine vedblev at bestå, tusinder af embedsmænd fortsatte med at administrere og arbejde som de altid havde gjort det. Nogen øver­ste ledelse fandtes egentlig ikke, i hvert fald ikke i form af noget registrerende, samlende, overskuende og kontrollerende øverste organ... (.....) Sy­stemet var således diktatorisk, centralistisk og bu­reaukratisk og tillige decentraliseret, tilfældigt og usammenhængende på én og samme gang.«[44]At det forholdt sig på denne måde underbygges af måde at hvorpå forfølgelsen af Jeho­vas Vidner udviklede sig, idet det først var fra juni 1936, da der blev oprettet en særlig Gestapo-gruppe, at der sker en overordnet koordinering af bestræbelserne for at få opløst og standset bevægelsen og dens aktiviteter.

   

Hvorfor blev 7. oktober 1934 et vendepunkt?

Når det først var med protestaktion den 7. oktober 1934, at nazisterne satte hårdt mod hårdt og indledte en egentlig forfølgelse af Jehovas Vidner, skal det bl.a. ses på baggrund af indholdet i den erklæring der var blevet fremsat denne dag og den kampagne som bevægelsen havde gen­nemført den 8. til 16. april 1933.[45] Tidligere havde Jehovas Vidner i sine skrifter betonet, at det der betød mest for dem, var at de handlede efter det de opfattede som Guds vilje, hvilket indebar missionsarbejde. Men »ok­to­ber-erklæringen« derimod fremstod på grund af dens ordlyd og budskab som en slags krigserklæring mod Hitler.

          I den kampagne som Jehovas Vidner havde gennemført i april 1933 med brochuren »Krisen« hævdede Vagttårnsselskabet at Jehovas Vidner har en guddommelig ret til at forkynde deres tro, en ret som ingen stat kan hindre eller fratage dem.[46] Brochuren beskrev gan­ske vidst situationen i Amerika, men som en inter­national bevægelse, var hold­ningen i brochuren også gældende for Jehovas Vidner i Tyskland. Brochuren blev i den pågældende uge uddelt i over 2 millioner eksemplarer.[47] Når brochuren i første omgang ikke vakte nazisternes åbenlyse vrede kan det skyldes at det var skrevet i indirekte eller bløde formuleringer.

          I modsætning hertil var sproget i »oktober-erklæ­ringen« direkte og provokerende. Hvad man sagde til Hitler var, at uanset hvad han sagde eller mente, hvis det han og det nazistiske regime besluttede gik imod det Jehovas Vidner opfattede som Guds krav til dem, ville de gøre hvad det passer dem, ignorere hans dekreter.[48] Med denne hold­ning udfordrede de ikke alene nazismens loyali­tetskrav mod Føreren, men også det princip, at en et-parti-stat ikke kan tillade rivaliserende grupper eller enkeltpersoner inden for samfundet der gør krav på borgerens loyalitet. Nazisternes reaktion var derfor uundgåelig.[49]

   

Jehovas Vidners forklaring på forfølgelsen

Når Vagttårnsselskabet har omtalt tiden under nazismen, og årsagen til at de blev forfulgt af nazisterne, har  svaret almindeligvis været:

          »Jehovas Vidner i Tyskland forfølges ikke paa Grund af deres Religion. Det er fordi, de tjener Gud og derfor nægter at sige Heil Hitler, at de anses og forfølges som statsfarlige.«[50]

          »Jehovas Vidner i Nazityskland efterlevede Jesu bud om at holde sig adskilt fra verden og nægtede at stemme ved valgene. Derfor udsatte nazisterne dem for offentlige ydmygelser.«[51]

          Vagttårnsselskabet har siden 1934 hævdet, at det var den fremsatte »Erklärung« i juni 1933, der førte til intensiveringen af nazisternes forfølgelse af dem, 'at kontoret i Magdeburg blev beslaglagt og mange blev arresteret, fængslet eller anbragt i koncentrationslejre'.[52]

          Det vil være at forenkle, og til en vis grad også at forvanske sagen, hvis man kun ser årsagen i at de nægtede at deltage valghandlinger og sige "Heil Hitler". Sandt nok var loyaliteten mod deres overbevisning på disse punkter afgørende for, at forfølgelsen af dem fik så dramatiske følger som det ofte var tilfældet. Andre grupper som var villige til at tilpasse sig forholdene kunne i mange tilfælde fortsætte deres religiøse aktiviteter.

          Med hensyn til Jehovas Vidners påstand om, at beslaglæggelsen af Vagttårnsselskabets kontor i Magdeburg den 28. juni 1933, og den efterfølgende forfølgelse, var en konsekvens af indholdet i »Erklärung« må dette afvises.[53]  Hitler havde ingen grund til vrede over »Erklärung« eller følgebrevet; der var tale om en nedtoning af bevægelsens holdninger og en ophøjelse af den nazistiske politik.[54]  Ikke alene var indholdet i »Erklärung« kompromissøgende, men også den fysiske ramme hvor under »Erklärung« blev fremsat bar præg at man søgte at virke forsonende. Konrad Franke beretter, at den kongreshal, hvori konventet blev afholdt var udsmykket med Nazi-flag og den sang der blev sunget havde samme melodi som den tyske nationalsang.[55]

   

Årsager til nazisternes forfølgelse af Jehovas Vidner

Når man søger en forklaring på nazisternes forfølgelse af Jehovas Vidner er det nødvendigt at være opmærksom på to forhold. For det første, at modstanden mod Jehovas Vidner ikke begyndte med Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Allerede i 1921 blev Jehovas Vidner mødt med de første tilråb og beskyldninger for at være prozionister og finansieret af jøderne, at de var et jødisk talerør.[56] I 1926 var 897 Jehovas Vidner blevet arresteret som følge af deres religiøse aktiviteter og religiøse propaganda. I 1927 havde der været 1169 arrestationer, der medførte 353 retssager og 40 domme. Endvidere var der i 1928 blev ført ikke mindre end 1660 retssager mod medlemmer af bevægelsen.[57]  Så tidligt som i 1931 blev Jehovas Vidner første gang mødt med et egentligt forbud mod deres litteratur i Bayern.

For det andet, at de politiske og sociale forhold efter afslutningen på den første verdenskrig og indførelsen af Weimar-republikken i 1920 stillede tyskerne over for næsten uoverskuelige og uovervindelige vanskeligheder.[58]  Den økonomiske og politisk uro i 1920'erne havde ført til, at der var en vedvarende strid mellem socialdemokraterne og de øvrige arbejder-partier til venstre herfor. Over for dette stod de borgerlige partier, der gled længere og længere mod højre. Medvirkende hertil var at den reelle magt ikke lå i det officielle statsapparat, men hos generalstaben, frikorpsene, den nye hærorganisation Reichswehr og det delvis militært organiserede politi. Hertil skal så lægges en lang række halvmilitære organisationer, hvor under nazisternes SA-afdelinger hørte til, en fløj der blev en afgørende politisk magtfaktor.[59]

          J. William Saxtorpf giver den politiske situation disse kommentarer, forhold som kom til at påvirke tyskernes, og senere nazisternes holdning til Jehovas Vidner: »Mange iagttagere har bedømt Weimar-styret som værende »rødt« på grund af enkelte kredses radikalisme og en lille flok af kendte venstreorienterede eller kommunistiske kulturpersonligheder (...). Sandheden var dog, at over for det store flertal af folk i frie erhverv som læger, advokater, journalister etc. og embedsmænd og funktionærer i storvirksomheder, kommuner og stat udøvedes der et kolossalt pres fra højre, hvis formål var at bringe enhver socialistisk eller radikal meningsytring til tavshed; hvis folk ikke ville holde munden lukket, blev alle midler taget i anvendelse for at chikanere og presse dem ud af deres arbejde eller embede.«[60] »Og Hitlers ideer - antisemitisme, nationalismen - de var ikke nye, de var ikke originale, ikke Hitlers opfindelse. (.....) Antisemetisme, germansk selvovervudering, nationalistisk vilje til at erobre og undertrykke andre lande og folk, alt dette var faste ingredienser i den preussiske militarisme; vi har set dem udtrykt under kejserriget i den store drøm om verdensherredømmet og i den store krigs røveriske krigsmål. I Weimarrepublikken fortsatte de deres eksistens under den demokratiske overflade. Det nye, nazismen bragte, var »kun« at drage konsekvensen af den gængse antikommunisme til at tæve bolsjevismen ud af kroppen på arbejderne, af den gæmgse nationalisme til at praktisere massemord og folkedrab på »underlødige« racer.«[61]

Tyskland var i denne periode, hvor Jehovas Vidner fik fodfæste i landet, således præget af en række faktorer som kom til at påvirke den politiske holdning til Jehovas Vidner.

          For det første var der i Tyskland en hurtigt voksende antisemitisme. Overfor dette stod Jehovas Vidner som værende, ikke kun prosemitiske, men også prozionistiske. Bevægelsen påkaldte sig på et meget tidligt tidspunkt opmærksomheden hos de yderliggående ideologer på højrefløjen. For eksempel skriver historikeren Michael H. Kanter:

          »Alfred Rosenberg skrev i 1923 i hans omdiskuterede skrift "De vise Zionisters Lov og den jødiske Verdenspolitik" (Die Protokolle der Weisen von Zion und die jüdische Weltpolitik), at Bibelstudenterne anså det religiøst-politiske jødiske verdensherredømme for at være i fuld overensstemmelse med Zions jødiske lov.«[62] »"Den der fjerner Jødespørgsmålet fra Bibelstudenternes lære, fjerner dens sjæl", påstod den anti-semitistiske forfatter August Fetz i 1925 i sin bog "Weltvernichtung durch Bibelforscher und Juden" (Verdens undergang ved Bibelstudenter og Jøder), i hvilken begge grupper fremstod som uadskillige.«[63]

          Selvom Jehovas Vidner først slog igennem i Tyskland efter Russell’s død, stod det klart for de fleste, at Rutherford, Russell’s efterfølger, også var projødisk og prozionistisk. Det må i denne forbindelse heller ikke overses, at Jehovas Vidner i foråret 1926 havde påbegyndt masseuddelingen af brochuren »Comford for the Jews«.[64]  Der var skrevet af Rutherford og hans tanker var helt på linie med de prozionistiske synspunkter som Russell havde stået for, og som stadig var en uadskillig del af bevægelsens lære. Kampagner med denne brochure havde derfor været med til yderligere at provokere de yderliggående politiske kredse i Tyskland, og især i Bayern, som var stærkt anti-semitiske, ligesom det for dem har virket som en bekræftelse på deres opfattelse af Jehovas Vidner som en jødisk organisation.

          For det andet havde den politiske og sociale uro ført til udviklingen af en anden latent konflikt omkring loyalitet og førerskikkelse. Samtidig som Hitler opbyggede det nazistiske magtapparat med sig selv som midtpunkt og med et ønske om at der blev vist fuld loyalitet mod ham alene, kunne han se det samme ske hos Jehovas Vidner i forhold til deres egen bevægelse og leder J.F. Rutherford. Schnell fortæller at bevægelsen i Tyskland havde formået at opbygge et image omkring Rutherford efter problemerne og splittelsen Amerika i 1918 og 1919:

          »Selskabet var kommet i vanry i Amerika og var blevet opløst ved en præsidentbeslutning. Lederne var arresteret og dømt fra den øverste ende og nedefter. Det kunne ikke bruges til noget, med mindre det da gjaldt om udelukkende at give udtryk for tyskvenlig holdning. Dette siger jeg med velberåd hu af den gode grund, at "dommer" Rutherford altid i efterkrigstidens Tyskland figurerede som den amerikanske ven, der var blevet fængslet for sin opposition mod krigen. Det kunne nok kalde maserne frem i Berlin, München, Hamburg, Dresden og Leipzig, (.....).«[65]

          Et tredje forhold som har medvirket til at de politiske højrekræfter og deres ideologer har været opmærksomme på Jehovas Vidner, var bevægelsens evne til at arrangere massemøder og påkalde sig opmærksomhed. Et eksempel på dette oplevede man i forsommeren 1925, hvor der blev afholdt et 3-dages konvent i Magdeburg. Ved denne lejlighed var der kommet mellem 15.000 og 20.000 mennesker fra hele Tyskland. Vagttårnsselskabet havde hos de tyske jernbanemyndigheder rekvireret 14 særtog til transport af deltagerne i konventet, der kom fra alle yderområderne af landet. Ligeledes var der blevet opbygget sovefaciliteter, som blev stillet gratis til rådighed. Uden for byen havde man lejet et cirkustelt, hvor der var indrettet et cafeteria til bespisning af de fremmødte. På den sidste mødedag gjorde Rutherford det, at han gav alle de fremmødte et gratis måltid varm mad. Schnell fortæller, at han flere år efter denne begivenhed mødte mennesker som var blevet dybt rørte over den gestus fra Rutherford.[66]

Efter flytningen Vagttårnsselskabets kontor til Magdeburg, var der for alvor kommet gang i organiseringen af bevægelsens aktiviteter, hvilket gav sig udslag i at man oplevede en meget stor medlemstilgang. Schnell oplevede det på denne måde: »Hvis ikke udviklingen havde spillet Hitler magten i hænde, var Tyskland, muligvis blevet det første eksempel på en Vagttårns-stat! Nazister og kommunister havde øjnene åbne for denne mulighed og begyndte at angribe os som en tredje magtfaktor.«[67]

          Jehovas Vidner var ikke alene en religiøs bevægelse i stærk fremdrift, men den havde også flere karakteristika som gruppe betragtet, som det nazistiske apparat ikke kunne tillade sig at overse. Derfor måtte Jehovas Vidner holdes i kort snor. David Childs siger om den politiske udvikling i bestræbelserne for at få skabt stabilitet i landet: »For at Tyskland skulle kunne realisere sine udenrigspolitiske mål, var der brug for en stærk indre orden, en centralistisk stat, frigjort fra jøder og marxister og deres ideer, udøvelse af racehygiejne, baseret på et folk trænet i viljestyrke og beslutsomhed «.[68]

          Jehovas Vidner kom på tværs af dette. De havde ikke alene en stærk indre orden og organisering, men også fordi bevægelsen i disse år udviklede en stærkt centralistisk styreform, var projødiske og prozionistiske, at bevægelsens racesyn i denne periode endnu var præget af den amerikanske sydstatsholdning m.h.t. negere som lavere stående mennesker, og således, fra et ideologisk synspunkt, havde en vis racelære. Endelig udviste medlemmer stor viljestyrke og iver i udbredelsen af bevægelsens lære.

          Der er dog ikke noget der tyder på at bevægelsens neutralitetspolitik har voldt nævneværdige vanskeligheder før sidst i 1920'erne. De beretninger der er begynder først at tale om problemer (mht. neutralitetspolitikken) omkring 1930 i forbindelse med at Jehovas Vidner nægter at deltage i valghandlinger. Og det er nok også i dette lys, at man bl.a. skal søge en af grundene til, at ledelsen for Jehovas Vidner fremsætter »Erklärung« den 25. juni 1933; tilsyneladende havde man endnu ikke til fulde forstået alvoren i den politiske udvikling, og de konsekvenser det kunne få for bevægelsen. Antageligt havde man ventet, at en neddæmpning af deres syn på jøderne ville kunne give dem et pusterum til at redde sig ud af konflikten.

   

Afslutning

I et forsøg på at beskrive forholdet mellem Jehovas Vidner og nazisterne er der naturligvis flere synsvinkler som det af gode grunde ikke kan lade sig gøre at behandle. Flere af dem der har skrevet om denne periode har især hæftet sig ved den standhaftighed, hvormed Jehovas Vidner forblev tro mod deres religiøse overbevisning. Hvad jeg har ønsket er at se på de omstændigheder hvorunder Jehovas Vidner voksede frem i Tyskland og baggrunden for nazisternes reaktion over for bevægelsen.

          Jehovas Vidner har i deres historieskrivning søgt at give et billede af, at det først var omkring Hitlers magtovertagelse, at der begyndte at vise sig problemer i forholdet mellem Jehovas Vidner og samfundet. Endvidere bliver man gennem læsning af deres skrifter om denne periode, præsenteret for adskillige udtalelser om, at Hitler og nazisterne lå under for specielt den katolske kirke. At den katolske kirke spillede en vis rolle i forfølgelsen af Jehovas Vidner i Tyskland kan ikke nægtes. Men derfra og til at drage den konklusion at nazisterne forfølgelse af Jehovas Vidner var delvist kontrolleret eller dikteret af den katolske kirke, at gå for vidt. Hvis man endelig skal medinddrage den rolle som den katolske kirke spillede, så er det efter min menig nødvendigt at man ser det i lyset af den "propaganda-krig" som Vagttårnsselskabet førte mod den katolske kirke i USA i den samme periode.

          Det synes dog godtgjort, at en af de væsentligste grunde til at Jehovas Vidner blev mødt med modvilje fra tysk side, i første omgang skal ses som et sammenstød mellem bevægelsens prozionisme og den antisemitisme som var stærkt fremvoksende i Weimar-republikken. Senere, da nazismen kom frem, blev denne konflikt yderligere forstærket af politiske og ideologiske årsager.

          Når konflikten alligevel forblev fastlåst efter at bevægelsen begyndte at lægge afstand til jøderne, var det bl.a. fordi Jehovas Vidners neutralitetspolitik blev et konfliktpunkt. Dette viste sig i begyndelse ved at de ikke ville sige "Heil Hitler", nægtede at hilse flaget eller deltog i valghandlinger, og senere igen, i 1935, da Vagttårnsselskabet sagde nej til at Jehovas Vidner kunne udføre militærtjeneste. Alt dette virkede hæmmende og forstyrrende på den ensretning som nazisterne ønskede af folket. Jo mere Jehovas Vidner stod fast på deres, des hårdere forfølgelse udsatte nazisterne dem for.

Hvis man skal beskrive forholdet mellem Jehovas Vidner og nazisterne, mener jeg ikke at det vil være tilstrækkeligt dækkende at kalde det en forfølgelse af et religiøst mindretal. King beskriver efter min mening en meget rammende kommentar med hensyn til det centrale i konflikten mellem Jehovas Vidner og nazismen, når hun siger: »Den egentlige grund til sammenstødet mellem denne sekt og den nazistiske stat var ikke et spørgsmål om praktiske anliggende, propaganda, afvisningen af krigstjeneste, valghandlinger eller at hilse flaget, men i at der var tale om et sammenstød mellem to totalitære systemer.[69]

   

   

Kildemateriale (udgivet af Vagttårnets Bibel- & Traktatselskab):

Bulletin for Jehovas Vidner; 1933.

Glæd jer, I nationer, 1946

Jehovas Vidner - Forkynder af Guds rige (JV), 1993.

Jehovas Vidner og Guds gerning, 1959.

Krise, 1932.

Ny Verden, 1934, 1939.

Guds Hemmelige Rådslutning Fuldbyrdet, 1971.

Vagttårnet, 1903, 1908, 1922, 1925, 1926, 1927, 1934, 1955.

Vågn Op!, 1974, 1975.

   

Litteraturliste:

Childs, David: Germany since 1918, 2. udgave, B. T. Batsford Ltd., London 1980.

Saxtorph, J. William: Gimbergs Verdenshistorie, bind 16, Roskilde, 1981.

Kanter, Michael H: Die Ernsten Bibelforscher im Dritten Reich; i Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte, vol. 17, hefte 1, München 1969

King, Christine Elisabeth: The Nazi state and the new religions; The Edwin Mellen Press, New York, 1982.

Larsen, Jørgen: Hvem spiller en tvivlsom rolle?; Holbæk Amts Venstreblad, 29. oktober 1992.

Penton, M. James: Apocalypse delayed. The story of Jehovah´s Witnesses, University of Toronto Press, Canada 1985

Penton, M. James: Jehovah's Witnesses, anti-semitism and the third Reich. A Story of Attempted Compromise„ i The Christian Quest, vol. 3, no. 1.; University of Toronto Press, Canada 1990.

Schnell, William J.: Jehovas Vidners slave i 30 år; Credo, København 1958

Stroup, Herbert Hewitt: The Jehovah's Witnesses: Russell & Russell, New York 1945

Zipfel, Frederich: Kirchenkamph in Deutschland 1933-1945; i Veröffentlichungen der Berliner Historicher Kommission, Vol. 11; Berlin 1965.

   

Fodnoter:


[1] Vågn Op!, 8/7-1975, side 19; Jehovas Vidner (1959), side 32.

[2] Jehovas Vidner (1959), side 32.

[3] Ibid.

[4] Vågn Op!, 8/8-1975, side 13; Jehovas Vidner (1959), side 33, 43; Vagt-Taarnet, oktober 1903, side 8. Det må antages at der har været tale om et ekspeditionskontor på linie med det der var blevet oprettet i England i 1891, hvis opgave alene var at varetage salget af Russells bøger. Kontoret bliver i 1908 flyttet til Barmen; Vagt-Taarnet, april 1908, side 32.

[5] Jehovas Vidner (1959), side 56.

[6] Vagt-Taarnet, november 1922, side 166; Vagt-Taarnet, december 1922, side 179, nævner, at der i 1913 var færre end 40 medlemmer i Leipzig, i Dresden færre end 100 og endelig i Hamburg umiddelbart før krigsudbrudet kun var nogle ganske få.

[7] Zipfel, side 176.

[8] Vagttårnet, 15/6-1955, side 188f; Penton (1985), side 48ff.

[9] Vagt-Taarnet, februar 1922, side 23.

[10 Ibid.

[11 Kanter, side 191f; 1974, side 110; King, side 148; Vågn Op!, 8/8-1974, side 13.

[12 Vagt-Taarnet, 1/8-1926, side 228; 1934, side 128.

[13] Vagt-Taarnet, november 1922, side 166, 169ff; Ibid., december 1922, side 179, 184.

[14] Vagt-Taarnet, januar 1925, side 9; Jehovas Vidner (1959), side 130, nævner at dette først sker i 1926; At det var i 1923 bekræftes imidlertid af, at Vagt-Taarnet, juli 1923, side 98, nævner Magdeburg som ny adresse for hovedkontoret i Tyskland, samt, at Schnell fortæller (side 33 og 55), at han kommer til Magdeburg i august 1924, kort tid efter at det er blevet flyttet dertil.

[15] Jehovas Vidner (1959), side 129.

[16] Vagt-Taarnet, januar 1925, side 9.

[17] Penton (1985), side 131; King, side 24.

[18] Vågn Op!, 22/6-1974, side 16; Jehovas Vidner appellerer afgørelsen, men den bliver stadfæstet af regeringen i Øvre Bayern, ligesom en ny appel, den 12. marts 1932, bliver afvist af indenrigsministeriet i Bayern. Vågn Op! nævner her, at det er en nødlov, vedtaget 28. marts 1931, der ligger til grund for de to episoder. Det har ikke været muligt at få hverken dato eller udstedelsen af den omtalte nødlov verificeret fra andre kilder.

[19] Kanter, side 191, næver 28. februar 1933 som tidspunktet før vedtagelsen af nødloven. Det samme er tilfældet hos Childs, side 53f.

[20] Vågn Op!, 22/6-1974, side 16; Childs, side 54, siger: »This decreed 'for the Protection of People and State' set aside normal civil libertues: 'Restrictions on personal liberty, on the right of free expression of opinion, including freedom of the press; on the rights of assembly and association; and violations of the privacy postal, telegraphic and telephonic communications; and warrents for house searchers, orders for confiscations as well as restrictions on property, are also permissble beyond the legal limits otherwise rescribed.' The same decree gave the central authorities the right to exercise the power of the organs of regional and local government and introduced the death penalty for a wide range offences.«

[21] Forbudene udstedes i Bayern den 15. april, Sachsen den 20. april, Thüringen den 26. april, Baden den 15. maj; Vågn Op, 22/6-1974, side 16f; Kanter, side 191.

[22] Vågn Op! 22/6-1974, side 17; Vagttårnet 15/10-1955, side 320. Ifølge Penton (1990), side 36, sker frigivelsen af kontoret den 28. april.

[23] Jehovas Vidner (1959), side 130; King, side 151; Penton (1990), side 38.

[24] Vagttårnet 15/10-1955, side 320; citatet i Vagttårnet er hentet fra brochuren »Se Kendsgerningerne i Øjnene« som Rutherford skrev i 1938. Men der nævnes intet om hvornår denne udtalelse er faldet, andet end det er sket efter hans magtovertagelse. Hvad der taler imod, at udtalelsen skulle være faldet på dette tidspunkt er det forhold, at Jehovas Vidner på et senere tidspunkt i en kort periode fik lov til at genoptage deres hus-til-hus-forkyndelse.

[25] Vågn Op!, 22/6-1974, side 16ff; Penton (1990), side 36; King, side 150.

[26] Vågn Op! 22/8-1974, side 13; King, side 153.

[27] Vågn Op! 8/8-1974, side 14ff; Vagttårnet 15/10-1955, side 321.

[28] King, side 155.

[29] Jehovas Vidner (1993), side 442.

[30] Mindehøjtiden er Jehovas Vidners eneste religiøse højtid; den svarer til påsken.

[31] Vågn Op! 22/8-1974, side 14.

[32] Vågn Op! 8/9-1974, side 15.

[33] Vågn Op! 22/9-1974, side 12.

[34] Jehovas Vidner (1993), side 449.

[35] Ibid, side 15.

[36] Vågn Op! 8/11-1974, side 16.

[37] King, side 165.

[38] Jehovas Vidner (1959), side 130.f.

[39] King, side 153.

[40] Ibid.; Ny Verden, Juli 1945, side 71.

[41] King, side 153.

[42] Ibid., side 155.

[43] Ibid., side 160.

[44] Saxtorph, side 542, 545.

[45] Vågn Op!, 22/6-1974, side 16; Jehovas Vidner (1959), side 129.

[46] Side 44.f.

[47] Bulletin, august 1933.

[48] I erklæringen stod der bl.a.: »Jehova Guds Ord, som det er fremholdt i Bibelen, er den højeste Lov, ... Der er en direkte Uoverensstemmelse mellem Deres Lov og Guds Lov, og vil vi følge de trofaste Apostles Ledelse, bør vi adlyde Gud mere end Mennesker, og det vil vi gøre.« - Gengivet efter ‘Glæd jer, I Nationer!, side 45.f.

[49] Jævnfør Karl R. A. Wittig's erklæring fra 1947, gengivet i Vagttårnet 15. oktober 1955.

[50] Ny Verden, marts 1939, side 51.

[51] Vågn Op!, 22/3-1985, side 12.

[52] Ny Verden, juli 1934, side 107.

[53] Det seneste eksempel på at Jehovas Vidner fastholder dette synspunkt, kom frem i Holbæk Amts Venstreblad, den 29. oktober 1992, da lederen for Jehovas Vidner i Danmark, søgte at tilbagevise det kompromitterende i »Erklärung« m.h.t. dele af indholdet i den.

[54] King, side 151, giver dokumentet denne kommentar: »The document is a master of its kind ..... . It explains, flatters and offers just a hint of compromise.«

[55] http://www.freeminds.org/history/sleeping.htm – Jehovas Vidner fremfører at denne sang der går på melodien »Deutschland, Deutschland, über alles”, havde været i deres sangbog siden 1905. Konrad Franke fortæller imidlertid at man i mange år ikke havde sunget sangen, især ikke i Tyskland, netop på grund af melodien.

[56] Vagttaarnet, februar 1922, side 23.

[57] Guds Hemmelige Rådslutning Fuldbyrdet, side 121; Jehovas Vidner (1993), side 679.

[58] David Childs påpeger, at »the elections of 6 June of 1920 produced a swing away from the centre perties to the extremes.« - Childs, side 22.

[59] Saxtorph, side 520.

[60] Saxtorph, side 520, 521.

[61] Ibid., side 535.

[62] Kanter, side 185.

[63] Ibid., side 186.

[64] Vagttaarnet, 1. august 1926, side 230f; de to første oplag på i alt 375.000 eksemplarer blev uddelt i løbet af årets første måneder.

[65] Schnell, side 28, 29; hvad der yderligere kan give en fornemmelse af hvilket menneske Rutherford var og om hans evne til at fange sit publikum, siger H.H. Stroup: »To those who have seen him, Rutherford appeared, in Stanley High's words, "more like a senator than most senators". He stood and walked with a measured dignity not without impressivenness. (.....) His voice was an excellent one for public speaking, occasionally reaching a low-pitched fortissimo that deeply thrilled his audience.« (side 16) Penton (1985) fastslår: »Rutherford was an autocrat who obviously belived that for the good of the society - and all Bible Students - he should rule with a rod of iron rather than simply adminster the decisions of its board directors.« (side 48).

[66] Vagttaarnet, 15/9-1925, side 188ff; Schnell, side 56.

[67] Schnell, side 78.

[68] Childs, side 39.

[69] King, side 176.