Har Jehovas Vidner åndelige vejledere?

 

af  Søren Bo Rødgaard Henriksen © 1994

 

Modtager Jehovas Vidner budskaber fra de døde? Spørgsmålet, om Jehovas Vidner selv tror, at deres ledelse modtager meddelelser fra de afdøde, vækker formodentlig undren hos den læser, der kender lidt til Vidnerne og deres lære.


Det er en mærkesag for Jehovas Vidner at fastslå, at sjælen dør sammen med legemet, når mennesket dør. Ved døden ophører al eksistens og al bevidsthed, indtil mennesket bliver gen-skabt i opstandelsen. Jehovas Vidner fordømmer i stærke vendinger alt, der blot minder om spiritisme og kontakt med de døde.

I en artikel i Vagttårnet, 1. april 1992, redegør man for eksempel for, hvordan man hjælper mennesker til at indse, at de døde ikke lever videre i en åndeverden, hvorfra de kan påvirke de levende.

Men når man beskæftiger sig med Jehovas Vidners forestillinger om de dødes tilstand, skal man holde sig for øje, at Vidnerne opdeler sig selv i to grupper, "de 144.000", som skal leve i himmelen, og "den store skare", som skal leve i et paradis her på jorden.


Det styrende Råd

"De 144.000" er en gruppe af særligt troende og trofaste mennesker, som ifølge Jehovas Vidner er udvalgt blandt de kristne i tiden fra pinsedag år 33 og til omkring 1935. Mens de var/er på jorden, har disse udvalgte ansvaret for at formidle de bibelske sandheder, som Gud ønsker skal være kendt i den givne tid. Efter at være kommet i himmelen skal de sammen med Jesus regere over den paradisiske jord.

Det er rigtigt, at Jehovas Vidner tror, at al eksistens ophører ved døden - men dette gælder i dag kun for den gruppes vedkommende, der omtales som "den store skare".

"De 144.000" lever ifølge Vidnerne allerede nu i himmelen sammen med Jesus Kristus, ved Guds himmelske trone. Alle fra denne udvalgte gruppe har siden 1918 gennemgået en øjeblikkelig forvandling fra jordisk til himmelsk liv ved dødens indtræden. I foråret 1994 var der, ifølge Vagttårnet 1. januar 1995, 8617 nulevende Vidner tilbage, som rettelig kan regnes med til denne rest.

Vagttårnsselskabets ledelse, Det Styrende Råd, udgøres af en forsamling på 12 mænd, der alle hører til den sidste rest af "de 144.000".

De 12 mænd er bl.a. ansvarlige for den religiøse undervisning af Jehovas Vidner verden over og for Jehovas Vidners udlægning af Bibelen. Dette Styrende Råd er, ifølge Jehovas Vidner, den kanal eller det medie, hvorigennem Gud åbenbarer sin vilje og sine hensigter til menneskeheden i dag.


En ledelse i himlen

Men hvordan modtager Jehovas Vidner i dag Guds åbenbaringer? Hvordan bliver et Jehovas Vidne klar over, hvad der er Guds vilje? Ved Helligånden? Troende Vidner vil uden tvivl hævde, at Helligånden medvirker til at give dem viden om Guds vilje. Men Helligånden er ikke den eneste, der virker som formidler at Guds vilje og som overbringer af de sandheder, som skal gøres kendt. (Når et Jehovas Vidne taler om sandheder i denne sammenhæng, betyder det nye fortolkninger af bibelske tekster - nyt lys og at lyset er vokset.)

Bogen åbenbaringen - Det store klimaks er nær!, (udgivet af Vagttårnsselskabet i 1988) antyder, at de medlemmer af "de 144.000", som nu er døde (som mennesker) og overgået til liv i himmelen, fungerer som formidlere af åndelige sandheder til medlemmerne af Jehovas Vidner:

"Dette antyder, at de opstandne medlemmer af denne skare, der repræsenteres ved 24 ældste, måske er med til at formidle de guddommelige sandheder i dag." står der på side 124.

Bogen fortæller intet om, hvem disse sandheder formidles til, men det må antages at det først og fremmest er Det styrende Råd og dernæst, Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Dette er efter al sandsynlighed tilfældet, fordi man normalt taler om, at budskaber fra Gud til Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab overbringes af engle (og altså ikke af "de 144.000"). Desuden indtager Det styrende Råd nu en helt central rolle hos Jehovas Vidner, en rolle som Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab tidligere havde.


Efter grundlæggerens bortgang

Den tanke, der fremførtes i 1988 i ovennævnte citat, er på ingen måde ny for Jehovas Vidner. Så tidligt som i 1917, året efter at grundlæggeren Charles Taze Russell var død, skrev man om ham:

"Dette Vers viser os, at skønt Pastor Russell er gaaet over paa den anden Side af Forhænget, leder han dog stadig de enkelte Træk i Høstarbejdet." (Studier i Skriften, bind VII, side 160)

Tilhængerne anså Russell for at være "den trofaste og kloge træl", der er omtalt i Mattæus-evangeliet kapitel 24 vers 45 - 47. Man gik endog så langt, at man mente, at Russell var profetisk omtalt i Bibelen. For eksempel med tanke på Åbenbaringsbogen kapitel 1 vers 11 og kapitel 3 vers 14-22, skrev man: 

"Men indviede Kristne, der har læst og fuldt ud forstaaet Sandheden, som den indeholdes i de foregaaende seks Bind af Studier i Skriften, vil let kunne se og være enig med os i, at Charle Taze Russell var Budbringeren for Laodikeamenigheden." (Studier i Skriften, bind VII, side 3)

"Privat har han indrømmet, at han troede, at han fra før sin Fødsel var udvalgt til sin store Gerning." (ibid., side 57)

Der var ikke tale om en ny tanke eller forestilling, der pludselig opstod blandt "Bibelstudenterne" (der siden 1931 har kaldt sig Jehovas Vidner), som fulgte det tomrum, hans død efterlod. Selve forestillingen om formidling af budskaber og direkte ledelse fra det himmelske - vel at mærke uden tale om Guds medvirken - var allerede blevet fremsat af Russell i 1897 og muligvis tidligere. (Se Studier i Skriften, bind IV, side 376-377 og 383.)


Dommer Rutherford

Først i begyndelsen af 1930'erne tog Dommer Rutherford, der efterfulgte Russell som leder for Jehovas Vidner, afstand fra tanken om, at Russell fortsat ledede Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab fra himmelen. I 1934 skrev J.F. Rutherford:

"Ingen af dem, der hører med til Tempelskaren, vil være saa dumme at mene, at en eller anden Broder (eller Brødre), der engang færdes iblandt dem, men er død og nu er i Himmelen, dog underviser de hellige paa Jorden og leder dem i deres Gerning." (Bogen Jehova, side 186.)

Når Rutherford afviste tanken om, at Russell ledte Jehovas Vidners arbejde fra himmelen og stadig fungerede som "den trofaste og kloge træl", skal det formodentlig forstås i lyset af, at et voksende antal medlemmerne nærede mistillid til Rutherford's person og ledelse og til flere af hans tolkninger af Bibelen. Jehovas Vidner oplevede et øget frafald, bl.a. på grund af denne mistillid.

Fordi mange Bibelstudenter havde skuffede forventninger om verdens ende og et liv i himmelen, senest efter de drastiske forudsigelser om året 1925, begyndte ledelsen at ændre en række lærepunkter. Dette medførte blandt andet en ændring i fortolkningen af begrebet "den store skare", der er hentet fra Johannes åbenbaring kapitel 7. Dette fik bl.a. konsekvenser for, hvordan man skulle forstå Matthæus kapitel 24 vers 45-47. Hvem var den omtalte "tjener", der skal give "mad i rette tid"? Til hvem giver han mad? Dem, der skulle modtage mad fra tjeneren, var nu ikke længere "de 144.000", men "den store skare".


Centralstyring

I forbindelse med en række nye tolkninger af forskellige bibelske tekster i 1934, fik Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab i denne periode tillagt en ny og afgørende betydning for menneskers frelse. Indtil dette tidspunkt havde Selskabet indtaget en central rolle i Jehovas Vidners lære og tro med hensyn til formidling af sandheder og indsamlingen af de hellige, dem der skulle udgøre de sidste af "de 144.000".

Den rolle, som Russell havde haft i forhold til resten af "de 144.000", skulle nu overføres til forholdet mellem "de 144.000", repræsenteret ved ledelsen for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab, og "den store skare".

Dette medførte bl.a. ændringer i menighedernes organisationsmåde. Dommer Rutherford arbejdede målrettet på at få kontrol med alle menighederne ved at lægge dem ind under en central ledelse, bestyrelsen for Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab. Dette skete især fra omkring 1931-1932. Et af hans problemer i denne henseende var udnævnelsen af de lokale menighedsledere. Den var tidligere sket lokalt - men Rutherford ville have det under organisationens (dermed sin egen) centrale ledelse.

Dette skabte en del uro, især blandt tilhængerne af Russell's gamle organisationsstruktur, som bestod af en løs sammenslutning af selvstændige menigheder, hvor Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab kun var trykkeri og administrativt organ til distribution af bevægelsens skrifter.


Magtkamp

Mange anså stadig Charles Taze Russell for at være Jehovas Vidners leder i trosmæssige spørgsmål, og det var netop den afdøde grundlæggers funktion som åndelig leder og sandhedsformidler, Rutherford havde brug for at ophæve. Da han i 1934 afviste, at Russell stadig ledte tilhængerne fra himmelen, kunne han imidlertid gøre det, uden at det kom til at give større trosmæssige problemer. Det skyldes, at han i samme periode fremførte, at englene har en fremtrædende rolle i formidlingen af budskaber fra Gud. (Dette skete blandt andet i to bøger: Krigsforberedelser, udgivet i 1933, side 63, og Rigdom fra 1936, side 309-310.) Der er intet der antyder, at denne lære er blevet trukket tilbage, eller at Vagttårnsselskabet har ændret dette synspunkt.

Ændringerne i 1934 af læren om Charles T. Russell's rolle som åndelig vejleder efter sin død var - efter min mening - en konsekvens af mindst to forhold:

For det første, at der foregik en magtkamp mellem Rutherford og de "konservative" tilhængere af Russells lære, lederstil og visioner. Og for det andet, at ændringerne var en nødvendig konsekvens af de forfejlede forudsigelser om Harmagedon og tusindårsrigets opståen, specielt med hensyn til de forventninger, Rutherford havde knyttet til årstallet 1925.

Når Jehovas Vidner siden 1988 har givet plads for en tanke om, at de af "de 144.000", der er i himmelen, aktivt deltager i formidlingen af tolkninger af Bibelen, er det antagelig, fordi Jehovas Vidner stadig har problemer omkring en række af sine lærepunkter. I denne sammenhæng er det den omstændighed, at de seneste 'officielle' forventninger, man knyttede til et forestående Harmagedon-slag i året 1975, ikke blev indfriet, og at Jehovas Vidner står overfor den truende kendsgerning, at der er stadig færre nulevende tilbage af "de 144.000".


Læremæssige problemer

"De 144.000" er som tidligere nævnt dem, der (ifølge Jehovas Vidners tolkning af Mattæus kapitel 24 vers 45-47) er sat til at føre tilsyn med Guds menighed og formidle åndelig føde til de kristne (læs: Jehovas Vidner). Når de sidste fra denne generation, som er født senest i 1914, er døde, får man vanskeligheder med at bringe en række hævdvundne lærepunkter i overensstemmelse med de faktiske forhold. En måde, hvorpå man kan imødegå dette problem, er ved en forestilling om, at "de 144.000" (efter deres forvandling til liv i himmelen) fortsætter deres arbejde med at lede Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab og Jehovas Vidner.

Hvis man vælger denne løsning, undgår man også de problemer, der automatisk følger af den hidtidige udlægning af Mattæus kapitel 24 vers 45-47. Man kan da fortsætte med at hævde, at den nævnte "tjener" er "de 144.000", repræsenteret ved Det styrende Råd, når der på et tidspunkt ikke er flere overlevende af denne gruppe på 144.000.

Men hvis man vælger at hævde, at "de 144.000" ikke fortsætter med at udøve deres ledelse fra himmelen, vil Jehovas Vidner og Vagttårnsselskabet snart være uden åndelig ledelse og tilsyn, eftersom Jesus overgav tilsynet med de kristne til netop denne gruppe, ifølge Jehovas Vidners lære.


Et dilemma

Det var det samme problem, Bibelstudenterne havde i oktober 1916, da Charles Taze Russell døde. Han blev anset for at være "den trofaste og kloge træl", og hvem skulle så formidle nye udlægninger af Bibelen efter hans død? Selvom Dommer Rutherford blev valgt som præsident, var han stadig et relativt ubeskrevet blad med hensyn til tekster og artikler. Efter Russell's død manglede tilhængerne en leder, og tanken om, at Russell fortsatte sit arbejde med at lede Bibelstudenterne fra himmelen udfyldte det religiøse tomrum, der var opstået - indtil man fandt løsningen i skikkelse af Rutherford.

I dag prøver Vagttårnsselskabet tilsyneladende at løse det tilsvarende problem med mangelen på medlemmer af den 'rigtige' generation, født før 1914, til Det styrende Råd ved at fremmane forestillingen om, at det flertal af "de 144.000", der nu er afgået ved døden og lever i himmelen, fortsætter deres opgave efter overgangen til himmelsk liv - på samme måde som man forestillede sig, at Russell gjorde det efter sin død.

Vagttårnsselskabets dilemma er, at det enten helt må vedkende sig læren om, at Vidnerne modtager budskaber fra åndelige vejledere - fra visse afdøde personer - eller det må ændre store dele af sin lære med hensyn til udlægning og forståelse af Bibelen, og den "teokratiske styreform". Man må også fraskrive sig den meget centrale lære om, at "de 144.000" er en særlig udvalgt himmelsk skare, og at "tjeneren", der er omtalt i Mattæus kapitel 24 vers 45-47, er en lille gruppe, der udgør den svindende rest af "de 144.000".

Alt taget i betragtning er det usandsynligt, at Vagttårnsselskabet vil fravige læren om "de 144.000". Der vil antagelig fortsat være Vidner, der bekender, at de hører til "de 144.000". Blandt dem vil man fortsat kunne hente medlemmer til den øverste ledelse, Det Styrende Råd.

De Vidner, der fremover måtte give tilkende, at de hører til "de 144.000", vil have et elitært skær over sig i 'almindelige' medlemmers øjne. Sandsynligvis vil de blive anset for at besidde een eller anden grad af guddommelighed, som de ellers først vil modtage ved opstandelsen og deres forvandling til himmelsk liv.