Religionsfrihed og Jehovas Vidner

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1999

 

Debatoplæg: Vågn op! for 8. januar 1999 stiller på forsiden spørgsmålet: "Er din religionsfrihed truet?" Når jeg bringer bladet på bane er det fordi det har afstedkommet, at en del kritiske røster har rejst sig blandt ex-Vidner. Bl.a. var artiklen baggrunden for at to udstødte kom i TV2's udsendelse Go'morgen Danmark den 20. januar 1999, og fortalte om Jehovas Vidners brug af udstødelse.

    Udstødelse er aldrig behageligt for dem det går ud over, eller for dem der må leve med de konsekvenser det f.eks. kan have ikke længere at kunne have kontakt med en tidligere trosfælle. Men, har udstødelse, sådan som Jehovas Vidner praktiserer det, overhoved noget med religionsfrihed at gøre?

    Indledningsvis vil jeg dog fremkomme med en betragtning, og det er, at jeg finder det interessant, at det primært, men ikke udelukkende, er blandt frafaldne og dem der er udstødt for frafald, at man hører de kraftigste røster, når Jehovas Vidner anklages for ikke at give sine medlemmer rettigheder der er knyttet til religionsfriheden. Det er sjældent at høre en sådan kritik fra dem, der er blevet udstødt for fx rygning eller ægteskabsbrud.

    Uanset grunden til at man ikke længere er medlem af Jehovas Vidner, så har der trods alt været en tid, hvor man har befundet sig godt med de regler der gjaldt inden for sekten, hvor det har givet mening. Nu er det blot ikke længere tilfældet, og så har man konflikten. I tilfældet med Jehovas Vidner, hvor der er tale om et totalitært religiøst system, kan man ikke leve med åbenlyse konflikter, og så er det at udstødelsen kommer på bane. Udstødelsen handler om, hvorvidt man vil anerkende og underlægge sig en given autoritet eller bestemmelse.

    Der er sikkert dem der vil hævde, at Vagttårnsselskabet med udstødelsen i sager, hvor årsagen er frafald, krænker det enkelte Jehovas Vidnes religionsfrihed. Men er det tilfældet? Nej. Det handler dybest set om interessekonflikt, og om man er villig til at betale prisen for at give udtryk for sin mening.

    Hvad enten man er opvokset i Jehovas Vidner eller man som voksen er konverteret til sekten, så er der nogle regler der må og skal overholdes for at gruppen (Jehovas Vidner) skal kunne bestå. Man kan så diskutere rimeligheden i disse regler, men det er en anden diskussion.

    Det er muligt at frafaldne føler deres religionsfrihed krænket ved en udstødelse, men hvad med de rettroende Jehovas Vidners religionsfrihed, deres ret til at værne om det de anser for det rette trosgrundlag for deres tilværelse? Den seneste diskussion om Jehovas Vidner, religionsfrihed og udstødelse har ved flere lejligheder givet mig den tanke, at problemet i mange tilfælde måske slet ikke ligger hos Jehovas Vidner, men hos den udstødte selv! Jeg har hørt udstødte sige, hvis blot Jehovas Vidner ville ændre et eller to lærepunkter, fx læren om blodet og forholdet til udstødte der er nære slægtninge, så ville de blive eller vende tilbage. Spørgsmålet er om det er tilfældet eller om det blot er en undskyldning for, at de ikke kunne tage sig sammen til at gå, ikke havde det nødvendige mod til at tage konsekvensen af deres ændrede opfattelse på en række områder.

    Et andet spørgsmål der presser sig på, er: Hvis man er overbevidst om, at man ikke længere vil tilbage til Jehovas Vidner og alligevel har travlt med at ,bekrige" dem, hvorfor har man så travlt med at finde fejl ved dem og måske tilmed "bekæmpe" dem? Er det en utilfredshed med Jehovas Vidner? Eller er det angsten for tage ansvaret for sit eget liv, være herre i eget liv, det ikke at have nogen at give skylden, hvis noget går galt? Hvis man ikke selv er i stand til at skabe noget nyt, kan man jo altid bekæmpe det man har forladt. Og hvad har man opnået? Intet, for det vil stadig være Jehovas Vidner der er omdrejningspunktet i ens liv. Sådanne kritikere er ofte fortsat præget af en grundlæggende sort/hvid tænkning, nu er farven blot skiftet ud og der er kommet lidt mere kulør på. Men grundholdningen er fortsat den samme: Det er enten/eller mentaliteten der er styrende, kravet om det fuldkomne, ufejlbarlige.

    Nu tilbage til den seneste snak i kølvandet på Vågn. op! fra 8.januar 1999. Skal udstødelse være årsag til at man skal begrænse Jehovas Vidners religionsfrihed og deres rettigheder som trossamfund? Nej! Netop fordi udstødelse kan være så smertefuldt og problematisk er det vigtigt, at man ikke lader dette sløre vigtige aspekter omkring religionsfriheden.

    Religionsfrihed handler ikke kun om individets ret, også om gruppens ret i samfundet og her vil der altid være grobund for konflikter.

    Adskillige har givet udtryk for den tanke, at det er hykleri når Jehovas Vidner kæmper for religionsfrihed, bruger politiske midler, som det fx var tilfældet da Jehovas Vidner fra flere lande rejste til Frankrig for at demonstrere da det kom frem, at den franske regering havde planer om at foretage en voldsom beskatning af sekten. Her kæmper man for en rettighed, kravet om at blive behandlet på lige fod med andre grupper, men for at opnå eller opretholde den, må man ty til politiske handlinger. Er dette i sig selv dårligt. Man kan måske nok med god grund kritisere Vagttårnsselskabet for dette, fx set i lyset af det der skete i Malawi i 1960'erne og 70'erne. Men det rejser et andet spørgsmål: Hvis Jehovas Vidner er ved at ændre holdning, hvad galt er der så i det?

    Det er jo glædeligt, hvis det er tilfældet. Jo mere Jehovas Vidner arbejder på at blive accepteret og behandlet som anerkendt trossamfund, med de samme rettigheder og pligter som andre, des vanskeligere bliver det for dem på lang sigt at opretholde den nuværende udstødelsespolitik i praksis. Kampen for religionsfrihed, som artiklen i Vågn op! er et udtryk for, vil før eller siden ramme dem selv og de begrænsninger de pålægger deres medlemmer.

    Udstødelse kan ikke bekæmpes, heller ikke ved at pålægge Jehovas Vidner begrænsninger omkring deres religiøse rettigheder, men udstødelsespolitikken kan undermineres gennem en vedholdende, kritisk og saglig information.