Religionsfrihed

 

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1997

 

Har børn af Jehovas Vidner religionsfrihed? 
Hvor går grænsen mellem frihed og tvang?

 

»Det hændte i en af Jehovas Vidners rigssale. Til trods for moderens strenge blikke og gentagne formaninger i hvisketrone, blev en lille pige ved med at være urolig. Til sidst gav moderen tegn til faderen, om han ville overtage sagen. Det gjorde han. Med datteren ved hånden begav han sig ned mod et lille lokale bagerst i salen. Klar over hvad der ventede hende, råbte den lille pige højt: Jehova, hjælp mig!" Selvfølgelig forekommer det morsomt at hun kunne finde på at bede Gud om beskyttelse mod tiltrængt tugt.« - Vagttårnet, I. september 1980.

Der er uden tvivl mange blandt dette blads læsere, der kan nikke genkendende fil episoder som den beskrevne. Et barn, der er uroligt under et møde. Det har lyst til alt andet end at sidde stille - ingen bevægelser, ingen lyde, bare være stille, helt stille.

Skulle det stakkels barn mod forventning være som børn nu engang er - fulde af liv og nysgerrighed - så er der råd for det! En tur i biblioteket eller i kælderen og ind på toilettet og så en god omgang håndfast klø, naturligvis givet i bedste mening - og i kærlighed, det gør jo også ondt i faders hånd - ikke at forglemme.

Efter den tur skal barnet nok få lært lektien - ellers er der jo heldigvis noget der hedder repetition. Hvad gør et rigtigt Jehovas Vidne ikke for at hjælpe sit barn til at blive på frelsens vej? Man elsker jo sine børn!

Hvilken sammenhæng er der mellem religionsfrihed og korporlig afstraffelse?

Den korporlige afstraffelse er et af de væsentlige elementer, når det gælder om at markere grænserne for børnenes adfærd, med det mål at sikre at børnene lever og opfører sig i overensstemmelse med de normer, der er retningsgivende for forældrenes religiøse frihed.

Der er to grunde til at påpege denne sammenhæng.

Den ene er en artikel i Kristeligt Dagblad (13/10-97), hvor journalisten skriver, med baggrund i Vagttårnsselskabets nye familiebog, Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv, at Jehovas Vidner anser korporlig afstraffelse af børn, som en naturlig del af opdragelsen. Dette er blevet benægtet af Vagttårnsselskabets ledelse. På denne baggrund har undertegnede udfærdiget en analyse der godtgør, at Vagttårnsselskabet siden 1950erne (og så sent som i 1996) har anbefalet, endog op fordret medlemmer til at slå deres børn, hvis de ikke var lydige. Dette er specielt fremhævet, når det gjaldt børns manglende villighed til at følge i forældrenes religiøse fodspor.

Analysen indeholder en omfattende dokumentation fra Vagttårnsselskabets egne udgivelser, og den blev den 3. november sendt til landets førende aviser, nyhedsbureauer, TV-stationer og relevante myndigheder.

Den anden hovedårsag til at sammenkæde spørgsmålet om religionsfrihed og korporlig afstraffelse er en debat, der har kørt i Kristeligt Dagblad mellem medlemmer af Jehovas Vidner og tidligere medlemmer af sekten i oktober måned. I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 3. oktober, hævder Michael Bjørk fra Jehovas Vidners ledelse, at børn af Jehovas Vidner har religionsfrihed, ja endog større frihed af børn af forældre, der er medlemmer af den danske folkekirke; at det står børn af Jehovas Vidner frit for om de selv vil være Vidner eller ej; at de har lov til at stille spørgsmål; at børn af Jehovas Vidner har de samme muligheder i fritiden og underholdning som andre børn.

Men er der tale om en reel frihed? Kan børnene frit vælge til eller fra, når det gælder forældrenes religiøse overbevisning? Alene blodspørgsmålet giver anledning til kritiske spørgsmål når det gælder børnenes rettigheder og religiøse frihed.

Et andet spørgsmålet er mødedeltagelse. I Støttegruppen har vi flere eksempler på, at unge helt ned til 14-15 års-alderen er blevet sendt bort fra hjemmet, fordi de ikke længere ønskede at komme til sektens møder og ikke havde lyst til at blive et Jehovas Vidne. Hvor er den religiøse frihed her?

Undskyldningen med, at det er forældrene der overreagerer, at det ikke er en holdning hverken Jehovas Vidner eller Vagttåmsselskabet kan stå inde for, holder ikke. Følgende taler for sig selv, når det gælder om at understrege, at børnene ikke alene skal komme til møderne, men også høre efter hvad der bliver sagt: ,,Det er imidlertid ikke nok, at vi bare tager børnene med til møderne. Det forventes af dem, at de følger med i, hvad der foregår, og ikke sidder og leger eller tegner eller har andre ting for. Måske må man ly til tugtens ris for at indprente dem nødvendigheden af at være stille og lytte, ... " - Vagttårnet 15/8 1956, side 258.

,, Han tager de små med til møde hvad enten de har lyst eller ej, og hvis de ikke opfører sig ordentlig, får han dem til det, ... ved at give dem en omgang klø. " Vagttårnet 115-1960, side 212.

Mange børn af Jehovas Vidner har på deres krop måtte mærke konsekvensen af, hvad der kan ske når man træder uden for normerne for forældrenes religionsfrihed. Hvad med børenes frihed til valg i denne sag?.

Er det rimeligt at slå børn, når de opponerer mod noget man tvinger dem til gentagne gange, mod deres vilje og lyst? Er det rimeligt at slå et barn, fordi det ikke kan sidde stille på en stol i to timer og lytte til noget det hverken forstår eller har interesse i. Er det rimeligt at slå børn, fordi de ikke mener det samme som forældrene?

Det er på tide at der kommer en dybdegående debat af børns vilkår i Jehovas Vidner, herunder at Vagttårnsselskabet anbefaler korporlig afstraffelse af børn, som en naturlig del af børneopdragelsen.

Har børn af Jehovas Vidner religionsfrihed? Dette må være en vigtig del af en debat og belysning af børns vilkår i Jehovas Vidner. Og dette rejser igen et andet vigtigt, og vanskeligt spørgsmål:

Hvor går grænsen mellem frihed og tvang, når det gælder børns religiøse oplæring.

Debatten om børns vilkår er vigtig, ikke kun for børn af Jehovas Vidner der lever deres hverdag i denne sekt, men i lige så høj grad for at få kastet lys over de vilkår der skal tages i betragtning i forbindelse med forældremyndighedssager, der involverer medlemmer af Jehovas Vidner.

Denne artikel er tænkt som et debatoplæg, og jeg vil på det kraftigste opfordre læserne til at deltage aktivt i den debat som forhåbentlig vil komme i dette blad. Men lad det ikke stoppe ved det. Det er vigtigt at debatten også kommer ud i de toneangivende medier, at den viden vi har og de erfaringer vi har gjort kommer andre til gode.